Billigt? Pivringe? Det var mesterklasse, FCK!

Midtvejs i første halvleg så det ud til at være slut.

Et decimeret FCK havde fået den tidlige føring, der var drømmen, og så man kunne holde ud i anden halvleg med trætte pokal-stænger mod et AGF, der trods alle de gode tegn stadig har haft svært ved at få kuglen de sidste par meter over stregen.

Yann Bisseck jokkede Diogo Goncalves over foden, Gift Links viste, at han ikke begyndte karrieren, endsige sæsonen, som wingback, og Uwe Rösler så ikke glad ud.

Og så stablede AGF et af de mest fornemme comeback på benene.

Patrick Mortensen kom først på et indlæg, der afslørede svagheder i FCK-forsvarskæden, Mikael Anderson rystede Parken med udligningen i en af sine bedste Superliga-kampe nogensinde, og det var næsten ventet, da Kevin Yakob blev ramt af en bold efter et hjørnespark og kunne se de ellers lidt for ofte ineffektive århusianere have noget held foran mål.

Bum.

Århusianerne havde kampen, hvor de ville have den, og FC København var groggy og usikre på benene.

Kontra på vakkelvorne FCK? Det burde være det rene guf.

Men så vågnede FCK og Jacob Neestrup.

Ind med Roony Bardghji, ind med Mohamed Daramy, alt på et bræt i et formationsskifte.

Århusianerne bakkede, nu lignede de holdet, der havde spillet pokal tre døgn forinden, og så viste FC København endelig den bredde, vi har kunnet se på bænken, men som har været så svær at få øje på i spillet.

Især Roony Bardghji kørte rundt med AGF,

Og udligningen ved Jordan Larsson et kvarter før tid var lige så ventet som Yakobs mål 25 minutter forinden.

Og så skulle det selvfølgelig blive eks-AGF’eren Kevin Diks, der fik headet AGF det sidste stykke ned og påny Uwe Rösler til at ryste på hovedet af dårligt defensivt arbejde, der er så dybt ukarakteristisk for århusianerne i dette forår.

Er det et FCK-hold på 100 procent og det niveau, budgettet og ambitionerne dikterer?

Niks.

Men det er også i modgang, og når man spiller så pivringe, som FCK gjorde i en halv time, og alligevel viser stålet og vinder, det kan københavnerne tage med fra en aften, hvor de manglede et halvt hold med karantæner og skader.

Det her FC København har meget at forbedre, men det bliver så meget lettere ved at blive mester, og det bliver man sandsynligvis nu, hvor det værste i kampprogrammet er overstået.

Og så var det godt, gammeldags trælst for AGF at se det hele smuldre i de sidste 20 minutter, men dette forår bør signalere et mere eller mindre endegyldigt farvel til sidste års overlevelseskamp.

Måske var det her den store mulighed, hvis FC Nordsjælland nu vokser sig til endnu en Superliga-klub med et budget i maxi-klasse, og før FC Midtjylland nok gør et rasende comeback efter sommerferien.

Men når skuffelsen over dårlige defensive beslutninger lægger sig, kunne den her kamp og AGF noget, og det skal man huske i den dyne af skuffelse, der lægger sig over byen de kommende dage.