C/N: Burde man se mere kvindefodbold?

Kvindernes VM i fodbold er netop overstået og er på alle tænkelige måder blevet en stor succes. Ikke mindst i USA, hvor hele 31% af alle husstande på de såkaldt store markeder så med i tidsrummet 20.45-21.00. Fodbolden boomer generelt i USA, og i dag kunne New York fremvise verdens mest stivbenet midtbane i form af Andrea Pirlo og Frank Lampard Jr. Generelt er kvindefodbold stor i USA. Hele 40% af landets 4,2 mio. registrerede spillere er kvinder. Til sammenligning er procentandelen kun halvt så stor i Danmark. Så der er en pæn talentmasse at rekruttere fra. Der er dog tre overvejende grunde til finalens store succes. For det første er USA dominerende indenfor kvindefodbold. En 4-0 føring efter 16 minutter vidner om en vis dominans, og det er jo altid sjovere at se en sejr end et nederlag – og bagefter kunne kalde sig World Champion. USA har været dominerende i to årtier og det ses nu. For det andet blev finalen spillet i en fornuftig tidszone. Selvom seertallene stiger på europæiske klubfodbold, så er det meget tvivlsomt, at seertallene var lige så flotte, hvis finalen var blevet afviklet i Wien frem for Vancouver. For det tredje så er der sommerferie i de fleste store sportsgrene. NHL, NBA og NFL ligger stille.  Men der er ingen tvivl, det er det største kvinde-VM nogensinde, og man kan godt tale om et kommercielt gennembrud. Dog skal man huske, at det kommercielle gennembrud ikke er større end at man kan være blandt verdens ti mest indtjenende kvindelige fodboldspillere på noget, der minder om en mandelig Superliga-spillers årsløn, så der er stadigvæk et stykke igen. Det har i hvert fald ikke manifesteret sig hos spillerne endnu, men man skal også huske på at satsningen på kvindefodbold er en af de meget få ting som FIFA unde Sepp Blatter har gjort godt.

At det går godt for kvindefodbolden (Danmark var i øvrigt ikke kvalificeret til VM) har fået en initiativtager fra en Facebook-gruppe på et par hundrede medlemmer Mere Kvindesport i Medierne til at veje morgenluft med et indlæg i landets førende organ for brok og krænkelser: Politikens Debatsektion. Her anføres en egen-empirisk undersøgelse af Politikens website af under 10 % af al omtale handler om kvindesport. Ligesom i resten af verden. Nu er, al respekt, Politikens hjemmeside ikke blandt landets allermest førende sportssektioner. I Danmark har man dog haft den tradition, at hvis en udøver var dominerende eller havde et snert af verdensklasse, så var der rigeligt med omtale og dækning. Det har blandt andet givet uendelig meget omtale til obskure og smalle kvindesportsgrene som curling og håndbold. Ketchersvingerne Caroline Wozniacki og Camilla Martin har opnået ikonstatus. For slet ikke tale om svømmepigerne, der i tre årtier har opnået mere meritter og mere omtale end deres mandlige pendanter i snart tre årtier. Så man kan heller ikke tale om negativ forskelsbehandling.

Langt de fleste sportsgrene er skabt af mænd – og tiltænkt mænd i udfoldelsen. De sportsgrene, hvor der ikke er et kvalitetsmæssigt spring mand og kvinde imellem, har som regel et æstetisk perspektiv. Som for eksempel gymnastik, synkronsvømning og kunstskøjteløb. Vi har selv prøvet at dække styrkeløb for kvinder til OL, og det er lidt specielt de første fem-ti gange. Kvindefodbold har det også med at se fjollet ud. Banerne er for store. Boldene er for tunge, og man bliver ligesom med AGFs Steffen Rasmussen reelt i tvivl om, at målmanden mon kan nå overlæggeren, og så lukker man altså øjnene når der kommer en høj bold. Kvindefodbold ville være langt sjovere, hvis rammerne var tilpasset. Ligesom de er i visse andre sportsgrene. Håndbold eksempelvis. Det er regelbestemmelserne, at (den positive) forskelsbehandling skal foregå. Ikke hos medierne. Indlægget i Politiken anfører, at fordi der er mange kvindelige motionister, så bør der også være mere omtale af eliteudøvere, er lidt æbler og pærer. Faktisk er procentandelen af motionerende kvinder større end det mandlige ditto. En af forklaringen kan være, at man har fokus på ikke-mandlige sportsgrene. Altså sportsgrene, der typisk bliver omtalt i medierne. 

Så måske bør man kigge på et lidt større billede og inddrage sundheds- og livsstilsomtale, når man har fokus på mediedækningen af kvinder i sport. Kvindesportsgrene, herunder kvindefodbold, er bedst tjent med at blive vurderet ud fra et kvalitetsmæssigt, og ikke et kønsmæssigt, synspunkt. Det er det, amerikanerne har gjort. Alt andet ville være diskriminerende.