Derfor tror jeg ikke på England og Tyskland ved EM

Tillad mig at være lidt grov.

Men at se England ved det her EM er lidt som at stå en sen aftentime efter en tur på pubben post-fodboldkamp og få serveret en portion overbagte fritter med understegte fishfingers og en steril mayonaise til, som det unge menneske bag disken insisterer på er en formfuldt fish n'chips.

Det kan godt være, det gør dig mæt, men det var ikke det, du kom efter.

Nordmakedonien, Slovakiet og Wales kom i gruppespillet frem til flere afslutninger end England, og det er fristende at gå ud og tømme opvaskemaskinen og skraldespanden, når man ser Gareth Southgate stille og spille med to overvejende defensivt orienterede midtbanespillere.

Da ikke mindst, når backerne samtidig får besked på at blive tilbage, mens Jadon Sancho er et spøgelse oppe på tribunen og sammen med os andre kan se England ase og mase, uden det for alvor bliver spændende.

Stakkels Harry Kane ligner præcis det, han er: En mand, der har spillet alt for mange kampe og nærmest skal bære det hele ene mand.

Englands trætte spillere risikerer at blive blæst omkuld af et Tyskland i 3-4-2-1, og jeg forstår godt, hvis englænderne overvejer at skifte over til at samme system for ikke at blive trykket tilbage på kanterne.

Trætte, skriver jeg?

Da vi tjekkede på Tipsbladet umiddelbart før EM, havde Belgien og Danmarks spillere rundt regnet været på banen i 75.000 minutter i sæsonen 2020/21.

England? 95.000.

Tyskerne har bestemt også mange kilometer i benene, men jeg tror, at sliddet på Englands folk bliver undervurderet.

Som de hårde mænd, de jo er i Premier League, kørte man hele sæsonen med kun tre udskiftninger, men cirka resten af verden holdt fast i de fem udskiftninger fra corona-sommeren 2020, der da også er reglen her til EM.

Det er et voldsomt slid, englænderne har været udsat for, og var det ikke for hjemmebanen mod Tyskland, i gruppespillet og i en eventuel semifinale og finale, tror jeg ikke, så mange havde haft England som hverken forhåndsfavorit eller et godt bud på en vinder nu.

Bare se, hvor mange folk, der gik i græsset i midnatsforestillingen mellem Frankrig og Schweiz, og antallet af danskere og belgiere, der også ses til i deres ottendedelsfinaler.

Vi er ikke i The Walking Dead-territorium endnu, men kvart- og semifinalerne nærmer sig hastigt...

If England can beat Germany on Tuesday evening, it's likely to be Sweden and the Czech Republic between them and the final #EURO2020

— FourFourTwo (@FourFourTwo) June 27, 2021

- Intet engelsk landshold har før løftet EM-trofæet. Hvis vi gør det, skriver vi historie. Jeg vil ikke sige, at vi ville være legender. Vi vil gøre det for os selv, vores familier og for os som nation, sagde John Stones søndag i Daily Mail, da opvarmningen til tirsdagens brag for alvor var gået i gang.

Det er selvfølgelig ikke John Stones' skyld, at disse indholdsløse ord lige så vel kunne have været sagt af Frank Lampard før kampen mod Tyskland i Bloemfontein ved VM 2010, eller Stuart Pearce før EM-semifinalen på Wembley mellem de to samme hold for 25 år siden.

Men jeg fristes til at sige, at englænderne spiller lige præcist, som de giver interview og har lært at gøre det i Premier Leagues kønsløse content-maskine.

Sig intet, vær lukket, undgå fejl og gør så lille en indsats som overhovedet muligt. Og jeg kan dårligt fortænke dem i det med det pres, både på og uden for banen, de aldrig nogensinde slipper for.

Men Kalvin Phillips og Declan Rice til at patruljere foran midterforsvaret hele tiden? Og backer, der får ordrer på ikke at lade Harry Maguire, John Stones og førnævnte midtbanespillere være alene? Nej vel?

Tyskland ultralight
Det kan hjælpe Tyskland at få Thomas Müller tilbage, uanset at han på landsholdet ikke er helt den force, han var tilbage ved seneste slutrundesejr over englænderne i Bloemfontein den vilde juni-dag i 2010 eller i VM-triumfen i 2014.

Det kan også være, at Leon Goretzka kommer ind på den centrale midtbane og giver Tyskland noget tiltrængt muskel som supplement til diesel-traktoren (Bernd Schusters ord, ikke mine) Toni Kroos eller den fine fodboldspiller Ilkay Gündogan.

Men det her tyske hold har altså stadig mere tilfælles med 2018-udgaven, der røg ud i gruppespillet, end det almægtige kontrahold fra 2014.

Ungarn scorede forbavsende nemt to gange, Portugal kom til rigeligt med muligheder i tyskernes enlige EM-sejr, og i åbningsopgøret mod Frankrig var Kylian Mbappé et mareridt for de tunge tyskere.

De tyske wingbacks Robin Gosens og Joshua Kimmich skal nok blive et problem for England som Kai Havertz bliver det, hvis han kan finde rum væk fra de mange defensive englændere.

Men det ændrer ikke på, at Tyskland fremstår mærkeligt uafstemt og usammenhængende. Prøv at gense målene mod Tyskland ved det her EM og fortæl mig, at det der er et hold i perfekt balance og med god kemi mellem alle mand.

Sikkert er det, at ét af de to hold kommer videre. Men Sverige/Ukraine og Danmark/Tjekkiet i en eventuel semifinale, der er et af de to traditions-landsholds næste stop på EM-turen, behøver ikke sove dårligt om natten med udsigten til at møde Gareth Southgate eller Joachim Löws spillere.

Dertil er Tyskland og Englands mangler simpelthen for store, og jeg vil bestemt ikke falde ned af stolen, hvis et af de fire andre tilbage hold ender med at stå i finalen med Italien eller Belgien ovre fra den anden side af turneringen, hvilket til gengæld bliver en næsten umulig opgave.