Klar besked: Det har været helt forgæves!

DETTE ER EN LEDER FRA TIPSBLADETS TRYKTE UDGAVE FREDAG 23. DECEMBER.

En medrivende finale mellem Frankrig og Argentina viste, hvor enestående og utroligt et spil fodbold er, og hvorfor vi alle elsker at se det og spille det, kvinder og mænd, høj som lav, tyk som tynd, gammel som ung.

Lionel Messis nok sidste store kamp endte med den VM-pokal, han såre fortjente, Kylian Mbappé spillede som en ung mand, der snart vinder Champions League-titler og Ballon d'Or-kåringer ud over det verdensmesterskab, han vandt som teenager.

Kampen var et stilstudie i, hvorfor diktaturer som Qatar sværmer om sportsbegivenheder som Qatar for prestigen, de politiske aftaler og for at sikre, at kongen, præsidenten eller hvad den enevældige hersker nu kalder sig i et givent land kan holde fast i magten for evigt.

Og hvis nogen var i tvivl, fik Qatars emir sat trumf på ved at iføre Lionel Messi en bisht, en vest der ærer en stor bedrift af modtageren, før Messi skulle hæve pokalen med holdkammeraterne.

Det var givetvis ment som en venlig og respektfuld gestus, men i konteksten fungerede det nærmere som en påmindelse om, hvem hele showet i virkeligheden var iscenesat for.

Det er voldsomt svært, på nogle måder umuligt, at agere i for DBU, den danske stat og dansk fodbold.

Man er oppe imod et diktatorisk og amoralsk FIFA-system, hvor præsidenten Gianni Infantino og hans folk aktivt forfølger og straffer dem, der bryder partilinjen.

En linje, der i dette tilfælde hed, at Qatar afholdt det bedste VM nogensinde, og at kritik af arrangørerne og VM var overdreven, unfair og racistisk, hvilket er tragikomisk, når man tænker på den racistiske og umenneskelige behandling af de millioner af migrantarbejdere i Qatar, der har gjort VM muligt.

Infantino og hans magtbase vil have flere turneringer og slutrunder, der sender milliarder i FIFA's kasse, som Infantino og førnævnte magtbase så kan bruge til at beholde magten.

I samfundsvidenskab ville man kalde det klientelisme, jeg kalder det legaliseret korruption, hvor Infantino jagter verden rundt, ikke mindst Mellemøsten, for at finde milliardærer og diktaturer, der vil betale for den næste fest, det næste genvalg.

Og det er her, jeg bliver lidt trist over det danske modsvar under VM.

At en mere eller mindre ikke-eksisterende dansk regering lurepasser, fordi der tilfældigvis er valg, er på overfladen uheldig timing, og ved nærmere eftertanke for slapt, når regeringen aktivt trak tiden i flere år.

Men efter fire ugers propagandashow, racismeanklager og utallige rapporter og uafhængige mediers historier om friske, igangværende overgreb på migrantarbejdere i Qatar, er der forhåbentlig ikke ét eneste menneske, der tror på, at års højt besunget kritisk dialog med Qatar og FIFA har fungeret.

Simon Kjær fik, uretfærdigt efter min mening, meget af skylden for den danske anførerbind-fadæse, hvor FIFA's gidseltagning og DBU's tilsyneladende totale mangel på planlægning ramte den danske anfører og holdet i nakken.

Selvfølgelig skulle den sportslige afdeling have insisteret på at tage det gule kort og den sindssygt urimelige straf, der havde vist, at dansk fodbold står for mere end de næste 90 minutter.

Men de blev solgt af en ledelse, der åbenbart overhovedet ikke var forberedt på, hvad DBU og dermed dansk fodbold ville gøre i tilfælde af urimelig adfærd fra FIFA's side,

Hvad var planen, hvad er de konkrete resultater ud over en række møder og skrivelser med Qatar og FIFA?

Der er brug for en bedre plan, nu hvor Saudi-Arabien forsøger at vinde et VM-værtskab til 2030-slutrunden ved en afstemning om 15-18 måneder (alene at der ikke er en præcis dato siger meget godt, hvor uigennemsigtig processen er).

Og der kan også være behov for at frigøre sig af det officielle Danmark, der ærlig talt har en alt for høj tolerancetærskel i forhold til, hvad vi skal forvente af dansk fodbold og sport.

Det udstillede mediet Danwatch på fornem vis i al sin tristesse op til sidste weekends VM-finale.

Her kunne Danwatch vise, hvordan udenrigsministeriet og ambassaden i Saudi-Arabien direkte opfordrer til, at danske firmaer deltager i opførslen af Saudi-Arabiens futuristiske sportsby NEOM. Det er et fantasifoster af et projekt, der skal være en 170 kilometer lang fremtidsby i stål og glas, hvor Saudi-Arabien vil afholde Asiens vinterlege i 2029 og en god del af VM 2030 i fodbold.

Og nej, det var ikke en slåfejl, vi taler virkelig vinterlege, skiskydning, skihop og langrend i en fantasiby i ørkenen.

Saudi-Arabien har allerede dødsdømt flere mænd, der har nægtet at flytte væk fra den placering, man har valgt for projektet, og vi taler de samme problemer som i Qatar med brud på migrantarbejderes rettigheder og menneskerettigheder, bare hvor det går ud over langt flere mennesker, og hvor overgrebene er mere bestialske.

Man dækker sig fra dansk side ind under, at der er tale om grønne projekter inden for vandforsyning, men tilbage står stadig, at det officielle Danmark giver den gas med at samarbejde med et diktatur, DBU efter fadæsen i Qatar på forhånd burde nægte at sende landsholdet til til en fest i 2030 til ære for regenten Mohammed Bin Salman.

Tanken om kritisk dialog er sympatisk nok, men den ender med at blive naiv for ikke at sige farlig, når man forsøger at agere, som var det i et dansk foreningsdemokrati, og når man tydeligvis har en regering, der hellere vil tjene milliarder end at stå for noget.