For nemt kun at give ham skylden for AGF-problemer

Hvor var det, det gik galt?

Var det den langstrakte kamp med FC København om Peter Christiansen, den mislykkede ansættelse af Hans-Jørgen Haysen og udpegningen af Stig Inge Bjørnebye, der slog AGF ud af kurs?

Var det FC Københavns helt vanvittige 3-3-udligning på et VAR-straffespark, som først blev dømt, efter kampen var fløjet af?

Var det 'PC's kapring af Kamil Grabara og Kevin Diks til FC København koblet med salget af det andet back-kraftværk Casper Højer Nielsen?

Var nedturene mod Larne mere, end AGF-truppen kunne bære i en sommer med mange udskiftninger?

Er det bare Patrick Mortensens besværligheder med at finde nettet og ikke mindst holdkammeraternes problemer med at levere den nødvendige service, der giver grus i resten af maskinen?

Flere uforløste indkøb af Stig Inge Bjørnebye for en samlet rekordsum, der nu risikerer at tynge AGF i flere år, hvis ikke spillerne finder det forventede niveau?

David Nielsen, der snart kan være moden til at prøve noget andet og større?

Forsøget på at lægge en ny kurs, hvor AGF skal have bolden mere end i sæsonen 2019/20 og 2020/21, hvor man ligesom i den nuværende sæson var et af de Superliga-hold, der havde bolden mindst?

Eller bare et helt naturligt udsving for AGF efter to meget flotte topplaceringer, som af sig selv retter sig med en ny tur i Top 6 i 2023?

Resultater avler forventninger.

Og når man så samtidig bruger i omegnen af 40 millioner kroner alene på transfers i et sommertransfervindue, er det ikke så underligt, at forventningerne til AGF var skyhøje i denne sæson efter en tredje- og fjerdeplads i Superligaen i 2020 og 2021.

Jeg mener ikke, at der findes én forklaring, der forklarer denne sæsons synken tilbage i den middelmådighed, man så dygtigt havde forladt.

Men det nytter ikke at lade som om, den nuværende situation har noget som helst med uheld og tilfældigheder at gøre, der automatisk retter sig selv, bare den nuværende trup og stab får nok tid.

I efterårssæsonen var AGF et af de Superliga-hold, der havde sværest ved at komme til store chancer og ved at omsætte dem til scoring, hvilket kunne aflæses direkte i 15 mål i 17 kampe.

I al tristessen skal det faktisk bemærkes, at AGF har scoret syv mål i tre kampe ved at spille målsøgende og hurtigt, men det er jo helt indlysende ikke så godt, hvis det sker på bekostning af den enorme defensive usikkerhed, der også er fulgt med.

Det er selvfølgelig trænernes og spillernes valg at lægge et aggressivt pres, når man er foran som senest mod FC Nordsjælland og at jagte sejren i Vejle.

Men jeg har personligt lidt svært ved at se, at det virkelig kan være meningen, at FCN ved de to sidste scoringer og i flere andre situationer ved stillingen 2-1 til AGF får spillere sat op på AGF's banehalvdel i fuld galop mod det århusianske felt med bolden for fødderne, fordi et pres, en tackling eller en markering glipper.

David Nielsen har snart siddet 4½ år som cheftræner i en Superliga-klub, hvor halvdelen af trænerne enten kom til sidste sommer eller i løbet af denne sæson, og det er hamrende naivt at tro, at hans job ikke kan være i fare, selvom han er den længst siddende træner i AGF siden Peter Rudbæk i halvfemserne.

Men er det ikke lidt for nemt kun at give David Nielsen skylden?

Det synes jeg i dette tilfælde.

Det er svært at se den nuværende trup som værende på niveau med dem fra de to foregående sæsoner trods de store spillerkøb sidste sommer, og det er også svært at ryste den fornemmelse af, at udskiftningen af assistenttrænere ikke er sket på cheftrænerens initiativ.

Måske løser det hele sig nu med et mere blomstrende AGF-spil, gode udskiftninger i truppen på sommerens transfermarked, der under alle omstændigheder bliver hektisk for AGF med adskillige udløb og store beslutninger, der skal træffes. 

Det var faktisk det, jeg troede ville ske her i de første spillerunder i foråret, og selvom spillet i perioder har været jammerligt, skulle boldene ikke have sprunget så meget anderledes op i Vejle og hjemme mod FC Nordsjælland, før AGF havde pustet Randers på sjettepladsen i nakken.

Men ledelse, sportsdirektør og cheftræner skal se for sig, at det kan rettes op i april og maj, at man sammen igen kan spille om europæiske pladser i næste sæson.

Bumler man videre med lidt over et point per kamp, vil noget nok give sig. 

Om det er den cheftræner, der styrede AGF tilbage i dansk fodbold, eller den sportsdirektør med det internationale netværk, der skal styre AGF til næste niveau og cementere pladsen i toppen men indtil videre ikke har set intentionerne og millionerne forvandlet til resultater på banen, det ved jeg ikke, og truppen får også en overhaling til sommer.

Men selvfølgelig kan AGF ikke over tid holde til, at 2022 fortsætter som 2021, for så risikerer 2022/23 at blive endnu en sæson uden for Top 6.  

Som sagt, det valg sagtens betyde, at David Nielsen stopper i AGF til sommer, og han kan selvfølgelig ikke fritages for ansvar, når det er hans job at forløse truppen og spillet.

Jeg siger bare, at det er et svært valg, der ikke behøver være helt så indlysende, som det måske virker efter to nederlag til Vejle og FC Nordsjælland, der virkelig tester tålmodigheden og med al sandsynlighed kostede chancen for at komme i Top 6.