Landshold Troels Bager Thøgersen

Derfor giver Braithwaites beslutning god mening

Foto: Getty Images

KOMMENTAR: Martin Braithwaite får kritik for ikke åbent at jagte et klubskifte for at holde sig inde i varmen til VM-slutrunden, men jeg forstår prioriteringen, også ud over at det er en slutrunde i Qatar.

Af Troels Bager Thøgersen

Hvorfor spørger I hele tiden om klubvalg og prioriteringen af landsholdet? Der er altså andre overvejelser end at spille for Danmark.

Ovenstående sammenfatning var budskabet fra en kilde med daglig gang på det internationale transfermarked, da jeg vendte et par transfer-aktuelle spillere med vedkommende for nogle år siden.

Og vedkommende er langt fra den eneste, der har stukket til mig gennem mere end halvandet årtis dækning og journalistik om dansk og international fodbold.

I nogle tilfælde er prioriteringen af spilletid og muligheden for at komme til en slutrunde med landsholdet helt indlysende og også noget, der gavner både spilleren og klubben.

Og så forstår jeg levende det brændende ønske, topspillere i gennem-professionel og pengestyret fodboldverden må have om at spille en stor, fed slutrunde, eksempelvis som den Danmark spillede sidste sommer hjemme i Parken og på stadions ude i Europa.

Kasper Hjulmand og Martin Braithwaite.

Men jeg mener ikke per automatik, at landsholdsudtagelse og spilletid skal være førsteprioritet for danske spillere, der har niveauet til at være i betragtning, og jeg har forståelse for, hvis Martin Braithwaite konkret har andre overvejelser end hurtigst muligt at rive Barcelona-kontrakten over og komme til en klub, hvor han spiller nok til at komme til VM til november.

Forwarden har haft en forrygende karriere.

Han har gjort en forskel for sine klubber i Frankrig og Spanien, og havde også gjort det i England, hvis det ikke havde været for Tony Pulis.

Han og hans løn passer ikke specielt godt til det, Xavi, Joan Laporta og de andre beslutningstagere vil med klubben.

En klub, der ligger i mere eller mindre åben krig med La Ligas præsident Javier Tebas og ligaforeningen om at skære udgifterne til i et tempo, der tilfredsstiller fodboldpolitikeren, eller alternativt at Barcelona virkelig pleaser La Liga-bossen og skriver under på en stor, kollektiv milliardaftale med en kapitalfond.

Men hvorfor er det egentlig Martin Braithwaite, der skal give sig?

Faste læsere af undertegnedes meninger ved, at jeg finder det noget hyklerisk, at spillere forventes at forsvinde i det sekund, klubber og fans kræver det, fordi de vil bruge pladsen og pengene på en anden, mens der nærmest ikke er grænser for floden af tårer og himmelvendte øjne og appeller mod verdens uretfærdigheder, når det en relativt sjælden gang er en attraktiv spiller, der vil væk.

Martin Braithwaite og Danmark var tæt på at liste sig i EM-finalen. Her kæmper Braithwaite med Englands Harry Maguire i EM-semifinalen.

Martin Braithwaite gjorde en flot figur for Danmarks landshold ved VM i 2018 og sidste års EM-slutrunde. Så skylder han at søge væk og frasige sig sin kontrakt for at være i betragtning til et VM, han alligevel ikke er sikker på at blive udtaget til, jævnfør Jesper Lindstrøms kometkarriere og muligheden for at spille med ham eller andre på Braithwaites 'plads'?

Jeg nævner end ikke, at jeg så absolut forstår, hvis man ikke vil ofre alt for at være del af en VM-slutrunde i Qatar, jeg ærlig talt stadig håber, at en eller flere VM-spillere et eller andet sted i verden vil boykotte som signal om, at det er blevet for meget med hyper-kommercialiseringen og politiseringen af fodbold, og at man ikke har lyst til at optræde på faciliteter, der er bygget på migrantarbejderes smerte, forringede liv eller endda død. (ok, der kom jeg til det alligevel)

Men hvis Martin Braithwaite vælger at sige, at han vil kæmpe for pladsen, som han i den grad har haft succes med tidligere i karrieren mod hårde odds, og hvis han også tænker bare en anelse taktisk i forhold til en kommende forhandlingssituation med FC Barcelona og én eller flere interesserede aftagere, har jeg al mulig forståelse for det.

Hverken sportsligt eller moralsk har en landsholdsspiller en pligt til at smide alt, han har, fordi det er opportunt for landsholdet, og fordi vi uden for selve fodboldbranchen synes, at Kasper Hjulmand og hans landstrænerkolleger i resten af verden da skal have det størst mulige udvalg af spillere.

Jeg kunne sagtens forestille mig, at Martin Braithwaite ender med at skifte klub i slutningen af august, men at han skulle skylde andre end sig selv og sine nærmeste noget har jeg svært ved at se.

Husk også at læse vores interview med Martin Braithwaite fra landsholdslejren her.