Carlsen: Høje arme og albuer

Normalt er den første klumme efter påske én af årets letteste at skrive – i hvert fald mangler der sjældent stof. Sædvanligvis vil perioden omfatte hele to superligarunder, og det skulle da være pokkers, hvis der ikke viste sig at være ét eller andet spændende at tage udgangspunkt i.  

 

Men i år var situationen anderledes, fordi påsken var blevet okkuperet af den internationale terminsliste for venskabslandskampe, og det giver straks noget mindre at skyde efter. Bevares, jeg kunne brede mig op ad stolper og ned ad vægge om den vanvidstackling, som Liam Bridcutt satte ind på Erik Sviatchenko, og som helt klart burde have givet rødt kort efter love og forordninger. Men dels har alle andre skrevet om situationen, og jeg kan næppe tilføje noget nyt til de fordømmelser – dels er det, hvad enten man kan lide det eller ej, en kendsgerning, at venskabs- og træningskampe også på dette plan lever deres helt eget liv, selv om der formelt spilles efter de samme regler. Ingen af parterne ønsker at få ødelagt kampen og de ting, der skal indøves, ved at holdene pludselig spiller 11 mod 10.

 

På den anden side ønsker heller ingen jo at få ødelagt sine spillere, så jeg vil gætte og håbe på, at der er blevet talt med rimelig store bogstaver i omklædningsrummene bagefter. Men skal der rødt kort i denne type kampe, skal det efter erfaringen nærmest være for regulært slagsmål eller helt uhørt opførsel. Og nej, sådan burde det ikke være – men sådan er det. Samme syndrom kan ses i helt almindelige mindre profilerede træningskampe, hvor der forsøges alle mulige hundekunster, f.eks. i form af at spilleren godt nok udvises (eventuelt kun i 10 minutter), men at der så sættes en anden spiller ind. Jeg kan sagtens se rationalet ud fra trænernes synspunkt – jeg synes til gengæld, at det er en betænkelig praksis, når man tænker på, at der selv i træningskampe ofte kan spilles på resultatet, og de, som spiller, har vel en begrundet formodning om, at der spilles efter de sædvanlige regler. Men det er et moralsk problem, som jeg vil holde mig langt væk fra.

 

Når der nu ikke er de store forkromede ting at samle op fra de to landskampsrunder i Europa, så er det jo godt, at der på den virtuelle hylde ligger lidt at tage af – spørgsmål eller emner, som læsere har sendt ind. Det er man som altid velkommen til – så længe man også accepterer, at der kan risikere at gå noget tid, før emnet dukker op (og at det ikke altid handler om ting, der kan siges ja eller nej til i en kort mail). En læser er f.eks. faldet over et af de emner, som godt nok har været forbi før, men tilsyneladende er udødeligt: brugen af arme og albuer i luftdueller. Og det er længe siden, jeg har haft fat i det, så lad os bare tage en tur mere.   

 

Ingen tvivl om, at det er én af den moderne fodbolds svøber. Og egentlig er det noget, som er dukket op inden for de seneste 15-20 år. Ting har det med at komme i bølger – på et tidspunkt nærmest væltede man sig også herhjemme i spillere, som havde en fantastisk evne til at udnytte deres arme og også camouflere det mere eller mindre heldigt. Der er udkæmpet utallige store slag, når to ligesindede spillere ramlede sammen.  Jeg husker f.eks. en FCK-Brøndby kamp, hvor Peter Møller og Per Nielsen kampen igennem tog sig nogle dueller, som ikke rigtig var af denne verden. Og hvor ingen peb bagefter. Så har det virket knapt så fremtrædende i et par år, har jeg kunnet konstatere, når der har skullet vælges klip til årets fokuspunkter for vores elitedommere – og nu er vi så på den igen. Faktisk var temaet ét af dem, som vi havde med for et par uger siden på den første fælles videoopsamling fra starten på Superligaen.    

 

Der bliver også gået mere til den i luftduellerne, både nationalt og internationalt, end jeg personligt bryder mig om – og jeg er også enig i, at der falder for få kort for den type forseelser. Men det er endnu et af de områder i fodboldloven, hvor tingene ikke bare er sorte eller hvide, og der er faktisk en god del at tage højde for, når situationen skal vurderes. Først må jeg nok hellere runde eksemplet Peter Møller og Per Nielsen igen og slå fast, at en ting ikke bliver mere lovlig, fordi begge parter udøver den. Så argumentet med, at begge parter er lige gode om det, holder ikke. Og lad os så se på, hvad der kan få tingene til at tippe den ene eller anden vej.

 

Det allerførste at se efter er, om hænderne/armene/albuerne bliver brugt som ’redskab’ eller ’våben’. Det lyder drabeligt, men pointen er god nok. Der er ikke nogen fodboldspillere (eller andre mennesker), der kan hoppe særlig højt i luften med armene nede langs siden. Det er børnelærdom, at man bruger armene til at få ekstra fart og kraft på og komme højere op. Det er der ikke noget galt i, så længe armene bruges som redskab med det fredelige formål. Men i det øjeblik, hvor armen bruges som våben – enten for direkte at ramme modspilleren eller for at holde ham på passende afstand, er der et problem. Typisk vil det se sådan ud, at den spiller, som bruger armen, først lige mere eller mindre diskret orienterer sig om, hvor modspilleren er, og så kommer armen ellers. Selve det diskrete kig over skulderen eller drejen af hovedet er ofte meget tydeligt på de langsomme gengivelser – men dem har dommeren jo ikke til sin rådighed i farten. Sagerne kompliceres også af, at armene ofte starter som redskab for at få mere springkraft – men når spilleren så er kommet op i luften og skal ind i duellens sidste fase, skifter brugen karakter til våben. Så det kan starte lovligt – men pludselig blive ulovligt.

 

Og selv om der er en flagrende arm, er farven på kortet ikke givet – hvis der overhovedet skal falde noget kort. Her kommer ting som kraften og retningen i armens bevægelse til vurdering. Er armens bevægelse rettet direkte mod modspilleren (og er kraften stor nok til potentielt at kunne skade ham) – eller stikkes armen ’bare’ ud for at holde modspilleren væk, men modspilleren, som jo også er i bevægelse, rammer den? På samme måde som man nede ved fødderne har en gråzone mellem forseelserne benspænd og spark, har man det ved armene mellem puf og slag. Straffen er under alle omstændigheder et direkte frispark – men farven på kortet afgøres ofte af, hvilken side af hegnet vurderingen lander på. Så vi kan – selv med en kontakt i luften mellem arm og modspiller (hvor det i reglen er hovedet, det går ud over), foruden det direkte frispark lande med alt fra intet kort over gult kort til rødt kort – alt efter hvordan det opleves, og uden at der er nogen patentløsning.

 

For at det ikke skal være løgn, kan man jo også tænke sig, at en spiller går op med armene uden nogen hensigt til at ville ramme modspilleren, men gør det alligevel på et tilpas uheldigt sted. Så er forseelsen ikke udført med vilje – men ikke desto mindre foreligger der ’farligt spil’  – ganske som den saksesparkende fod, der uforvarende rammer modspilleren i hovedet. Og da der nu er kontakt, bliver straffen stadig et direkte frispark – men så skal det godt nok være meget uovervejet, hvis der skal falde et gult kort. Gule kort er jo typisk karakteriseret ved ordet ’hensynsløst’ – og man formodes som udgangspunkt at vise en eller form for hensyn derude på banen.    

 

Jeg synes egentlig nok, at der i det store og hele bliver givet de røde kort, som der skal, plus/minus en tomme. De er i reglen også til at få øje på – til gengæld mangler jeg af og til nogle gule, igen med udgangspunkt i ordet ’hensynsløst’. Lige så lidt på fodboldbanen som i trafkken kan man bare tonse af sted med 120 i timen og regne med, at de andre nok flytter sig.