Carlsens: Når tiden løber ud og dommeren fløjter eller lader være

Begrebet ’tid’ har fascineret menneskene til – nå ja – alle tider.

Der er sagt ufattelig mange kloge ting om tidsbegrebet og endnu flere mindre kloge. Én af mine personlige favoritter i den kloge afdeling er den italienske forfatter Alberto Moravia, som står for citatet ’Tiden er en usikker forbundsfælle – man ved aldrig rigtigt, hvem den egentlig arbejder for’.

Tiden burde være noget af det mest objektive, man har – den kan måles med stor videnskablig sikkerhed – men subjektivt kan tidsbegrebet i den grad drille vores objektive opfattelse. Hvad føles mon længst: en halv time sammen med kæresten eller en halv time i tandlægestolen ? For nu at tage et eksempel, som de fleste kan forholde sig til.

Fodboldloven opererer nogle steder også med tid – og det burde jo være så let, men er det bestemt ikke, også fordi man er nødt til at se på, hvorfor tidsgrænsen er der, eller med andre ord lovens ånd kontra lovens bogstav. For nu at starte med det mest basale: fodboldloven foreskriver, at en (senior)kamp spilles over to halvlege på hver 45 minutter.

Det fås ikke meget simplere – men så er der lige den passus, der siger, at dommeren skal kompensere for den tid, som går tabt på grund af diverse tildragelser. Loven nævner specifikt udskiftninger (her er standardtillægget 30 sekunder for en udskiftning i normalt tempo – det kan variere rigtig meget), vurdering af skader, fjernelse af skadede spillere fra banen, forhaling af tiden (f.eks. målmanden, der er urimelig længe om at sparke sit målspark og måske endda flytter bolden fra den ene til den anden side af målfeltet) – og så den famøse ’anden årsag’.

Det ligner på papiret et carte blanche til dommeren, men er selvfølgelig tænkt som en måde at indkapsle de ting, der kan ske, men ikke lader sig presse ned i de enkelte punkter nævnt ovenfor. Der er et par ting her, som det er vigtigt at få ud over rampen. Fodbold opererer ikke med effektiv spilletid som andre sportsgrene, f.eks. ishockey. Uret bliver ikke stoppet ved enhver spilafbrydelse.

Ej heller kan dommeren lægge tid til, hvis et hold måtte vælge at spille bolden langsomt rundt, søge ned mod hjørneflaget mod slutningen e.l. Så længe bolden er i spil, kører uret, og det er alene det, som sker, mens spillet er standset, der kan give anledning til tidstillæg. En anden ting er, at tillægstiden angives i hele minutter. Jeg kan få myrekryb og mærke alle små hår rejse sig, når nogle taler om ’de sædvanlige tre minutter’ i 2. halvleg eller tilsvarende.

Hvis der overhovedet er noget sædvanligt her, er det måske, fordi der har været seks udskiftninger i 2. halvleg = tre minutter ekstra. Det er ikke bare en automatreaktion fra dommeren. Næste trin er, at tiden jo angives i hele minutter – og derfor er de fleste stadionspeakere heldigvis (og stor ros for det !) begyndt at annoncere tillægstiden som ’mindst x minutter’.

Realiteterne er jo, at et skilt med to minutters tillægstid kan dække alt fra 2:00 til 2:59. Hvilket fører til næste problem: hvornår skal dommeren fløjte af ?

Han vil forhåbentlig vælge at gøre det i en nogenlunde neutral situation – og ikke som den ellers i øvrigt glimrende walisiske dommer Clive Thomas gjorde ved VM i 1978: fløjtede af, da bolden efter et brasiliansk hjørnespark mod Sverige var på vej ind i mål.

Det kan der komme en del hyl og skrig ud af – hvis dommeren nu har valgt at lade et angreb køre til ende (og han har altså 59 sekunder at løbe på !), og bolden efter angrebet ender med et hjørnespark, hvad så ?

Ja, på et eller andet tidspunkt er festen jo slut – der kunne komme endnu et hjørnespark osv. Senest oplevede AaB det forrige mandag i kampen mod Esbjerg, hvor man fjumrede så længe med et frispark i 1. halvlegs overtid, fedtede med frisparksstedet og i det hele taget ikke havde travlt, at dommeren fik nok.

Men selv om denne måske er den mest oplagte tidsgrænse i fodboldloven, er den langtfra den eneste. Hvis dommeren beslutter sig for at anvende fordelsreglen, og fordelen alligevel ikke bliver til noget, har han muligheden for at gå tilbage til det oprindelige frispark. Lovteksten taler om ’få sekunder’ – i det virkelige liv handler det om 2-3 sekunder. Igen er det ikke nogen stopursregel.

Det afgørende er, at det, som dommeren håbede på kunne blive til en fordel, ikke blev det alligevel. Der er en voldsom faldgrube for dommerne her – det duer ikke bare at lade spillet køre under alle omstændigheder, for man kan jo altid vende tilbage.

Nej – så skulle man nok slet ikke have forsøgt fordelsreglen i første omgang, hvis resultatet virkelig var så usikkert. Fordelsreglen er fodboldspillets Stradiviarius – behersker man den, kan den blive et gyldent redskab. Gør man det ikke, kan vi lande i den rene alibi-dømning (lykkes Plan A ikke, har jeg en Plan B).

Endnu en tidsgrænse finder vi omkring målmanden, som når han har kontrol over bolden med hænderne, må muntre sig med den i seks sekunder, før han frigør den til spil. Jeg skal blankt erkende, at seks sekunder på stopuret ikke altid stemmer overens med den periode, hvor målmanden faktisk holder bolden.

Skal jeg være helt ærlig, gør den det vel sjældent. Men her skal vi tænke på ånden bag lovteksten (og huske på, at seks sekundersreglen afløste reglen med de fire skridt, som havde et endnu vanskeligere liv). Idéen er, at vi skal have den bold ud i spil så hurtigt som muligt – og hvis målmanden så bruger syv eller otte sekunder på at ræse tværs over straffesparksfeltet og sparke bolden fremad, er formålet med reglen jo opfyldt.

Da reglen blev indført, var en af de store bekymringer fra fodboldfolket, hvordan man skulle håndtere en endetribune, der højlydt talte sekunder, Én-to-tre…’ Nu som dengang vil jeg holde på, at målmanden jo ikke er døv og selvfølgelig vil slippe bolden ved ’seks’ for at være på den sikre side – men det sker jo aldrig. Endnu et eksempel til samlingen på, at man kan bekymre sig til døde, hver gang der kommer regelændringer. Tingene finder normalt deres helt naturlige leje – og ellers må vi selvfølgelig hjælpe fra officielt hold.

Endelig må jeg ikke glemme 10 minutters udvisningerne i bredderækkerne, som strengt taget ikke er fodboldlov, men jo er nok så relevant. Her omsættes et gult kort til 10 minutters kontant afsoning – jeg synes, at det er en fremragende idé, og internationalt er der også ved at være bevægelse, men det har godt nok været en sej kamp at få andre til at se lyset. De 10 minutter er ikke bare 10 minutter.

For det første kan der selvfølgelig ske ting undervejs, hvor dommeren billedlig talt stopper uret = lægger tid til – men nok så væsentligt er det, at ’udvisningen’ gælder til næste spilstop. Med andre ord skal vi have bolden ud af spil, før den advarede / udviste spiller kan komme ind igen. Når jeg tænker på de lokalkampe, som jeg har observeret ude på marken, har jeg ikke indtryk af, at det er et forhold, som trænerne lige har forrest på nethinden.

Faktisk mødte jeg tidligere på året en skriftlig forespørgsel fra en klub, om det virkelig kunne være rigtigt, at 10 minutter ikke var 10 objektive minutter på uret. Man kan jo stille det ekstreme eksempel op: en spiller bliver advaret /udvist i 10 minutter for en tackling, hvor modspilleren falder så uheldigt, at han brækker benet. Han kan ikke flyttes – og det tager 20 minutter før ambulancen kommer frem.

Skal forbryderen så bare have lov til at komme ind igen fra start, fordi der er gået 10 minutter?

No way.