16 hold i Superligaen er ikke længere ren idioti

Jeg ville stadig helst blive på 12 klubber eller skære Superligaen til 10, men tanken om en større Superliga er ikke så tåbelig, som den tidligere har været.

Er jeg ved at blive blød om hjertet?

Dem af jer, der har læst mine kommentarer i årevis her på Tipsbladet og i vores trykte udgave, ved, at jeg har været alt andet end imponeret over Superligaen med 14 klubber og de gentagne diskussioner om at udvide ligaen til 16 eller 18 hold.

Det var måske lige voldsomt nok dengang, hvor jeg kørte stakkels FC Helsingør midt over ved deres oprykning til Superligaen og skrev, de ikke hørte til der.

Det gjorde Hvidovre heller ikke – men de var et friskt pust

Men altså, pointen står jeg ved – hold nummer 13 og 14 fik som oftest tæv fra 2016 til 2020, hvor ligaen ikke blev skåret til 12 klubber, og der var en grund til, topholdenes pointsnit var meget højt i de år.

Det var 2016 til 2020, og her fem år senere er Superligaen men også 1. Division ved at være en anden størrelse.

Topklubberne i Superligaen, især FC København og FC Midtjylland men også Brøndby IF og især AGF og FC Nordsjælland, har vokset sig markant stærkere økonomisk, end de var dengang.

Læs her, hvor store spillerbudgetterne i Superligaen er blevet

De øvrige klubber i Superligaen kan løbe længere, er taktisk stærkere og formår langt bedre end tidligere at spille kompetent angrebs- eller forsvarsfodbold, de bruger data og video bedre end for fem-ti år siden, og hele vejen ned til Vejle på 12. pladsen er der spiller, der pynter på Superligaen og kan skaffe point på egen hånd.

Den samme udvikling sker i 1. Division.

Der er snart lutter fuldtidsprofessionelle klubber, individualisterne er dygtigere end tidligere og bliver solgt direkte til udlandet, flere arenaer er Superliga-parate eller tæt nok på, og jeg har svært ved med sikkerhed at sige, at den nuværende Bund 6 i Superligaen ville blive markant dårligere, hvis OB, Fredericia, AC Horsens og Hvidovre spillede med.

Igen: Jeg siger ikke, jeg ville gøre det, hvis jeg kunne forme Superligaen, for så er landet trods alt ikke større med vores seks millioner indbyggere, og alle de der forestillinger om en tsunami af danske talenter ved at udvide ligaen er oftest en fantasi i et fodboldland, hvor vi henter stadigt flere udlændinge til førsteholdene.

Men tanken begynder at være værd at tænke med den positive udvikling i laget fra nummer syv til 20 i det danske fodboldhierarki.

Hvis jeg skulle finde et kompromis, nu hvor cirka alle andre end jeg og traditionalister som Kent Nielsen er begejstrede for slutspillet, kunne vi gå op på 16 klubber, spille ude og hjemme i 30 runders grundspil, og så have et kort slutspil for de seks tophold i maj på fem runder, hvor nummer ét til tre får en fordel med tre hjemmekampe. Cirka samme princip kunne man lave med to puljer af fem i hver i bunden med 2½ (via playoff med 1. Division) eller 3 nedrykkere.

Det er en renere turnering end de 14 klubber, Superligaen spillede med fra 2016 til 2020, men som jeg også tror ville fungere bedre i dag end dengang.

Personligt ville jeg stadig hellere have en Superliga med 10 klubber, der møder hinanden fire gange, og så sender nummer ti i 1. Division, måske med en playoffkamp til nummer ni. Eller den gamle 33 runder lange Superliga uden slutspil.

Men der er nok gods i nederste halvdel af Superligaen og bedste halvdel af 1. Division til at tænke tanken om en udvidelse, om ikke andet når man skal til at se på næste medieaftale om to til tre år.

Tæt overlevelseskamp i Superligaen

Bunden af Superligaen så helt og aldeles afgjort ud i vinterpausen, efter Vejle og Lyngby havde klaret sig elendigt i efteråret.

Men Johnny Mølby og Steffen Kielstrup har fået nyt liv i Vejle efter ejerskiftet og har en reel chance for at overleve, selv om det bliver svært. Og Lyngby er kommet over stregen og det slidstærke, modstandsdygtige hold, man også var under Freyr Alexandersson og David Nielsen.

Sønderjyske viste i forrige runde mod FC København, at man stadig kan spille med i Superligaen, AaB er over stregen og har flere offensive profiler end de tre øvrige hold, men det her kunne gå hen og blive langt mere spændende, end vi havde troet.

Skal vi være bekymrede for OB?

1-1
3-3
1-1
1-1
1-1
0-0

Hvis der var tale om en overlevelseskamp i Premier League, hvor et oprykkerhold lå i fornuftig afstand af nedrykningsstregen, ville seks uafgjorte på stribe være anstændigt.

Men når man er OB og pinedød skal rykke op i Superligaen på det største spillerbudget, vi nogensinde har set i 1. Division, begynder det så småt at blive bekymrende.

OB’s held er, at man gik ind i november med et kæmpestort forspring, og derfor har fynboerne ni point ned til Fredericia og AC Horsens på anden- og tredjepladsen.

Men Luca Kjerrumgaard er ikke så brandvarm, som han har været (to mål i marts viser, han selvfølgelig stadig kan score, og han har også vist niveau i træningskampe mod Superliga-hold), og OB har noget at arbejde med frem mod den oprykning, man stadig er storfavorit til og en retur til Superligaen, hvor meget tyder på, man som AaB her i 2024/25 får hænderne fulde med at overleve.