Det smadrer sæsonerne i PL, La Liga og Superligaen

Jeg forstår fuldt ud, at ingen gider høre om coronavirus.

Men det djævelskab og de negative effekter går desværre (endnu) ikke væk, bare fordi vi ignorerer problemstillingen, heller ikke i fodbboldverdenen.

Premier League ramte 103 positive coronatests i den seneste uge og er på 15 aflyste kampe i december, mens disse linjer skrives.

Rayo Vallecano har 17 smittede spillere foruden cheftræneren, Barcelona og en lang række andre spanske klubber døjer ligeledes med smittede spillere.

Og ser vi ud over fodbold, er der aflysninger i dansk ishockey, mens placeringen af indtil flere slutspilspladser i NFL bliver påvirket af spillere i karantæne, senest hos slutspilskandidaten New Orleans Saints, der mandag nat tabte stort med en uprøvet debutant som quarterback mod Miami Dolphins.

I det store billede er menneskers velbefindende og helbred naturligvis det vigtigste i nogle uger, hvor læger, sundhedsmyndigheder og myndigheder forsøger at finde ud af, hvordan den ny og tilsyneladende ekstremt smitsomme Omikron-variant er en samfundsomstyrtende katastrofe eller et lille håb om normalisering.

Men ser vi isoleret på fodboldverdenen, stiller den enorme stigning i coronatilfælde ligaer og myndigheder overfor ubehagelige valg i de kommende uger.

Jürgen Klopp, Josep Guardiola, Brendan Rodgers og Antonio Conte har talt om det uforsvarlige i at spille verdens vel nok tætteste kampprogram upåagtet, at adskillige klubber kæmper med at stille et konkurrencedygtigt hold uden smittede og isolerede spillere, og dem på vej tilbage efter sygdom.

De har bred opbakning fra en række kolleger i ligaen som Thomas Frank, Dean Smith, Ralf Rangnick, Mikel Arteta og andre, der eller ikke har udtalt sig offentligt.

Fra land til land er der forskellige skrevne og uskrevne regler for, hvornår en kamp kan aflyses – kampene bliver eksempelvis hurtigere aflyst i England end i Spanien, hvor man presser benhårdt på for at holde sig til den oprindelige kampkalender.

Også i Danmark er reglerne for de bedste rækker skruet sådan sammen, at der skal ekstremt meget til for en udsættelse – så længe der er nok U/17- og U/19-spillere til at stille hold, skal Superliga-klubberne på papiret gennemføre kampe, uanset hvor ulige og påvirkede, de sportsligt vil være af coronaafbud.

Men ét er regler – noget andet virkeligheden.

For hvad gør ligaforeningen Premier League, hvis mesterskabsfavoritterne Liverpool eller Manchester City for alvor bliver lagt ned og må stille med hold, der mere minder om Norwich eller Fulham i styrke?

Og La Liga, hvis Real Madrid i tre uger bliver lagt ned af coronavirus? Tvinger man dem så til at spille kampene med U/21-spillere?

For Chelsea, Liverpool, Leeds, Wolverhampton, Brentford, Norwich, Burnley og flere andre hold er det allerede virkelighed i forskellig grad, da de enten har fået aflyst kampe eller har været tvunget i kamp med startopstillinger, der var tydeligt svækket af coronaramte spilleres fravær.

Hvis det her varer ved, og det tyder den seneste måneds udvikling og meldinger fra adskillige europæiske landes sundhedsmyndigheder overvejende på, truer sæsonerne med sportsligt at blive et rent lotteri og meget mere skævvredne, end slutningen af 2019/20- og hele 2020/21-sæsonen var.

Lige nu ligner det et umuligt valg.

Skal man klø på med det oprindelige kampprogram, få spillet kampene efter bedste beskub undervejs og så lidt uretfærdighed som muligt, og så håbe på, at skrappe forholdsregler og en ekstra intens indsats for at få vaccineret så mange spillere som overhovedet muligt kan redde situationen?

Eller vil man blive nødsaget til at tage pauser på et par uger og så håbe, det er nok til at kunne tampe coronatilfældene ned og få spillet sæsonerne færdig i nogenlunde ro og orden?

Sidstnævnte mulighed virkede nogenlunde farbar for seks og 12 måneder siden, og i det store er det lykkedes professionel fodbold at slippe relativt nådigt omkring aflysninger og smadrede turneringer, hvor mesterskaber og nedrykning blev påvirket af evnen og heldet til ikke at få en virus midt i den værste pandemi, verden har oplevet i 100 år.

Men vil det fungere i dag?

Ligesom resten af samfundet afventer fodbold, om den, tilsyneladende, mildere Omikron-variant helt naturligt kommer til at smitte en stor del af os uden nær samme farlige sygdomsforløb som med tidligere udgaver af coronavirussen, og at de vidtrækkende tiltag med omfattende tests og isolation kan nedskaleres.

Eller om 2022 igen byder på hjemmeskole, hjemmearbejdspladser og omfattende restriktioner i forsøget på at bremse en tilsyneladende ekstremt smitsom virus.

Spørgsmålet er, om den afklaring kommer, før turneringer for alvor bliver ramt – Premier Leagues tabel per tirsdag middag 28. december med 15 Burnley-kampe, 16 i Watford og Tottenham og 19 kampe hos de fire mest aktive klubber er allerede meget langt fra ideelt.

For at gøre situationen endnu mere tilspidset, er kampprogrammet i 2022 ganske ekstremt på grund af Qatars november-december VM-slutrunde, der presser al anden fodboldaktivitet indtil den anden side af sommeren 2023.

Det ligner et lykketræf, og god planlægning, at Superligaen allerede havde sidste efterårsrunde i sidste weekend i november, og i dansk fodbold må man krydse fingre for, at man ikke står med de samme dilemmaer som kollegerne i Premier League og La Liga, når der i tredje weekend i februar skal spilles Superliga-fodbold igen.

Og under alle omstændigheder giver det god mening at tænke over scenarierne allerede nu, for når man har vundet den første kamp overlegent mod en decimeret, corona-afbudsramt modstander, holder det nok hurtigt op med at være skægt.

Bare spørg FC Midtjylland og Brøndby IF, hvor skægt det var at spille afgørende Champions League-kvalifikationskampe i sommer med begge hænder bundet på ryggen på grund af adskillige coronaafbud.