Carlsen: Trænernes spillerum

V i keder os ikke just i denne tid. Det er en ekstremt kort vinterpause, men vi skal vi jo stadig have afviklet de nødvendige kurser og træninger, så alle dommere kan være rustet til sæsonstart den 2. februar.

Hele denne uge og weekend går med den traditionelle træningslejr for elitedommere og observatører, og næste uge med VAR-træning, så alle kan være skarpe til premieren ugen efter. Og nu skrev jeg godt nok ‘traditionelle træningslejr’, fordi den er der hvert år – men traditionel er den pokkerme ikke denne gang. Restriktioner af diverse slags som følge af Covid-19 gør selvfølgelig, at vi som så mange andre i samfundet må indrette os og køre det hele som online-moduler.

I skrivende stund har vi haft to hele dage med Superligadommere og – linjedommere samt kvindelige elitedommere, og de næste to dage går det så løs med 1. divisions-bemandingen. Endelig slutter det hele af med to dage for observatørerne.

Bortset fra de obligatoriske tekniske udfordringer i starten er det egentlig gået forbløffende godt, selv om vi naturligvis alle mangler og savner det sociale aspekt, uanset hvor mange webcams man sætter op.

Ligegyldigt hvilken mødeplatform, som man vælger, skal der åbenbart være de obligatoriske hik i starten, men når man som jeg startede, dengang hvor det hed tavle og kridt, er det altså imponerende, hvad der kan lade sig gøre.

Der er blevet set og diskuteret videoclips til den store guldmedalje, og onsdag havde Superligatruppen og VAR-holdet incl. instruktører en meget inspirerende seance med et tre timers FIFA online-kurses, superviseret fra Schweiz af FIFAs VAR-chef.

Jeg skrev jo for et par uger siden, at nu havde jeg efterhånden en pæn shortlist over emner (og der er kommet flere til), og nu er det blevet trænernes – eller rettere bænkenes – tur.

Selv om vi oftest anser trænerne for de primære uromagere, sagt med et smil på læben, kan det jo lige så vel være en holdleder, fysioterapeut osv. Imidlertid gør det øvrige aktivitetsniveau her og nu, at jeg har måttet skyde en genvej ved at redigere på noget, som jeg skrev tilbage i 2017. Så hvis nogen kan genkende noget af det, er det altså rigtigt nok.

Men problemstilllingen er heldigvis den samme, så ingen grund til at opfinde nye dybe tallerkener her. Jeg ved godt, at jeg meget kort rørte ved det i klummen nytårsdag, men her går vi lige et spadestik dybere.

Tilbage til trænerne. Mange har gennem tiderne spurgt mig, hvor grænsen egentlig er for, hvad en træner kan tillade sig på linjen. Og grænserne er sådan set meget smukt defineret i fodboldloven: folkene på bænken skal udvise ‘ansvarlig opførsel’, og så er der nogle rent tekniske ting: de skal blive inden for det tekniske område undtagen i specielle tilfælde efter dommerens tilladelse.

Det kunne være i forbindelse med skadesbehandling, eller det kunne være holdlederen, som hentede en opvarmende reserve op til indskiftning. Det går altså ikke at forlade det tekniske område for at lade sig interviewe til TV (eller for den sags skyld den anden vej rundt: at kameraholdet bevæger sig ind i det tekniske område for at interviewe, for man må formode, at de ikke står på holdskemaet, og så må de ikke være der).

Skal der endelig interviewes under kampen (hvilket f.eks. er totalt bandlyst hos UEFA og FIFA), må det altså ske hen over stregen, hvis man kan forestille sig situationen. Så er der også den rent tekniske ting, at kun én person ad gangen må stå op.

Det er noget, som mange tror, at der bliver gået frygtelig meget op i, men i virkelighedens verden foregår det meget pragmatisk, hvis det er med god grund og i kort tid. Men bortset herfra er der egentlig ret frit slag, hvis man kan holde sig inden for grænserne.

Jeg er flere gange blevet bedt om at komme med en facitliste på de ting, som en træner IKKE må foretage sig. Sådan én er der ikke – og heldigvis for det. Det hænger sammen med, at fodboldloven er en rammelov, hvor man ikke bare kan formode, at alt det, som ikke er forbudt, pr. definition er tilladt. Det samme gælder spillerne: f.eks. står der ingen steder, at man ikke må tisse på en modspiller – men selvfølgelig må man ikke det.

Det minder mig lidt om den gamle vittighedstegning med faderen, der siger til sin lille søn, at her har du en liste med grimme ord, som jeg aldrig vil høre dig bruge. Jeg er sikker på, at hvis man havde en facitliste for trænerne, ville man selvfølgelig bare finde noget, som ikke stod på listen og gøre det i stedet.

Kodeordet er som sagt ‘ansvarlig opførsel’ – og så ét ord mere, nemlig UEFAs nøglebe-greb ‘respekt’. Respekt for hinandens funktioner – og det går begge veje. Både dommere og trænere har nogle funktioner omkring en fodboldkamp, som de er sat til at opfylde, og det skal man lade dem gøre uhindret, så vidt det nu kan lade sig gøre.

Vi kan ikke have folk til at falde om, fordi de ikke kan få lov til at reagere – men det skal ske på en fornuftig måde, der stadig tager hensyn til både ansvarlighed og respekt.

Fjerdedommeren har en vigtig rolle at spille her – i virkeligheden er den gode fjerdedommer en umulig hybrid mellem konfliktmægler, psykolog, politibetjent og diktator.

Det indebærer, at man selvfølgelig skal have lov til at reagere i området (for nu at komme klichéen om, at der skal være plads til følelser, i forkøbet – ja, det skal der) – men det skal ske efter princippet ‘hurtigt op, hurtigt ned’ og uden anvendelse af dramatiske fagter, ord eller beskyldninger, som ikke står forrest i ordbogen. Og det kan gå muntert for sig fra tid til anden, som enhver kan forvisse sig om i disse tider, hvor der ikke er tilskuerlarm til at drukne bemærkningerne.

Fjerdedommeren er her som lynafleder, dels mellem bænkene, men også i reaktionerne ind mod banen – og det betyder også, at han selvfølgelig skal stoppe træneren i at gå direkte til kilden og fare i sulet på den nærmeste linjedommer, som han mener lige har misset en offside.

Linjedommeren har i hvert fald ikke brug for at blive distraheret, for han har rigeligt at se til i forvejen – så derfor er det fjerdedommeren, der tager de første hug.

Så i virkeligheden er snoren faktisk ganske lang – vi møder også forbløffende få træ- nerudvisninger herhjemme på højeste niveau, selv om vi ofte taler om personer, som bidrager til underholdningen og selvfølgelig også forsøger at påvirke, hvor de kan – helt naturligt.

Til gengæld er nøjagtig det samme gældende for trænerne som for spillerne: når først elastikken er blevet så stram, at dommeren har været forbi og gøre det klart, at næste gang er det slut, så er der ingen vej tilbage for nogen af parterne, hvis grænsen overskrides igen.

Nøjagtig som spilleren, der ved sin første advarsel har fået en servicemeddelelse, må træneren vide, at nu skal der trædes mere varsomt. Det er ikke fordi, man ikke må vise følelser, eller der ikke skal være plads til den spontane reaktion. Men hver ting på rette tid og sted – og ikke efter at den berømte streg i sandet er tegnet.

Faktisk synes jeg, at det er blevet en god del bedre, efter at man for et par år siden fik indført, at der skulle vises gule og røde kort til officials på bænken.

Det er dels mere synligt for alle andre omkring kampen – men det gør det også lettere for personerne selv at fornemme, hvor på skalaen man står. Det kunne godt tidligere være et problem, for hvornår kunne man klare sig med en påtale, og hvornår skulle man tage skridtet videre til bortvisning – for ikke at tale om den direkte bortvisning.

Fodboldloven har også gjort det lettere ved at opregne et helt katalog over forseelser, der medfører påtale, advarsel eller udvsning – ligesom spillerne har deres forskellige kategorier. Men omkring officials er det samtidig pointeret, at de nævnte forseelser kun er eksempler, så man kan godt ryge i fælden, selv om man begår en forseelse, som ikke er eksplicit nævnt (ligesom spillerne under advarselsforseelser har den store brokkasse, der hedder ‘usportslig opførsel’)

Altså: der er ingen absolut facitliste eller noget nedtællingsur, der fortæller, hvornår bægeret er fuldt. Men ‘ansvarlig opførsel’, ‘respekt’ og så en god portion sund fornuft hos alle parter, også under pres, er udmærkede pejlemærker. Og det tror jeg faktisk, at alle parter har fuld forståelse for, når pulsen ikke lige ligger oppe i det mørkerøde felt.

Det er i hvert fald det indtryk, som jeg får, når vi har det årlige dialogmøde med Superligaklubberne, eller når jeg har lejlighed til at snakke uformelt med en træner i forbindelse med en kamp.

Skriv til Jan Carlsen på [email protected]