Blog: Mine drenge bliver næppe konger

Maputo

OPRINDELIGT BRAGT PÅ DETSMUKKESPIL.DK

FØLG DET SMUKKE SPIL PÅ TWITTER OG FACEBOOK

Her lugter lidt af Roskilde Festival på dens syvende, sidste og klammeste dag. Jeg tripper forbi et par rådne mangoer, zigzagger mellem to ølflasker, undviger lige akkurat et kondom og tager et mammutskridt over en død rotte. I en snæver gader mellem tarvelige blikskure løber to drenge om kap i jagten på det, der engang kunne kaldes en bold. Deres bukser er lukket med ståltråd. 

Jeg er i Mozambique, Maputo, Mafalala. Hovedstadens bedste bud på en slum. Her bor 21.000 mennesker, der ikke har en skid at lave, her stinker råddent og man skal helst ud herfra inden det bliver mørkt. På overfladen blot en bunke af skrald og sørgelige skæbner. Men Mafalala er Mozambiques historiske centrum, landets mest ikoniskebairro. Her finder du stor national stolthed og en fælles identitet, der slår rødder i kampen for at slippe ud af Portugals koloni-lænker. To af landets tidligere præsidenter er født her. Og landets mest berømmede digter. Det samme er Eusébio da Silva Ferriera. En af historiens bedste fodboldspillere. Exceptionel hurtig, forrygende blik for spillet og med et afsindigt giftigt højre ben. 

I tre måneder har jeg tilbragt flertallet af døgnets lyse timer i Mafalala. Som frivillig udsendt af Mellemfolkeligt Samvirke har jeg været med til at trække læsset på et fodboldprojekt, der forsøger at holde de lokale drenge beskæftiget med noget konstruktivt i deres skoleferier. Alternativet til fodbold er nemlig alt andet end konstruktivt. Til min første træning var vi femogtyve drenge i alderen fra 10-12, en bunke sand med glasskår og én bold. Tre måneder senere er der stadig femogtyve drenge og en bunke sand med glasskår, men ikke længere kun én bold. Med hjælp hjemmefra fik jeg skaffet fem bolde, femten træningskegler, femten træningsveste og et sæt spilletrøjer. Utvivlsomt mere fornemt udstyr end hvad Eusébio årtier forinden løb rundt med, men o Rei er på ingen måde glemt – end ikke hos de mindste.

Eusébio stoppede karrieren i 1979. De fleste af drengenes forældre var ikke engang født dengang. Alligevel er han deres forbillede. Da han døde i januar sidste år, erklærede den portugisiske regering tre dages landesorg. I Mafalala sørger de stadig. Fodboldbanen ligger på Rua Eusébio da Silva Ferreira. Og flere af drengene render rundt med kongen trykt på maven. De drømmer alle om storslåede karrierer i udlandet. Ikke i Spanien. Ikke i England. Ikke i Italien. Men i Portugal. Og allerhelst i Benfica og som ponta delança. De vil træde i kongens fodspor. 

Mafalala er fattigt i dag, men det var endnu fattigere, da Eusébio blev født der i 1942. Frem til selvstændigheden i 1974 var Maputo, dengang Lourenço Marques, opdelt i hvid og sort. Cidade de cimento, byen af cement, var forbeholdt de hvide. De sorte var begrænsede til bestemte områder. Et af dem var Mafalala. Her var det ikke tilladt at bygge murstenshuse, og ét skridt udenfor området var nok til at blive retsforfulgt. Ganske ligesom det uhyrlige Apartheid-styre i Sydafrika.

I dag er blikskurene stadig i overtal, men flere og flere murstenhuse skyder i disse år op i Mafalala, og de største af vejene er efterhånden asfalteret. Men ikke alt har ændret sig siden portugiserne styrede Mozambique. De er sorte. Jeg er hvid. For mig en ubetydelig forskel. For dem altafgørende. På vej hjem fra en kamp kom en af drengene løbende op på siden af mig, og spurgte om han måtte se min telefon. Hvorfor ikke tænkte jeg, og hev min klods frem, som jeg havde købt af en gadesælger i centrum af Maputo. Skuffelsen drev af ham. “Mas Mister Oscar o meu pai diz que todos os mulungos têm Iphones”. Men min far siger, at alle hvide har Iphones. Jeg grinte, og svarede “Por isso eu não sou mulungo”, jamen så er jeg ikke hvid.

“Han scorede smukke mål. Alle af os Santos-spiller, mig selv inklusiv, var imponerede af Eusébio. Også selvom ingen af os vidste hvem han var”, sagde selveste Pelé efter en kamp mod Benfica i Paris i 1960. Og det er ganske forståeligt, at ingen kendte Eusébio på det tidspunkt. Samme år var han som 18-årig skiftet til den portugisiske storklub Benfica efter, at klubbens excentriske ungarske træner Bela Guttmann var taget til Mozambique for at bekræfte rygterne om et usædvanligt fodboldtalent i Maputos slum. Efter 317 kampe og 301 mål for As Águias var Eusébio på ingen måde ukendt længere. 

Femoghalvtreds år efter Guttmann hentede Eusébio til Portugal, står jeg på selvsamme baner i Mafalala og de nærliggende bairros,Munhuana, Urbanização og Xipamanine. Meget har ændret sig, og så alligevel ikke. Mozambique er for længst blevet et selvstændigt demokrati – og med stor succes endda. Fattigdommen er i den grad stadig til at tage at føle på, men landet er blevet kaldt det perfekte eksempel, på hvordan man rejser sig ovenpå en borgerkrig med en vækst på over syv procent i 2014. Alligevel minder mine drenges barndom om Eusébios. De render også rundt i bare fødder og laset tøj. De kommer også fra familier med store problemer. De skaber sig også deres identitet gennem fodbold.

I dag er Mozambique knap en parentes i international fodbold. Landsholdet Os Mambastabte 0-1 mod Zambia i den afgørende kamp for at komme med i de afrikanske mesterskaber. Men Eusébio er ikke det eneste eksempel på, hvor meget fodboldmæssig gavn Portugal har haft af deres nu tidligere koloni. En anden Benfica-legende Mario Coluna er født på øen Inhaca små 40 kilometer fra Maputos kyst. Brødrene Matateu og Vicente, begge fra Alto Maé i Maputo, spillede med stor succes i Lissabon-klubben Belenenses og for Portugals landshold. Og Hilario fra selvsamme bydel blev hentet til Sporting og spillede alle kampe for Portugal ved Verdensmesterskaberne i 1966 i England. Den tidligere landstræner Carlos Queiroz er endda født og opvokset i Mozambique.

Med skælvende stemme havde anføreren Oficio rejst sig tøvende op med et krøllet stykke papir i hånden.“Voce foi um grande mister”, du var en god mister. Sådan begyndte drengenes afskedstale til mig. Kuldegysningerne spredte sig med raketfart. De tre måneder i Mozambique spolede frem og tilbage i mine tanker. Først dér gik det op for mig, hvilken enestående oplevelse jeg har haft. “Nos queremos ir para Dinamarca contigo, mas nao temos dinheiro”, vi vil gerne til Danmark med dig, men vi har ingen penge, fortsatte Oficio. Eusébio havde heller ikke pengene til at tage til Europa. Men han havde talentet.  De kommende mange år vil jeg holde et ekstra øje med Mozambiques landshold. Mine drenge bliver næppe konger. Men hvem ved, en dag spiller Oficio, Edilson, Nelito, eller en anden af mine drenge måske for Os Mambas.

Eusébio døde i januar sidste år, men i Mafalala er hukommelsen god. Blandt rådne mangoer, tomme ølflasker, kondomer, døde rotter og blikskure har o Rei givet Maputos mest udsatte kvarter en plads i fodboldhistorien. Femoghalvtreds år efter, at han skiftede til Benfica og ét år efter hans død, er Eusébio stadig kongen af Mafalala