Carlsen: Superliga-hold burde have haft straffespark

RIP MARADONA
Onsdag aften har jeg sat mig ned for at skrive ugens klumme, da nyheden om Diego Maradonas død tikker ind på maskinen.

Man kan sige meget om Maradona, og næppe nogen tvivl om, at både dette blad og alle andre medier i alle detaljer vil dissekere hans karriere og hans fortræffeligheder og det modsatte. Alt det vil jeg lade andre om, som er meget klogere på spillet selv, end jeg er. Men jeg vil tillade mig at konstatere, at fodboldspillet også lever af dets geniale originaler, og sådan én var Maradona i ordets bedste betydning.

Om man var til ham eller Pelé er vel et spørgsmål på linje med, om man – i min ungdom – foretrak Beatles eller Rolling Stones, Elvis eller Cliff. Eller for at føre parallellen helt op, Messi eller Ronaldo.

Det kan der bundes mange fadøl over, mens man diskuterer, men sikkert er det i hvert fald, at fodbolden har mistet et af sine allerstørste genier på banen. Hvad der foregik uden for banen, skal jeg nok holde mig langt væk fra.

Dommermæssigt vil han jo desværre for altid være koblet sammen med det herostratisk berømte 'Guds hånd'-mål mod England ved VM i 1986 (jeg viser faktisk stadig eksemplet for at demonstrere, hvor elegant man kan begå forbrydelser og slippe godt fra det), men der er så meget andet positivt at huske ham for – f.eks. det andet mål fra samme kamp efter en fabelagtig dribletur.

Kedeligt har det i hvert fald aldrig været, og det er sådanne personligheder, som fodboldspillet lever af. RIP og tak for underholdningen.

Ellers er det jo en kold tid, som vi lever i, for at citere en anden alt for tidlig afdød, Kim Larsen. Jeg havde fornøjelsen af at sidde i Lyngby fredag aften med så mange lag tøj på, at jeg dårligt kunne få armene ind til kroppen. Men vi kan jo lige så godt vænne os til det – der er stadig næsten en måned tilbage af Superligasæsonen, og det bliver næppe varmere.

Dog altid noget, at vi når at blive færdige inden jul, så man ikke skal indtage andestegen oppe på 15. række et eller andet sted. VAR buldrer jo stadig afsted, og stadig med flere positive end negative ting på bundlinjen.

Vi fik en helt korrekt, men meget tricky annullering af en Brøndby-scoring i Vejle på grund af offside (den var godt nok ikke let at fange i første hug hjemme i lænestolen), men til gengæld kom der til at mangle et straffespark i Lyngby-kampen.

Det handler om en situation lige før slutningen af 1. halvleg, hvor en Horsens-spiller går ned for at blokere et indlæg og gør det med en arm hængende langt efter kroppen. Bolden kommer indover, rammer Horsens-spilleren og ændrer retning, så ingen tvivl om, at der er kontakt. Spørgsmålet er kun hvor.

Nu må der snart ligge en Nobelpris og vente på den, der kan udlægge hands-reglerne i alle slibrige detaljer, men lige akkurat denne variant er relativt simpel.

Det er tilladt at støtte med en nogenlunde lodret arm, når man går ned i tacklingen (et eller andet sted skal man jo have hænderne), men bliver armen strakt væk fra kroppen i en eller anden retning, og der derefter er kontakt mellem bold og arm, koster det.

Spilleren har valgt at spille med den risiko, som det nu engang indebærer at have armen flagrende dér.

Hvis bolden til gengæld rammer skulder eller bryst, har spilleren bare været svineheldig, for selve det at gå ned med den flagrende arm er jo ikke nogen forbrydelse, hvis der i øvrigt ikke er nogen kontakt med bolden.

I selve kampen når jeg at blive mistænksom, og i VAR-vognen bagefter kan jeg ikke se nogen vinkler, der éntydigt viser, at det er armen, der bliver ramt. Men vi får aldrig den sidste vinkel med (den fra bag målet) – og det gjorde VAR-dommeren heller ikke, selv om situationen faktisk bliver checket med et lille halvt minuts pause til følge.

Den sidste vinkel er til gengæld ret så afslørende.

Så det er bare at lægge sig fladt ned og beklage. Ingen har påstået, at VAR er perfekt og skulle kunne eliminere alle fejlkendelser – det har heller aldrig været hensigten, men vi skulle gerne af med de mest grimme overskrifter.

Pudsigt nok var der ikke noget ballade om situationen på stadion – det, som man talte mest om, var det frispark, som Lyngby udlignede på (og det var til gengæld godt nok – både bold og mand bliver spillet).

Men æv. Vi må bare håbe på, at det i allersidste ende viser sig at gå nogenlunde lige op det hele. Vi fik i hvert fald et fint eksempel til den videre træning – ikke at Lyngby kan bruge det til så meget, men tro mig, det bliver ikke bare arkiveret lodret.

Ellers har det været en forholdsvis fredsommelig uge og heller ikke med så mange læserhenvendelser, så her er jeg ved at ramme bunden af lageret.

Kom endelig med gode spørgsmål eller temaer, som man gerne vil have bragt frem i lyset. Det er jo ikke altid, at en weekends kampe giver pote på spørgsmålskontoen, selv om der er kanaler nok at tage af. Jeg vil stadig rigtig gerne kommentere på noget, der er nogenlunde aktuelt (det har også den fordel, at så er der i hvert fald nogle læsere, der har set situationen) – men er der ikke lige noget aktuelt, så må vi jo en tur i arkivmappen.

Og heldigvis er der hele 17 paragraffer at trække på.

Men en læser var forbi med tre relativt hurtige og simple spørgsmål – som faktisk også er nogle af dem, som jeg møder fra tid til anden, men som ikke lige har været på tryk her for nylig, så lad os bare tage dem. Det første gik på de situationer, som vi ser til hudløshed, nemlig nærkampene forud for primært et hjørnespark, men det kan såmænd også være et frispark fra siden. Der rives og flås, og positionskampen kan blive ganske intens.

Så ser man ofte dommeren gå ind og fortælle spillerne, hvad de må og ikke må (som om de ikke vidste det i forvejen). Og hvad så – kan man dømme straffesparket (eller frisparket til forsvarerne), selv om hjørnesparket ikke er taget ?

Og nej, det kan man ikke. Flere af de betingelser for at dømme frispark eller straffespark, som man havde i gamle dage, det vil sige indtil for tre år siden, er væk – men én er der stadig: bolden skal være i spil.

Men i samme sekund hjørnesparket er taget, hvilket vil sige, at bolden er sparket og klart bevæger sig, klapper fælden.

Læseren har tydeligvis godt greb om håndbold og nævner, at en målmand efter en scoring ofte hurtigt vil kaste bolden mod midten, så man kan komme igang igen. Må en dommer sætte spillet igang, hvis en god stor del af holdet ligger og jubler i en stor bunke ?

Både ja og nej.

Forudsætningen er, at spillerne skal være på banen og på deres egen banehalvdel, for at vi lovligt kan få genoptaget spillet. Så i teorien kunne man forestille sig, at man jublede i bunken på egen banehalvdel, og så¨satte dommeren spillet igang.

Men det er helt klart noget, som ikke er en god idé. Teoretisk ja – men i praksis nej. Jeg har mødt det et par gange – typisk hvor dommeren har set sig sur på det hold, som trækker scoringsjublen ud over det normale – men det kan i den grad ikke anbefales, og det har givet voldsomme problemer i begge de tilfælde, som jeg husker.

I det ene tilfælde internationalt endda med et hjertestop til en person på bænken (han overlevede). Én ting er de 17 paragraffer – en anden er den sunde fornuft, og selv som dommer skal man ikke nødvendigvis insistere på at få ret, selv om man hyperteoretisk har det. Livet skal jo også gå videre bagefter.

Endelig den situation , som vi efterhånden meget ofte ser, nemlig at en angriber efter en scoring styrter ind i målet og bemægtiger sig bolden og bærer den op til midten for at komme hurtigt igang.

Er det OK ?

Og igen: ja og nej.

Hvis det ikke medfører nogen problemer, er det helt fint. Men hvis det ender i en konflikt, fordi målmanden eller en forsvarsspiller også vil have fat i bolden (for at sænke tempoet), er det angriberen, som skal advares, fordi det er ham, der fremprovokerer en konfliktsituation ved at gribe fat i en bold, som dybest set ikke tilhører ham.

Det er jo modspillerne, der skal give bolden op – ganske som man heller ikke må sparke en bold væk, som det tilkommer modspillerne at sætte i spil (typisk set ved frispark), .

Her er formålet så det modsatte – nemlig at forhindre en hurtig igangsættelse, men ånden bag loven er den samme. Man skal holde snitterne fra den bold, som ikke er ens egen.

Jeg holder frygtelig meget af den type spørgsmål, som skærer lige ind til benet, men som samtidig handler om situationer, som er almindeligt forekommende og ikke de mere fortænkte med små hvide hunde, der beser ind over banen, samtidig med at der pludselig er tre bolde på banen og en orkan undervejs.

Tøv endelig ikke med spørgsmål – der skal nok komme svar før eller siden.

Skriv til Jan Carlsen på: carlsen@tipsbladet.dk