Atlético og Real: Mindreværd og storhedsvanvid i Madrid

Singlen kan købes for 25 kr. lige her: slagternefrabilbao.dk/atletico-og-real/

KAPITEL 8: Vores eget lokalderby

En gang hvert halve år arrangerer Jesús en kamp mellem tilhængerne af Real og af Atléti. Han lejer en syvmandsbane en sen aften nede ved floden. Alle holder enten med Atléti eller Real. Man kan ikke være ligeglad. Holder man i virkeligheden med Barcelona eller Rayo Vallecano, holder man også med Atléti. Så møder alle Real-tilhængerne op i dyre, hvide dragter, og de fleste fra Atléti har også en officiel rød/hvid-stribet trøje på. I begyndelsen slipper jeg af sted med at spille i rødt, men på et tidspunkt bliver jeg nødt til at købe den stribede trøje.

Man kan mærke det med det samme. Måske har det også noget med kunstgræsbanen at gøre. Her kan vi tage de glidende tacklinger, som ikke kan lade sig gøre på den lille asfaltbane, vi spiller på om mandagen. Men der er også noget andet. Da først kampen er gået i gang, kigger spillerne ikke modstanderne i øjnene længere. Der er ingen klap på ryggen eller opmuntringer til spillere fra det andet hold. Småskænderierne begynder også med det samme, og efter ti minutter er det krig. Miguel-Bo fra Real er en fremragende spiller både teknisk og taktisk, og jeg har aldrig set ham lave et frispark før. Dårligt nok en tackling, men i dag ligger han vandret i luften. Det er det samme med Kike. Efter tyve minutter er Atléti foran med 2-0. Det er Miguel-Ángel, som har scoret begge mål. Der er en målmand for meget, så han er angriber i dag. Han er overalt. Det er helt tydeligt, at det er ham, der helst vil vinde. Efter en halv time bliver han snydt for et straffe. Det siger han. Jeg har ikke set det, men der er ingen tvivl. “Som et hus!”, råber han. Så stort var det. Men vi har ingen langsom gengivelse, som kan afgøre spørgsmålet, så episoden dukker op som et skænderi igen og igen.

Han vil aldrig spille mere.

Jesús har været skadet og er ude af form. Det forhindrer ham ikke i at varme bolden konstant, men han taber den hver gang. Så er han også gal. Han har svært ved at acceptere, når hans spil ikke fungerer, og de to barndomsvenner, Jesús og Miguel-Ángel, som begge er vokset op i La Latina, begynder at løbe ind i hinanden hele tiden. De råber. Miguel-Ángel bliver mere
og mere frustreret og glemmer at spille, og lidt efter lidt falder Atlétis gejst. Da Real får udlignet, falder Atlétis forsvarsspil helt fra hinanden. Real vinder 4-2.

Det er ingen overraskelse. Real vinder hver gang, fortæller Jesús, også her. Deres spillere er bedre og har en mere rubust holdånd. De lader sig ikke frustrere.

Efter kampen skændes Miguel-Ángel med alle fra Real. Eller isolerer sig sammen med Alfredo, som også er Atléti-mand. Det er stadig straffesparket, det handler om. Men også alle de brutale tacklinger, som Kike og Miguel-Bo har investeret. Det fortsætter nede på Bar Polo, som Jesús har overtalt til at vente med at lukke.

Fernando forklarer mig, at dem fra Real er helt anderledes. “Vi bliver ikke vrede”, siger han. Det er nu heller ikke helt sandt. Jesús er også godt oppe at køre, men noget er der om snakken. Selvom vi er flest fra Atléti, har Real- spillerne en helt anderledes selvsikker stil, en overbærende storebrorattitude. De ved, at de er bedst. Også når de er bagud med 2-0. Og i virkeligheden er det nok lige præcis det, der pisser Miguel-Ángel af.

Det er først efter den femte øl, han begynder at grine ad sig selv. Men så er der også fest. Det er trods alt torsdag.

Halvandet år senere fandt jeg ud af, at Miguel-Ángel ikke kun hadede Real Madrid og så klart foretrak, at Barcelona vandt La Liga frem for Real, men at han heller ikke holdt med det spanske landshold, men kun med Atlétis spillere på holdet. Da Spanien i sin første kamp under VM i Brasillien tabte 5-1 til Holland, jublede Miguel-Ángel, hver gang Holland scorede, for de scorede jo på Casillas fra Real. Hele mandagsholdet så kampen sammen under en af vores fælles middage, og det var tydeligt, at landsholdet var vældig populært blandt Real Madrids tilhængere, men langt mindre blandt Atlétis. Barcelonas tilhængere har aldrig haft noget nært forhold til det spanske landshold, det var ikke overraskende, men de to, som var til stede den aften, var tydeligt triste over, hvor magtesløste de tre katalanske ikoner, Busquets, Xavi og Iniesta, var over for den hollandske midtbane.

Men vi er i 2012 på Bar Polo og taler om ligakampen på lørdag. Real tager imod Atléti. Hvis Atléti vinder lokalopgøret, vil de være 11 point foran Real. Jeg kan ikke huske, hvornår det sidst er sket. Miguel-Ángel spørger mig: “Hvor meget vinder vi på lørdag? 3-1?”. Jeg håber det virkelig, men det er stadig svært for mig at tro, at de faktisk er bedre end kongeklubben. Atlético Madrid har endnu ikke vundet over Real i dette årtusinde, og Cristiano Ronaldo koster vel det samme som hele Atlético Madrids hold til sammen. Atléti ligger foran i Real i ligaen, men er en mindre klub med meget mindre kapital og langt færre stjernespillere. Jeg kan se, at Miguel-Ángel heller ikke selv tror på det. Jeg siger: “Det er på Santiago Bernabeau, ikke? Det bliver svært.” Det er forkert af mig. Jeg skal ikke være realistisk, men solidarisk. De andre fnyser ad Miguel-Ángels optimistiske gæt og siger noget om Atlétis midtbane, som jeg ikke forstår.