I AGF er man helt bevidst om, at kampene mod Vejle plejer at være tætte.

Så selv om der er set vildere 5-1-sejre i Superligaen end over et Vejle Boldklub med alvorlige udfordringer, er der god grund til, århusianerne er glade her til aften.

Vi har måljægeren Patrick Mortensen, der bare bliver ved og selv spidst har italesat, at han hverken er helt eller halvt er færdig, blot fordi han nu er 35 år.

I midterforsvaret er cheftræner Uwe Rösler kisteglad for sin nye spiller Henrik Dalsgaard, der er jævnaldrende med Mortensen, og med Röslers ord har løftet holdet fra første dag.

Han spiller ved siden af 31-årige Frederik Tingager, der en af ligaens fysisk stærkeste stoppere og Röslers defensive anker, mens Nicolai Poulsen umiddelbart foran spiller noget af sit bedste fodbold.

I buret gør Jesper Hansen sit bedste for at holde Leopold Wahlstedt på bænken og vise, at man sagtens kan være en god Superliga-målmand som 39-årig, hvilket Hansen igen mandag aften viste med flere gode redninger, især da AGF til sidst tog foden fra speederen.

Omkring sig har veteranerne en større gruppe spillere i deres bedste fodboldalder og efterhånden en længere række unge spillere, hvoraf flere kan blive rigtig dygtige til den dag, AGF flytter på et nyt stadion.

Det virker klogt, især når det kaster kampe af sig som de to seneste hjemmekampe mod Sønderjyske og Vejle.

Til nytår flytter de på et midlertidligt stadion oppe i Vejlby i det nordlige Århus, mens hjemmebanen bliver bygget totalt om, og konkurrencen i toppen af Superligaen er så hård, at de færreste forventer, AGF over en hel sæson kan følge med.

Men AGF vil ikke vente til 2027 med at vinde mange kampe på et nyt stadion, man vil gøre det nu.

Det er derfor, man også på rygteplan blev sat i forbindelse med Lukas Lerager og andre veteraner, selvom førstnævnte er samme årgang som Tingager og Poulsen, og kiggede seriøst på Christian Sørensen, der minsandten er et år ældre.

Der er dygtige unge spillere, der sagtens kan være endnu bedre om to år, og lige så vel kunne blive solgt.

Det er som om, AGF er ved at have knækket en kode.

Man har fundet en egen niche, hvor holdet er det klart ældste Superligaen hidtil i denne sæson samtidig med, at der er gode, yngre spillere.

Det går så stærkt på transfermarkedet i dag, at mange af disse spillere alligevel vil være videre, når et nyt stadion står klar.

Så AGF rækker ud efter toppen nu, hvad end det så vil sige. Truppen kan være forandret om to uger, konkurrenterne FC København, Brøndby IF og FC Midtjylland er selv efter AGF’s flotte start for mig klart bedre bud på en top 3 i denne sæson.

Men AGF forsøger, holder fast i nogle stærke vindertyper, hvor prioriteterne andre steder ville være at spille med flere folk, der kan sælges videre, og det klæder århusianerne at tro på nuet og chancerne i toppen, og på at det overhovedet ikke er en hindring, når der er indflytterfest om et par år.

‘De gamle’ klæder AGF