Blog: En by i fodboldkrise

FØLG DET SMUKKE SPIL PÅ TWITTER OG FACEBOOK

Edinburgh

“Same fucking shit every season”

Den ældre herre på rækken foran mig holder sig ikke tilbage. Han ligner en, der ikke har misset en hjemmekamp, siden målmændene spillede uden handsker. Og man forstår hans frustration. I sommer rykkede hans hold ud af den skotske Premier League for kun tredje gang i deres 139-årige historie. Blandt landets næstbedste har de endda fået en skrantende start. Tre point ud af tolv mulige er det tvivlsomme facit, inden rækkens sidsteplads, Cowdenbeath, lægger vejen forbi Easter Road.

Sådan bør det ikke være for en af Edinburghs to store traditionsklubber, Hibernian. Men hvad værre er for byen: Også arvefjenden fra Hearts er røget en tur i Scottish Championschip. Det betyder, at hovedstaden for første gang i det skotske ligasystems 134-årige historie ikke er repræsenteret i den bedste række.

Edinburgh kan prale af parlamentsbygningen og dronningens officielle residens i Skotland, men landets fodboldhovedstad findes små 70 kilometer mod vest i Glasgow. Her har de klassiske storklubber Celtic og Rangers de seneste årtier skiftevis indtaget den skotske fodboldtrone. Hvis man ser bort fra Liechtenstein og Wales, hvis bedste klubber ikke spiller i den hjemlige liga, er Edinburgh kun en af fem europæiske hovedstæder, der ikke har haft et mesterhold siden årtusindeskiftet.

Fodboldskribent Barry Anderson fra Edinburgh Evening News mener, at det er grænsende til det pinlige, at begge hovedstadsklubber er rykket ned:

“Både Hearts og Hibernian burde spille med i toppen hvert år. Nu er de ikke en gang blandt landets tolv bedste. Forudsætningerne for succes er til stede, men er blevet formøblet”, fortæller han, da Det smukke spil møder ham til en kop kaffe på avisens redaktion i The Orchard Brae House.

Rangers’ konkurs i 2012 og den efterfølgende tvangsnedrykning ændrede det skotske fodboldlandskab. En sjælden åbning gav Hibernian og Hearts alletiders mulighed for at rykke nærmere de to giganter. I stedet ser Celtic ud til at slippe billigt fra deres vaklende form under ny manager, norske Ronny Delia, og efter to oprykninger på ligeså mange sæsoner nærmer Rangers sig med hastige skridt den absolutte top igen. Og så er alt ved det gamle i Skotland.

Tilbage på Easter Road glemmer den ældre herre på rækken foran mig for en stund, at Hibernian er kommet bagud 2-1. I det 70. minut rejser han og resten af stadion sig op, og klapper højlydt til ære for Mr. Hibernian, Pat Stanton, der fylder rundt. Også dagens kampprogram er dedikeret til fødselaren. Fra 1963 til 1976 spillede Stanton knap 400 kampe for Hibiees. Fra sin plads på midtbanen førte han Hibernian til pokalsejr i 1972, og i sæsonen efter til den ikoniske 7-0 afklapsning af Hearts. Et minuts applaus i skærende kontrast til lidelserne anno 2014.

Dårlig ledelse

Hvad Edinburgh-klubberne ikke formår, gør lille Inverness til gengæld. Byen mod det høje nord har næsten ti gange færre indbyggere end Edinburgh, men formår alligevel at spille med blandt de allerbedste – efter sæsonens første fem kampe ligger de på en delt førsteplads i den bedste række. Inverness er nemlig lige præcis det, som hverken Hearts eller Hibernian er; godt drevet.

“Klubberne er rykket ned af vidt forskellige årsager. Elendig håndtering af økonomien har sendt Hearts ned. Hibernian har ikke være i samme finansielle problemer, men til gengæld har både chairman og trænere truffet dårlige sportslige beslutninger gennem de seneste år”, lyder dommen fra Barry Anderson.

Hearts er godt nok først lige rykket ned, men allerede sidste sommer fik de dødsstødet. Klubben blev sendt i administration, og fik tildelt en pointstraf på femten point. Det blev enden for den litauiske rigmand, Vladimir Romanovs store armbevægelser på Tynecastle Stadium. Han reddede The Jambos fra en truende konkurs i 2005, men efter otte turbulente år afleverede han klubben i en endnu værre forfatning. Romanov havde ambitioner om Champions League, men i stedet for Santiago Bernabéu eller Old Trafford kan Hearts i denne sæson se frem til kampe på Recreation Park i Alloa og Almondvale Stadium i Livingston.

I den anden ende af byen i Leith har fansene været forskånet for lignende økonomiske kvaler. Men det betyder ikke, at chairman Rod Petrie og ejer, byggematadoren, Sir Tom Farmer er i kridthuset hos fansene – tværtimod. Den gængse opfattelse blandt den grønne del af byen er, at de to har kørt Hibernian ud på et sidespor. Sidstnævnte sidder på 90% af klubben, men har flere gange erkendt, at han ikke er en fodboldmand, og han dukker kun sjældent op til kampe.

Med otte trænere på ti år har stabilitet været en by i Rusland i Hibernian det seneste årti. Paradoksalt nok lignede Terry Butcher ellers et godt valg som ny manager, da Pat Fenlon blev fyret i november sidste år, men i stedet gjorde han kun ondt værre. Sølle tre sejre i 20 kampe hentede den tidligere engelske landsholdsklippe i forårssæsonen.

I kampens sidste kvarter vender lykken for Hibernian. Det der ligner endnu et lavpunkt, bliver forvandlet til et muligt vendepunkt. Først brager Dominique Malonga et straffespark i kassen, inden Danny Handling bedst som publikum søger mod udgangen, sniger det befriende sejrsmål ind. Den ældre herre jubler kun modvilligt. En sidsteminutssejr over lillebitte Cowdenbeath skjuler ikke elendighederne. Hans søn ved siden af er mere løssluppen. For ham ser en sejr ud til at være en sejr. Han har heller aldrig oplevet Stantons Hibernian.

“Hvis Glasgow kan, kan Edinburgh også”

Så hvad er, der galt i Edinburgh? Lidt mod syd finder vi en lignende situation. I England stilles der ofte spørgsmålstegn ved Birmingham. Hvorfor har landets næststørste by med ikke et bedre fodboldhold? Birmingham City roder rundt i bunden af Championship og byens anden storklub Aston Villa vandt senest et trofæ helt tilbage i 1996. Heller ikke provinsklubberne Wolves og West Bromwich har opnået noget nævneværdigt i årtier. En artikel i det toneangivende fodboldstidsskrift The Blizzard beviser, at årsagerne til Birminghams manglende succes ikke kun skal findes på banen og ledelsesgangene. Byens få attraktioner og mange immigranter er også en del af historien.

Barry Anderson mener dog ikke, at Edinburgh forhindrer Hearts og Hibernian i succes.

“Jeg ser intet galt med byen. Hvis Glasgow kan, kan Edinburgh også. Forskellen på de to byer er, at Celtic og Rangers har større stadions, flere fans, flere penge.”

Der ligger forskellige årsager bag Hearts og Hibernians nedrykninger, men de forsøger at skaffe oprykning i første hug på samme vis. Begge har ansat nye, unge managere, begge vil helst holde bolden langs jorden og begge skæver mod deres talentakademier. Hearts har ansat 34-årige Robbie Nielson, der spillede over 300 kampe for klubben som aktiv. Og Hibernian har givet den tidligere Celtic-stopper Alan Stubbs chancen efter succes som ungdomstræner i Everton. Hearts har fået den bedste start og indtager førstepladsen efter fire vundne og en uafgjort – heriblandt en 2-1-sejr i Edinburgh-derbyet – mens Hibernian efter Handlings afgørende scoring i weekenden er 6’er.

Lys for enden af tunnellen

Fælles for klubberne er også, at de bevæger sig mod fanejerskab. Hearts’ chairwoman Ann Budge udtalte tidligere på året, at hun har planer om at overdrage til fansene i løbet af et par år. Hverken Rod Petrie eller Sir Tom Farmer har umiddelbart planer om at slippe Hibernian, men fansene har alligevel taget de første spadestik. Foran stadion inden kampen mod Cowdenbeath blev der delt flyers ud af fanorganisationen Hands on Hibs, der ønsker at købe klubben. I så fald vil Edinburgh-klubberne være de seneste i en række, der er gået den vej. Sidste år blev både skotske Dunfermline og engelske Portsmouth købt af fansene.

Trods de mange negative overskrifter er Barry Anderson fortrøstningsfuld på Hearts og Hibernians vegne:

“Måske var nedrykningen hvad, der var brug for. En frisk start og nye ansigter både på og udenfor banen. Begge klubber har mange gode talenter på vej frem, og bør snart være tilbage i den bedste række. Klubberne tilbage i den absolutte top er dog endnu nogle år ude i fremtiden.”

Især Hearts ser ud til at være godt klædt på til fremtiden. Da det skotske U21-landshold tidligere på måneden spillede mod Luxembourg og Slovakiet var de fire Gorgie-knægte, Billy King, Sam Nicholson, Jordan McGhee og Jack Hamilton alle på holdkortet.

Straks efter sejrsmålet fløjter dommeren kampen af. Den ældre herre har ikke travlt. Han skuler over mod tribunen, hvor Rod Petrie har set kampen. Sir Tom Farmer glimrer ved sit fravær.