Det er godt de ikke fyrede deres cheftræner

Efter fem runder lignede Randers et hold i alvorlig nedrykningsfare.

To uafgjorte og tre nederlag, Superligaens dårligste målscore på minus 10, og en fortsættelse af de dårlige resultater fra slutspillet i foråret, hvor kun AC Horsens nede i bunden fik færre point.

Rygmarvsreaktionen havde været at fyre den nye cheftræner Rasmus Berthelsen, der, klubmand eller ej, aldrig før havde været permanent cheftræner på seniorniveau.

Det havde de færreste bebrejdet direktør Søren Pedersen og bestyrelsen for, og mange steder og på mange tidspunkter i fodboldhistorien var det nok sket, om så ikke andet for at vise handlekraft.

I stedet troede Randers-ledelsen på, at Berthelsen fortsat var den rette til at få kickstartet især det offensive spil, som har været hæmmet det seneste års tid, og til at få samlet en trup, hvor der er sket mange udskiftninger med store salg og tilførelsen af dyrere men i Danmark ukendte navne.

Det kan stadig nå at gå skævt for Randers, der trods alt kun har vundet tre ud af 12 kampe i Superligaen, men man er det mest formstærke hold efter Silkeborg og Brøndby siden de første fem runder.

Havde det ikke været for et usædvanligt stift og standhaftigt hjørneflag i søndags, havde Brøndby sikkert tabt i Randers i stedet for at få 2-2.

Stephen Odey begynder igen at ligne den spiller, der fik Randers til at gøre ham til klubbens dyreste køb nogensinde i efteråret for to år siden, Lasso Coulibaly viser, hvorfor FC Nordsjælland ikke som sådan har afskrevet ivorianeren.

Ingen ler længere af tanken om et fjerde Top 6-slutspil på stribe for Randers, og det er jo meget godt klaret, når vi vel alle havde afskrevet det for to måneder siden.

Nogle gange er den helt rette løsning at fyre cheftræneren, men i Randers ser vi lige nu, hvorfor det ofte også er fornuftigt ikke blot at trykke på panik-knappen, når modgangen melder sig, eller fordi cheftræneren ikke lever og ånder for at være iøjnefaldende og en favorit blandt os i medierne.