C/N: Stoke rykker ned næste år

Forleden dag talte jeg med Lektor ved Copenhagen Business School, ph.d. i sociologi Ole Bjerg (I øvrigt er samtale der snart kommer som podcast), vi kom ret hurtigt til at tale en hel generation, der var forgabt i Tipslørdag. Altså Tipslørdage med dong-lyde, Tommy Troelsens klare jyde-dialekt og John Barnes. Jeg har genset en del gamle Premier League-kampe fra den sidste periode, hvor DR havde rettighederne, inden de røg til Filmnet (eller hvem det nu var). Når jeg genser kampene, så er der én markant forskel fra dengang og nu. Tempoet. Til gengæld er spillet direkte, men stadigvæk rimelig taktisk velovervejet. Og så er der det med de høje bolde. Det brugte de fleste hold.

Høje bolde er jo blevet lidt en nutidig yndlingsaversion hos de fleste – også dem der elskede Tipslørdag dengang – og det står vi lidt uforstående over for. Stort set alle hold dengang møgede den op imod en angriber, der så lagde den af. Eksempelvis Mark Hughes eller Teddy Sheringham, der begge fik laaaange karriere, fordi der first touch og nedtagning var second-to-none. Den slags taktik kan være uhyre effektiv i en tid, hvor mange hold udelukkende tænker posession-fodbold. En af dem der stadigvæk mestrer, og gør en dyd ud af den slags fodbold er Det er ellers ikke resultater, den evigt kasketbærende Pulis har manglet. Stoke er blevet et nogenlunde etableret Premier League-hold, og man har sågar været en tur i UEFA Cup’en. Konceptet er meget simpelt, en solid defensiv, og høje bolde op imod storken Peter Crouch. Crouch der tit er parret med en uortodoks angriber i form af Kenwyne Jones eller Cameron Jerome. Bag ved dem er der altid en hårdtarbejdende midtbane med den evigt undervurderede Glenn Whelan i spidsen.

Se årsagen til Pulis’ fyring kan være mange, men Pulis-ball har ikke givet mere end 34 mål. Dermed var Stoke det hold, der scorede næst færrest mål (34) i årets Premier League. Kun ynkelige og patetiske Queens Park Rangers scorede færre. Stoke minder uhyre meget om Randers FC. Ikke blot på det føromtalte spilkoncept, men også på det risici som Peter Coates tager nu. Hvis man vil til at spille mere continentalt med en manager som Roberto Di Matteo eller Roberto Martinez, så kræver det massive udskiftninger i spillertruppen, og det bliver en voldsom afskrivning. For en anden årsag af Pulis downfall kan skyldtes, at dyre indkøb som Crouch (£10 mio) og Jones (£8 mio.) ikke er bedre. Specielt ikke når man kigger over hækken og ser hvad Swansea får ud af deres noget mindre budget, og det vrimler ikke med aftagere til Crouch, Jones og Jerome. I hvert fald ikke før Mark Hughes eller Martin O’Neil er i job igen. Det er stort set kun anfører Ryan Shawcross, der kan være med. Men hvis man vil fortsætte i nuværende jargon med en manager som Martin O’Neil eller lignende, så var der ikke nogen grund til at fyre Tony Pulis i første omgang. I en klub som Stoke ville vi foretrække Pulis foran O’Neil 10 ud af 10 gange. Men det er den her slags beslutninger, der kan skabe en nedrykker allerede før sæsonen er startet. Bare spørg i Silkerborg eller Randers.

Pulis ender sikkert med at blive en ægte elevatormanager ligesom Neil Warnock eller Steve Coppell. Men vi fodboldromantikere skylder ham en stor tak, fordi han bevarede mindet om en svunden tid i vores egen samtid.

Tak, Tony.

MLK