Tøffe slår fast: Stop klynkeriet, AGF!

SUPERLIGAEN ER en guldgrube af gode historie, og jeg må indrømme, at jeg er vild med vores bedste fodboldrække.
Eksempelvis er det 29 år siden, at Silkeborg sidst lå nr. et i Superligaen - og når vi kommer hen til afslutningen af denne sæson, så er det 30 år siden de blev mestre.

Det bliver de ikke igen, men til gengæld kunne jeg sagtens se, at silkeborgenserne ligger nr. et, når vi runder juleferien.
Hvorfor? Jamen, Kent Nielsens arbejde er dybt imponerende, og kampprogrammet (tjek selv de syv kampe) er en lille tidlig julegave til Silkeborg. De skal bare pakke den op…

ET LILLE SIDESPRING, for vi skal kigge på AGF.
Sidste sæsons bronzevindere og med en forventning om, at nu skulle ‘De Hviie’ for alvor etablere sig i toppen af dansk fodbold.
Sådan er det ikke gået i starten af sæsonen, men jeg vil nu ikke ringe med de helt store alarmklokker. Endnu!
Spoler vi tiden tilbage til samme tidspunkt sidste år, så havde AGF også 13 point efter ni kampe, men i kamp 10 sidste år vandt man, mens AGF i år tabte til Viborg. Altså er AGF nede med tre point i forhold til sidste år.
En tilbagegang, men ingen katastrofe.

HELE SIDSTE SÆSON bød på et pointgennemsnit til Uwe Rösler og AGF på 1,59, men tallet lige nu hedder 1,30. Et fald ja, men stadig ikke voldsomt alarmerende - og Uwe Rösler er stadig den AGF-træner der har det højeste pointgennemsnit i Superligaen.

Og hvorfor er det så ikke alarmerende?
Fordi AGF inden vinterpausen sidste år havde 22 point i 17 kampe eller et snit på 1,29, så aarhusianerne skal sådan set bare lave ni point i syv kampe for at nå samme pointtal. Det burde være muligt.
Selvfølgelig skal AGF stile højere og gå efter flere point end de ni, men det er altså ingen katastrofe, hvis det ender sådan.

SÅ DER ER ingen grund til at kalde helvede ned over Uwe Rösler og AGF, men sagen er omvendt også den, at de hvidblusede leverede et brag af et forår!
De sidste fem kampe i grundspillet og de ti kampe i slutspillet gav voldsomme 29 point eller et gennemsnit på 1,93. AGF var flyvende i foråret, og kun FCK var bedre.

Det er jo langt fra givet, at man kan gentage det - og derfor har man brug for pointene nu.
Læg oveni, at i foråret 2023 spillede man 15 kampe og lukkede kun 13 mål ind. Det har man allerede gjort i denne sæsons første 10 kampe, så en lille alarmklokke bør alligevel ringe.

AGF HAR IKKE vundet i de seneste fire Superligakampe, sølle to point er det blevet til, men måske kan Tøffe-effekten hjælpe min barndomsklub. Både Brøndby, Randers, FCM og Vejle har tidligere haft god gavn af den, mens OB var udenfor min rækkevidde…

Det er selvfølgelig lidt af en opgave nu, hvor FCK kommer til Aarhus på søndag.
Københavnerne leverede i min verden et brag af en kamp mod Bayern München, og jeg kan dårligt huske et FCK-hold, der har spillet bedre i Parken.

Individuel klasse fornægter sig dog ikke, og den havde tyskerne, men udover at FCK’erne kan være en smule tappet for kræfter, så var det nu femte kamp i træk, hvor FCK lukkede to mål ind, hvis man lige trækker pokalkampen mod IF Lyseng fra.

Det ER et forsvar, der er til at tale med, og det skal AGF selvfølgelig prøve at udnytte. Ikke mindst, hvis Kevin Diks ikke spiller, hvilket jeg godt kunne have min tvivl omkring.
Mentalt kan FCK også være ramt. Mod Galatasaray og Bayern München sætter man en føring over styr, mod FCN er man også foran to gange, men må nøjes med uafgjort - og så nederlaget til FCM, hvor man ingenting skabte.
Så alt kører altså heller ikke på skinner for FCK.

PROBLEMET ER, at AGF netop slider med målscoringen.
Kun Randers, Vejle og Hvidovre har scoret færre mål.
Patrick Mortensen er igen-igen-igen manden, der trods alt leverer på målkontoen.
Fem mål og to assists ud af AGF’s 11 mål er klasse.
Jo, AGF er voldsomt afhængige af den 34-årige angriber, men det må jo ikke blive et problem, at de har en ægte målscorer.
Det handler nærmere om, at alle andre er for ufarlige. I år har Tobias Bech scoret to, mens resten ligger på en enkelt kasse. Det er jo for lidt og på den måde bliver AGF også for nemme at læse.

KIGGER JEG PÅ nogle af statistikkerne, så placerer AGF sig ofte i midterfeltet, men jeg bider alligevel mærke i et par ting.

• AGF er næstdårligt i disciplinen at skabe store chancer. Kun Hvidovre er ringere.
• AGF er også næstdårligst i udnyttelsesprocent, hvor Hvidovre igen er eneste hold, der er dårligere. Her trækker Felix Beijmos to brændte 100 procents chancer mod Viborg heller ikke ligefrem op.
• AGF har bolden fjerdemest af alle hold, men får ikke rigtig noget ud af spilovertaget.
• AGF er det hold, der afslutter tredjemest på mål, men igen uden resultat.
• AGF er holdet med flest indlæg af alle, men enten er kvaliteten for ringe ellers også får man ikke fyldt op i feltet.

JEG HØRER IGEN, at Uwe Rösler piver lidt over skader som en forklaring på, at AGF ikke scorer flere mål. Ikke mindst at Kevin Yakob er ude.
Det kan jeg ikke rigtig bruge til noget! Den skulle Rösler vist have været taget med Stig Inge Bjørnebye.

Yakob blev korsbåndsskadet 17. juni, så der har været to en halv måned, hvor AGF kunne hente en passende erstatning. De vidste også, at skaden var alvorlig, så ingen undskyldning dér.

Med Mikkel Duelund har man jo også vidst, at hans skadeshistorik har været omfattende. En ung mand i en gammel mands krop…
Så lidt det samme her, at man har haft rigeligt med tid til at forstærke sig.

MADS EMIL MADSEN er også ude med en skade. En vigtig spiller, men det AGF mangler er jo folk, der kan udfordre og er farlige omkring boksen.
Ja, de har så hentet Magnus Knudsen, men det er rugbrød til den centrale midtbane.
Groft sagt, så er det i øjeblikket kun Mikael Andersson, der på egen hånd kan snyde en modspiller eller to, så jeg kan da godt forstå, at Uwe Rösler savner Yakob og Duelund, men igen: Der har været masser tid til at finde kvalificerede afløsere.

DET ER JO HELLER ikke fordi AGF mangler penge, tænker jeg.
En rekordsum på 150 millioner kroner fik de solgt for i sommerpausen, men har vel nærmest kun brugt 12 millioner kroner på nye spillere, mens en del er kommet på lejeaftaler. AGF har nu i fem år i træk leveret tocifret millionoverskud, så kassen er ikke ligefrem tom.

Man har altså haft penge til forstærke truppen, og selvom AGF også har skruet op for spillerbudgettet, har klubber som FCN, FCM, Brøndby og vel også FCK givet den endnu mere gas.
AGF risikerer altså, at sætte det over styr som de trods alt opnåede med bronzen sidste sæson.

FOR AGF HAR det selvfølgelig været vigtigt at vise, at man kan lave store salg, og netop salgene af Yannick Bisseck, Thomas T. Kristensen og Adam Daghim var vanvittigt flotte.
Det skal Stig Inge Bjørnebye have al mulig ros for, men det er jo ikke forbudt, at investere nogle af de mange penge i spillertruppen igen, og det har han forsømt.

I 2020 meldte AGF ud, at man senest i sommeren 2025 skal have vundet medaljer to gange i Superligaen, vinde en pokalturnering mere og kvalificere sig til et europæisk gruppespil. Det kan de stadig nå, men så SKAL der investeres i truppen.

AGF HAR GENNEM en periode ledt efter en angriber, der både kunne supplere Patrick Mortensen og tage en rolle, når førsteangriberen ikke rammer dagen, er skadet eller har karantæne, men uden held.

Sigurd Haugen står noteret for 31 kampe i AGF-trøjen og to mål - og er nu udlejet til hollandske Breda.
Jelle Duin scorede tre i 15 kampe - og det lejemål blev ikke forvandlet til en permanent aftale. Dawid Kurminowski var heller ingen succes

Det er med andre ord ikke stor succes AGF har haft med at finde endnu en målscorer og den senest ankomne, nemlig Janni Serra har langt fra overbevist mig.
Han ligner heller ikke en, der bare klapper kasser ind. Mod Randers spillede han fuld tid, men ellers har den kamp og de øvrige syv som indhopper ikke budt på et eneste mål.

Jeg kan selvfølgelig blive overrasket, men jeg tror ikke, at AGF-fansene skal have alt for høje forventninger.

SÅ AGF SLIDER bestemt i det, men meget af det er i min verden selvforskyldt. Man har forsømt, at bygge på den bronzemedalje, der kom i hus i sidste sæson.

Jeg hejser ikke noget kriseflag, men vil også sige, at der skal point på kontoen nu.
Forude står et svært program med både FCK (to gange) og Brøndby på programmet, og rent faktisk, så har Uwe Rösler aldrig formået at vinde over de to klubber i sin tid som AGF-træner.

Den statistik kan han jo passende bryde søndag, når FCK kommer på besøg.