Tøffe imponeret: Men her ringer alarmklokkerne!

SELVOM DER ER en lille uge til, at Aarhus Festuge løber af stablen, så har AGF i den grad taget hul på festlighederne…

Nu skal der heldigvis ikke meget til at tænde op under århusianernes fodboldfeber, og jeg må også indrømme, at jeg sjældent har set AGF i en bedre udgave. 

Nu var det måske ikke forsvarsspil i verdensklasse som Vejle diskede op med, da de blev udraderet 5-1 af et veloplagt AGF-hold, men jeg kan virkelig godt li’ det udtryk som Uwe Röslers mandskab disker op med.

EN TING ER helt sikkert: Man slår sig på AGF. Det er rå fysik, det er direkte fodbold og der er smæk på.

Det er en hård måde, at spille fodbold på, men det er det også for modstanderne!

Det passer også godt til Uwe Rösler. En træner, hvor der ikke er så meget bullshit og jeg er vild med hans tyske stil og tilgang. Lige præcis sådan en træner, jeg selv satte pris på efter seks og et halvt år i tysk fodbold.

DET SER OGSÅ UD til, at Rösler høster frugterne af, at han nu er i gang med sin tredje sæson i klubben og at han i den tid faktisk har haft nogenlunde den samme stamme af spillere.

Kigger vi på startopstillingerne for AGF i de to seneste kampe, så er det faktisk kun Tobias Bech (anden sæson) og Henrik Dalsgaard (første sæson), der ikke har været med i Röslers tre sæsoner som træner i AGF.

Det skaber kontinuitet, kendskab til hinanden og sammenhold.

Det er for mig en af årsagerne til, at at AGF nu fremstår som en sammenspillet enhed, der kan spille med om topplaceringerne, selvom man selvfølgelig skal huske på, at Uwe Rösler faktisk hentede bronze i sin første sæson.

ALLIGEVEL SER DET UD til, at AGF er et bedre sted nu. Ja, sæsonen er ung endnu med blot fem kampe spillet, men kigger vi på grundspillene under Rösler, så er fremgangen tydelig.

• 2022/23: 22 kampe, 35 point, målscore 26-20, pointgennemsnit på 1,59.
• 2023/24: 22 kampe 36 point, målscore 26-21, pointgennemsnit på 1,64.
• 2024/25: 5 kampe, 10 point, målscore 13-5, pointgennemsnit på 2.00.

Tilmed i en opstart, hvor AGF har mødt FCM, FCK og Brøndby. Det er sgu’ da ikke helt tosset.

DAVID NIELSEN VAR da også helt oppe at ringe og udråbte AGF til det bedst spillende hold – og at der ville komme guld til Aarhus indenfor de næste fem år!

Tak for kaffe, siger jeg bare. Han ved da lige, hvordan man stryger AGF-fansene med hårene…

Nu synes jeg jo, at det stadig er Brøndby, der spiller det mest flydende fodbold i Superligaen.

David Nielsen ser jo godt ud, og jeg må da indrømme, at jeg bliver lidt forelsket, når jeg både ser og hører ham snakke – og det er da godt, at munden er kommet på gled.

Han må for guds skyld ikke blive træner igen, for der kunne man dårligt hive en enkelt sætning ud ham!

Nu skal man bare smide en femmer i maskinen, så ruller den, men han siger ikke meget, der gør ham upopulær…

NÅ, DET VIL da glæde mig, hvis AGF bliver mestre, men jeg tror lige, at vi skal spise brød til.

Jeg kan som sagt rigtig godt li’ udtrykket hos AGF, der også har rettet op på det, der i foråret var et af mine store kritikpunkter, nemlig at de var for ufarlige. I klummen den 9. marts skrev jeg:

• Meget få mål bliver scoret udenfor feltet, så få da kuglen ind, hvor det er farligt.
• Slå nogle indlæg – og sørg for, at der er andre end Patrick Mortensen til at modtage dem. Eller få fat i den andenbold, der kan blive til en chance.

Så skifter vi lige til kampen mod Vejle, hvor ALLE fem mål blev scoret i feltet – og de FIRE i det lille felt.

Tilmed, så fylder AGF boksen op med ANDRE spillere end Patrick Mortensen og de fem mål blev så også scoret af fem forskellige spillere.

Selv tak, AGF…

INGEN ROSER UDEN torne, og jeg synes der er faresignaler for AGF, hvis man for alvor vil koble sig på topkampen, hvilket man har en gylden mulighed for, hvis man er villig til at investere i truppen.

Der, hvor alarmklokkerne bimler for mig, er bredden i truppen. Når jeg kigger på FCK, FCM og Brøndby, så bliver de ikke væsentligt svagere, når de skifter ind.

Det gør AGF. Det kan gå i nogle få kampe, men set over 32 kampe og en lang sæson, så kommer det til at gøre en forskel.

Skal topplaceringen have et skud i denne sæson, så er der to positioner, hvor Stig Inge Bjørnebye skal på markedet og have pungen op af lommen:

• Der skal findes en backup for Patrick Mortensen. Han er åbenbart uopslidelig, men hvad nu hvis han bliver skadet, får karantæne – eller ryger ind i en dårlig periode? Richmond Gyamfi er købt på potentiale, så der skal ske noget hér.
• En ekstra kant, der kan sætte en mand og udfordre modstanderne. Ja, Gift Links har vel overrasket alt og alle i denne sæson, Mikael Andersson leverer på stabilt højt niveau, men igen, hvad hvis en af dem går i stykker eller dykker i form?

På begge positioner gælder det også, at man skal have noget at skyde med, hvis et kampforløb skal ændres og der synes jeg AGF kommer til kort sammenlignet med de andre tophold.

PROBLEMET FOR AGF er selvfølgelig også, at man ikke kan gå ud og lokke med en startplads.

Jeg kunne da sagtens se fornuften i, at AGF går benhårdt efter Onugkha i Vejle, men vil han det, når han udmærket ved, at Patrick Mortensen er det klare førstevalg?

Jeg siger ikke, at AGF skal købe til bænken. Selvfølgelig skal det være spillere, der går efter en startplads og kæmper med om den, men som det kører i øjeblikket skal de jo kunne accepterer, at det ikke lige er planen fra start.

Jeg er helt klar over, at AGF også har spillere som Tobias Mølgaard, Kevin Yakob og Mikkel Duelund ude med skader, men vis mig en klub, der ikke har spillere ude med skader. Sådan er det bare – og man kan ikke hænge sin hat på en totalt skadesfri trup.

ENDELIG ER jeg også vild med, at Jesper Hansen er tilbage i målet – og hvorfor alt det ævl om om nye målmænd. Så længe han er god nok, så skal han spille – og det er han i den grad!

Lige meget, hvad AGF finder af nye målmænd, så ender det altid med, at Jesper Hansen står i kassen. Klasse fornægter sig ikke.

Nu skal AGF selvfølgelig bekræfte de flotte tendenser i aften i Aalborg, men kommer de også sejrrigt ud af den affære, så bliver der fart på Aarhus Festuge…