Derfor brænder AGF og FCM nallerne på stjernekøb

Det er den tid på sæsonen, hvor vi snart kan gøre boet op.

Hvem lykkedes, hvem mislykkedes, hvem mister deres job, og hvem skal oppe sig til næste sæson?

Det er en afregning, der skal ske, og hvor de involverede parter forhåbentlig bliver lidt klogere af deres succeser og fiaskoer, og der er rigeligt at rive i både her i Danmark og i udlandet.

Noget af det, der slår mig dette forår, er, hvor svært mange fodboldklubber har ved at bruge penge.

Ikke sådan forstået, at det er svært at give andre millioner af kroner, euro og pund. Man kan som oftest finde mange, der gerne vil tage imod.

Nej, det handler om, hvor svært det er at finde de rigtige spillere, især hvis man ikke har været vant til at have store budgetter og betale tunge transfers, der vejer i regnskaberne en håndfuld år ud i fremtiden.

Det bliver tydeligt herhjemme i Superligaen, hvor en stærk tv-aftale og kraftigt stigende salgspriser for de bedste unge folk fra de danske klubber betyder, at flere vover sig ud på dybere vand og betaler millioner og sætter klubrekorder for nyindkøb.

Vi ser det i FC Midtjylland, hvor man, forståeligt og fornuftigt med en af Danmarks rigeste individer Anders Holch Povlsen i ryggen, har skruet op for forbruget og modet til at betale endog meget store beløb.

De større muskler er symboliseret ved brasilianske Marrony, der til sommer har kostet FC Midtjylland 4,5 millioner euro, knap 34 millioner kroner, når man betaler sidste afdrag til den brasilianske topklub Atlético Mineiro.

Skulle FC Midtjylland være så dygtig at komme i Champions League, skal man endda betale en million euro ekstra, hvis Marrony spiller halvdelen af kampene i gruppespillet.

Og den unge brasilianer er blot toppen af en investeringsbølge, hvor man siden begyndelsen af 2020 også har betalt tocifrede millionbeløb for Pione Sisto, Luca Pfeiffer, Charles, Juninho og Edward Chilufya.

Af disse dyre spillere er det kun Charles, der med nogenlunde rimelighed kan siges at være i idealopstillingen lige nu, mens Pione Sisto de to seneste kampe har været uden for truppen, og Luca Pfeiffer er udlejet til Darmstadt i 2. Bundesliga.

Når man som FC Midtjylland vil i Europas top 50 (på UEFA-ranglisten) og har så stærkt et bagland og et spritnyt træningsanlæg på vej, er der absolut intet i vejen med at trykke på speederen i forsøget på at holde afstanden op til FC København.

Ja, jeg vil gå så langt som at sige, at det ville uansvarligt at gøre det modsatte i misforstået beskedenhed.

Men FC Midtjyllands tilfælde illustrerer på fin vis, at det bare er enormt svært at skrue op for købslysten og få sportslig succes for pengene med det samme.

I Herning og London kræver den øvelse givetvis justeringer og nok også, at man sluger et par tab på transfermarkedet til sommer og næste år.

Vi ser det også i Århus, hvor sportsdirektør Stig Inge Bjørnebye og hans lederkolleger får næsten lige så mange hug for sidste sommers indkøb, som David Nielsen gør for holdets uinspirerede og resultatfattige spil.

AGF skruede op, satsede kraftigt ved at købe Mikael Anderson, Eric Kahl og David Kurminowski samt flere andre for i alt over 40 millioner kroner.

Det ser dumt ud lige nu, når man ikke har et lige så stærkt hold, som da man med Casper Højer, Kevin Diks, Kamil Grabara og en Patrick Mortensen i topform vandt både bronze og tog en respektabel fjerdeplads.

Efter de første ni af i alt 10 måneder i Superliga-sæsonen ser det ikke ud til, at det var den mest hensigtsmæssige brug af så mange transferpenge, og AGF kan ikke uden videre brænde en masse penge af igen til sommer, selvom man må have lyst til det i Århus efter en trist sæson.

FC Nordsjællands resultater de to seneste måneder er egentlig også et argument for, hvorfor klubben med succes har forsøgt at afholde sig fra at købe spillere den seneste håndfuld år.

FCN gjorde ellers endelig, hvad vi i omverdenen har skreget efter. Man købte nye folk til alle kæder, og det for et temmelig stort millionbeløb.

Ti point i ni kampe er måske ok, hvis alternativet var at ligge under stregen her i slutningen af april, men omvendt er det jo heller ikke banebrydende resultater, der får Elon Musk og Mark Zuckerberg til at styre privatjetten forbi Farum for at tage noter og lære af den geniale forretningsstrategi.

I en mindre skala er det noget lignende, vi oplever i Superligaen, som overgår klubber som Everton og Manchester United (igen) i denne sæson.

Begge klubber har netto brugt langt flere penge på spillerkøb de seneste år end Jürgen Klopps Liverpool, og de har hver især oplevet, hvordan det i sig selv ikke garanterer noget som helst at give skiftende transferansvarlige ekstra milliarder på guldkortet.

Det er ganske enkelt svært at købe ekstremt dyre spillere, selv for de største klubber i verden, som man kan forvisse sig om ved at se på lister over de dyreste køb i historien.

Derfor forstår jeg udmærket klubber, der lejer en spiller først, før man trykker ‘køb’.

Og denne sæson viser også, at der stadig er plads til forbedring i scoutingen og vurderingen af, hvilke spillere, man henter til Danmark. Og hellere tænke over og arbejde med det nu end til juli og august, hvor en god eller dårlig sæsonstart hurtigt kan få førnævnte guldkort til at gløde i inderlommen.