Så kom året, hvor Erling Haaland markerede sig helt i toppen af Ballon d'Or-afstemningen.
Da jeg stemte for et år siden, så jeg for mig, at nordmanden og Kylian Mbappé skulle dyste om kåringerne i fremtiden.
Selvom Argentinas VM altså skubbede Lionel Messi frem i forreste det, der må være sidste gang, tilhører fremtiden de to atletiske fænomener fra Norge og Frankrig, også selvom undertegnede og mange andre ikke havde Mbappé så højt igen efter endnu et skuffende år for Paris Saint-Germain.
Men her er en tanke: Når Erling Haaland og Norge kan fostre en så enestående fodboldspiller, kan Danmark naturligvis også.
Haaland er på omtrent alle områder enestående med sin blanding af fysik, teknik, spilforståelse og velafmålt professionalisme, og han har jo i ordenes bogstaveligste forstand fået generne og elitesportskulturen ind med modermælken.
Men når en ellers ikke specielt enestående fodboldnation som Norge kan sende en så fantastisk fodboldspiller ud i verden, er der naturligvis intet til hinder for, at det også en dag sker for en dansk fodboldspiller.
Trods Rasmus Højlunds fortræffeligheder og en yderst lovende karriere findes der lige nu næppe en dansk spiller i den professionelle fodboldalder fra 15 år og op, der kan nå helt til tops.
Men når Norge kan, kan Danmark naturligvis også, selvom hverken vi eller broderlandet hører til oppe i fodboldens stratosfære sammen med Argentina, Portugal, Brasilien, Italien og hvem der ellers har leveret Ballon d'Or-vinderne de seneste årtier.
Her er forklaringerne på, hvorfor jeg har stemt, som jeg gjorde.
6 point: Erling Haaland, Manchester City/Norge
Han har jo hele pakken. Fysisk styrke, balance og hurtighed som en NFL-spiller, afslutninger i verdensklasse, en ekstremt veludviklet spilforståelse og så en god og professionel attitude, hvor man altid får en helstøbt indsats i holdets tjeneste.
Hvis man skulle fremstille den perfekte angriber i et laboratorium, kunne man på lange stræk bruge Erling Haaland som skabelon, og hans debutsæson i Manchester City og Premier League med et mesterskab, en Champions League-titel og en målrekord kan jo ikke gøres bedre.
4 point: Kevin De Bruyne, Manchester City/Belgien
Det er tæt på de efterfølgende pladser. De Bruyne får, igen, andenpladsen hos mig på grund af belgierens fodboldintelligens, afleveringer, skud og evige arbejdsindsats i holdets tjeneste, der minder om Haalands. Det er noget af det, der for mig skiller De Bruyne ud fra mængden. Der er intet piberi eller klynk, når det går dårligt, eller modspillerne sparker ham ned – han spiller bare videre i en evig, nådesløs jagt på at skabe en scoring til sit hold.
3 point: Lionel Messi, PSG og Inter Miami/Argentina
At Lionel Messi og Argentina vandt VM var som skrevet til en Hollywood-film. Argentina og Messi tilpassede sig hinanden, så man i fællesskab kunne vinde det VM, Messi og landet desperat manglede. Det her er måske ikke populær læsning for alle, men rent fodboldfagligt er det at vinde et VM ikke det samme som at vinde Champions League eller Premier League. Spillet og holdene er, uanset hvor ondt det må gøre at høre, på et lavere niveau end det, de store europæiske klubhold præsterer. Historiefortællingen er fantastisk, men det er altså ikke det eneste kriterium her, selvom mange af mine kolleger rundt omkring i verden helt sikkert har stemt udelukkende ud fra, at Messis VM-titel er en god historie. Han har scoret og lagt op til en masse som sædvanlig, men PSG var altså ikke i nærheden af at være bedst i Europa, og Inter Miami regner jeg altså ikke for noget i en sammenhæng, der hedder Ballon d'Or.
2 point: Victor Osimhen, Napoli/Nigeria
For mig var han verdens næstbedste angriber efter Erling Haaland i 2022/23, og derfor kommer han naturligvis også med på stemmesedlen.
Napoli er en storklub i Italien, men spillede Osimhen i en af storklubberne i England eller en Champions League-kandidat på kontinentet, vil jeg hævde, at han var havnet endnu højere i denne afstemning.
1 point: Ilkay Gündogan, Manchester City og FC Barcelona/Tyskland
Der var mange kandidater her, men jeg endte på Gündogan på grund af hans afgørende rolle på vejen til Manchester Citys Champions League-titel og engelske mesterskab foran et velspillende Arsenal.
