Det siger meget at Ronaldo knækkede Solskjær

Vi var nogen, der undrede os såre over Manchester Uniteds køb af Cristiano Ronaldo.

Fint nok, hvis portugiseren var med på at indordne sig taktisk, men ville og kunne han det efter i årevis at have lyst op i statistikkerne for sin totale mangel på deltagelse i det defensive spil?

Taktisk blev Cristiano Ronaldo sin norske managers endeligt sammen med Harry Maguires sammenbrud, men på et endnu dybere plan er den transfer symbol på, hvordan Manchester Uniteds ejere og ledelse har fastholdt klubben på randen af krise nærmest konstant siden Alex Fergusons farvel til managerrollen for 8 1/2 år siden.

Cristiano Ronaldo reddede sejre og point i de døende minutter mod Villarreal og to gange Atalanta, og han har også scoret en lille håndfuld mål i Premier League.

Han blev af mange hyldet som en af verdens absolut bedste spillere lige nu på de dage, men var den romantiske forestilling om portugiseren som ridderen i den blankpolerede rustning nu også i tråd med virkeligheden?

Cristiano Ronaldo var tabloidpressen og meme-fabrikkernes favorit på Instagram og Twitter, men under den skinne fernis braste Manchester United sammen taktisk og strategisk, som man sjældent har set på topplan.

Flere britiske medier, der ikke lige lever af at smide hjerte- og flamme-emojis på Instagram-posts i bedste fanboy-stil, hver gang CR7 har scoret, har sammenlignet Manchester United med en nostalgisk forlystelsespark, og man får unægtelig det indtryk.

Hvordan genskaber man bedre tidligere årtiers storhed end ved at hyre nogle af de bedste spillere fra 90’erne og de to efterfølgende årtier til trænerbænken og i Ronaldos tilfælde et comeback som taget ud af en Hollywood-film?

Blæse være med, at spillet og konkurrenterne har udviklet sig voldsomt, og der muligvis skal noget helt andet til i dag.

Det har dækket over, at Manchester United manglede både den altafgørende sportsdirektør og endnu vigtigere en struktur og kultur, så man kunne følge med de bedste i verden.

Man har ladet sig forblænde af, at Marcus Rashford, Scott McTominay og Mason Greenwood kom op fra ungdomsafdelingen i stedet for at finde ud af, hvor man på globalt plan har været et tredjerangshold i talentudviklingen de to seneste årtier.

Man har slingret afsted på transfermarkedet og handlet efter, at man kun lige var den ene superstjerne fra at kunne vinde Premier League og Champions League.

Man har ævlet løs om strategi, kultur, historie og kontinuitet under Ole Gunnar Solskjær uden selv at ane, at man reelt er kommet længere fra de største og dygtigste klubber, end man var i 2018.

Ole Gunnar Solskjær var ikke en taktiker på niveau med José Mourinho eller Louis van Gaal, men havde været en fremragende assistenttræner.

Denne gang skal man have en verdensklasse-taktiker, men hvad er endnu vigtigere er en ordentlig, tidssvarende struktur.

Ed Woodward og ejerne i familien Glazer har bevist, at de ikke har hverken evnerne eller den strategiske formåen til at lede den sportslige del af en klub, der hver sæson skal spille med om pokalerne i Premier League og Champions League.

Derfor skal de, som man har formået i Manchester City og Chelsea, give nøglerne til nogen, der rent faktisk har forstand på at drive en fodboldklub.

For det her, det er ikke Ole Gunnar Solskjærs fiasko, og slet ikke Cristiano Ronaldos; han er jo bare sig selv.

Nej, det er ejerne og Ed Woodward, der denne gang skal indse, at de er problemet, ikke løsningen.

Og så må Alex Ferguson også efterhånden overveje, hvor meget han skal være på banen.

Det er meget menneskeligt, at man gerne vil genskabe hans storhedstid, og at han gerne vil hjælpe til.

Men har det gavnet Manchester United strategisk?

Det tvivler jeg ærlig talt på, og tiden er inde til at indse, at man ikke genskaber fortidens storhed ved ihærdigt at forsøge at kopiere den.