Trist dansk jubilæum

Jeg kan tydeligt huske dengang i 1989, da DBU fyldte 100 år.

Brasilien og Sverige kom på besøg til trekantsturnering i Parken, det var sommer og det danske landshold fandt pludselig tilbage til topformen efter et skuffende EM i Tyskland året før.
For Danmark blev en suveræn vinder af turneringen efter meriterende sejre på henholdsvis 6-0 over Sverige og 4-0 over Brasilien, resultater der huskes meget klarere end hvorvidt modstanderne i sommerkampene stillede med et hav af reserver eller ej.
Og så var der selvfølgelig også afskeden med kaptajnen og forsvarsstyrmanden Morten Olsen, der spillede sin 102. og sidste landskamp og blev kaldt frem til at sparke straffespark mod Brasilien – og naturligvis scorede.

Det var en fest, der er blevet siddende, selv om der er spillet mange og meget mere betydende kampe siden da, og derfor kan det undre, at DBU har været så uambitiøse nu hvor endnu et jubilæum står for døren. I aften markeres 100 året for det første officielle, danske landskamp, men det er ikke noget, der fylder i by-billedet. For kampen står mod Wales og så ikke videre.

Selvfølgelig er det hyggeligt, at 137 tidligere landsholdsspillere er inviteret til fodbold med alt, hvad det medfører af hygge og anekdoter, og det er heller ikke nogens skyld, at det danske landshold på grund af skader må stille op i en decimeret udgave.
Det er fint nok, at kampen spilles i Brøndby, når nu den sædvanlige nationalarena er under renovering og derfor fremstår uden den ene mål-ende, og det er også godt, at man sætter de høje billetpriser ned, omend 200 for en voksen og 100 pr. barn stadig er en udskrivning for en hel familie. Men det er simpelt hen for sølle, at modstanderen hedder Wales.

Hvorfor ikke Diego?
Vi taler om nummer 62 på FIFA-ranglisten, der nok tæller Arsenal-talentet Aaron Ramsey, kontroversielle Craig Bellamy og legendariske John Toshack på sidelinien, men meget mere er der heller ikke at komme efter, mens DBU officielt griber efter det halmstrå, at Wales var den første modstander Danmark nogensinde opnåede point imod i VM-kvalifikationsturneringen, da man vandt 1-0 tilbage i 1964.

Det er der ikke meget folkefest over, og det er synd, at DBU ikke udnytter den oplagte mulighed for at lave et brag, for det trænger landsholdet til. Vi trænger til spændt forventning, taktiske diskussioner op til kampene, håb og glæde, fyldte tribuner og et landshold, der igen fylder i hverdagen.
Selvfølgelig spiller to kiksede slutrundekvalifikationer ind på stemningen, men den mirakuløse sejr i Portugal har givet medvind, og tænk hvis det nu havde været Diego Maradona, der stod på sidelinien på Brøndby Stadion i aften i stedet for John Toshack.

Så tror jeg nok, at snakken var gået, og opmærksomheden havde været enorm omkring jubilæet. Og det er ikke så usandsynligt som det lyder, for El Diego står rent faktisk oppe i Skotland i aften.
Eller hvad med et gensyn med den første modstander, Frankrig, med alt hvad dertil hører af stjerner og mystiske udtalelser fra landstræner Domenech?
Eller hvad med Uruguay, modstanderen i et af de største opgør gennem de 100 år med landsholdet?

Det havde heller ikke været helt umuligt, for de to nationer mødes i Paris i aften, mens Danmark altså spiller mod Wales.
Og det skal gå meget mærkeligt til, hvis det er et jubilæum, jeg vil kunne huske om 19 år.