C/N: Gaarde så går det

You can't win anything with kids var Alan Hansens berømte citat, da et Manchester United-hold uden Andrei Kanchelskis, Mark Hughes og Paul Ince tabte sæsonstarten tilbage i 1995. Lektien var naturligvis, at de nyoprykkede Butt, Scholes, Nevilles, Beckham skulle blive engelske mestre samme sæson, og Alan Hansen lignede en idiot. 

Sådan er det også i AaB, hver eneste gang en profil bliver solgt, så bliver der altid rykket et par ynglingespillere op på førsteholdet. Det er billigt , godt for idenditeten og så er det en formel, der tidligere har givet succes, hvor man har haft særdeles gyldne årgange med lokale rødder. Helt tilbage fra Michael Silberbauer og Thomas Augustinussen videre til Thomas Enevoldsen og Kasper Risgård og endelig til Kasper Kusk og Nicolaj Thomsen.

Men man må ikke glemme, at det var mere af nød end decideret lyst, at AaB måtte sadle om, og stort set udelukkende satse på lokale eller 1. divisionsspillere fremfor skandinaviske profiler krydret med brasilianske eller sydafrikanske lykkeriddere. Lynge Jacobsen havde ikke flere heldige hænder – og samtidig stod der nogle gode spillere klar i kulissen, der nok kunne fungere sammen med en glimrende stamme med fx Rasmus Würtz og Kenneth Emil Petersen og Kent Nielsen som træner. Hvis man skal fremhæve en evne hos Kent Nielsen, så er det at time det med talenter – også at vide hvornår man ikke skal bruge dem. Det var også Kent Nielsen, der i sin tid sendte Mike Jensen og Daniel Wass på fremmed græs for at mørne og få spilletid.

Sådan er det måske ikke helt med Lars Søndergaard. Det virker stadigvæk ikke som, at han har låst sig helt fast på en spillestil, ligesom at der er blevet roteret en del. Især forsvaret er set i en del forskellige versioner, og man kan godt spørge sig selv om Markus Holgerssen og Kasper Pedersen overhovedet er værd at bygge på. Holgerssen skal komme med rutinen, men Kasper Pedersen ligner til tider en ny udgave af den hedgangne Brøndby- og Hobro-stopper Thomas Hansen. Der bliver givet gaver væk. AaB har lukket flest mål ind af de øverste seks hold, og selvom at tabellen aldrig lyver, så kan man godt spørge sig selv om, hvad de overhovedet laver der. Bortset fra små glimt, så er det set krampagtigt ud. Og det er næsten mere held end forstand. 

Med Edinson Flores, der blev droppet af Feyenoord, har man endelig fået en spiller, de ikke lige havde på lager i AaBs ungdomsafdeling – og et snert af de gamle Lynge-dage. Og Christian Bassogog kan også lidt af hvert, selvom at han ikke rammer målet hver kamp. Efter, at Helenius blev fravalgt og erstattet af det rene ingenting, så kan man godt spørge sig selvom hvem, der så skal bidrage med noget fysisk i feltet. Manglen på en stor og konsistent angriber er en åbenlys mangelvare. Jannik Pohl skræmmer ingen, og man kan nu konkurrere med Esbjerg om at have Superligaens mest angriberfattige angreb. Den må falde tilbage på Gaarde.

Og så er der resultaterne. Havde det ikke være for, at Kent Nielsen og OB gjorde det endnu dårligere, så havde mediesøgelyset kigget nord på. Hvor mange kampe skal Søndergaard tabe før, at sædet bliver rigtig varmt. Det ustabile forår er blevet værre, og man kan ikke blive ved med at undskylde sig med trupudskiftninger i takt med, at man faktisk bliver endnu værre. Vi siger ikke, at Søndergaard har tabt omklædningsrummet, men når man lader Silkeborg. Peter F'N Sørensens Silkeborg score fem mål, uden at få et kort og kun begå fire frispark – så er der noget med indstillingen og gnisten, der ikke kun kan isoleres til en kamp eller mange unge spillere. Tager man det billigste argument, så spillede man uden Würtz, men en 33-årig Würtz kan ikke være garant for hele holdets patos. 

Lars Søndergaard var ikke Allan Gaardes valg. Og fortsætter resultaterne lidt mere, så må alle Gaarde træde i karakter i stedet for, at det bliver en omgang går det så går det. Og så man han skabe sit eget aftryk i stedet for en omgang Lynge Light og en irrelevans i opbygningens navn ligesom i Farum. Det kan Aalborg ikke være tjent med.