Efter vanvittig uge: Klubberne raser over landsholdene

Glem alle taktiske overvejelser om Kasper Hjulmands spillervalg, FC Midtjyllands flotte sejr over FC København og udmattelsesslaget mellem Liverpool og Manchester City.

Ugens vigtigste nyhed er, at en vaccine mod coronavirussen ser ud til at være på vej, og selvom den langt fra løser alle problemer, er det ugens vigtigste begivenhed, også i fodboldverdenen.

Det kan godt være, vi alle er ved at være trætte af at høre om problemerne, men de forsvinder ikke af den grund, som minkavlere og den tilhørende industri i denne uge fik at mærke på meget konkret og voldsom vis i den forgangne uge.

Hvis jeg for en uge siden havde læst en teori om, at coronasmittede mink i Nordjylland kunne flytte Englands Nations League-landskamp på Wembley mod Island til Albanien eller Grækenland, og at Kasper Hjulmand måtte undvære Pierre-Emile Højbjerg, Kasper Schmeichel og de øvrige landsholdsspillere fra England, ville jeg nok have bedt Rokokoposten om at skrive noget mere virkelighedsnært satire.

Men nu er vi der.

Fordi de britiske myndigheder forbyder al indrejse for besøgende fra Danmark, undtaget dem med fast bopæl i Storbritannien, der skal i 14 dages karantæne ved hjemkomsten til de britiske øer, ser det nu ud til, at det er Englands ansvar at finde en passende arena, som Nations League-modstanderen Island kan rejse til efter islændingenes besøg i weekenden i København.

Læg dertil, at sydamerikanske landsholdsspillere skal hjem til VM-kvalifikationskampe, at der er AFCON-kvalifikationskampe strøet ud over det afrikanske kontinent, og at aflyste VM-kvalifikationskampe i Asien og Mellem- og Nordamerika bare betyder, at 2021 bliver endnu mere trængt.

Og at der ligesom i oktober spilles tre landskampe i denne samling i Europa.

Det kan godt være, spillere og klubber er glade over efterudtagelsen til det danske landshold i disse dage, men tro mig, når jeg siger, at forholdet mellem klubber og landshold er endnu mere slidt, end det var før coronavirussens entré på verdensscenen i begyndelsen af marts.

Ak og ve for den spiller, der bliver skadet i den kommende uge, og det landshold, der sender spilleren hjem til sin klub. De tider, hvor der var et jævnbyrdigt forhold mellem landshold og klubhold ligger efterhånden så langt tilbage, at de kan være svære at huske en mørk novemberdag.

Presset stiger omkring EM
Det er skønt for landsholdet, at man er sikker på at blive på A-niveau i Nations League, og hvor jeg få uger siden skrev i en leder, at det var meget svære arbejdsbetingelser for den ny landstræner, gør efterudtagelsen af 9, 11, ja jeg ved snart ikke hvor mange spillere opgaven mod Sverige, Island og Belgien ganske enestående.

Også EM-slutrunden til sommer er til debat.

Her i Danmark fik mange i sidste uge hurtigt forvisset sig om, at der ikke var noget i Le Parisiens historie om et EM i Rusland til sommer, men så let tror jeg desværre ikke, det går.

I de første spillerunder i Champions League har det været påfaldende at se stadions i Moskva, Krasnodar og Sankt Petersborg med tilskuere. 8.000, 10.000 og knapt 17.000 er tilskuerbegrænsningen i de tre byers klubber, og selvom det så langt fra er fuld kapacitet, har det faktisk været besnærende og dejligt at høre rigtige mennesker, tusindvis af dem, til en fodboldkamp.

Er det et rent tilfælde, at man kan have tilskuere nu, hvor resten af Champions League minus lidt småtterier i Rennes og Porto spilles for lukkede døre?

Det er ikke godt at vide, men med Ruslands store politiske styrke i UEFA og et rekordsponsorat af statskontrollerede Gazprom er det ikke utænkeligt med et EM i Rusland, selvom der ifølge vores oplysninger først skal træffes en EM-beslutning på UEFA’s kongres til marts.

Klubberne og gråzonerne
Det er svære tider, og det er ikke kun i forhold til coronavirussen, at helbredet potentielt kan komme i klemme for spillere i Danmark og udlandet.

Klubber og formænd er desperate efter at spille, spillerne vil gerne have løn men også gerne slippe for de muskelskader, der ser ud til at pible frem i disse uger, hvor en meget kort sommerferie og et kaotisk 2020 bider fodbolden bagi.

Tag ikke fejl, denne situation handler ikke om forkælede eller dovne fodboldspillere, der har det for let – deres kroppe lider under det enorme kamppres, som især i England er slemt med Premier Leagues idiotiske fastholdelse af tre udskiftere mod fem i stort set resten af Europa.

Hvor stort presset er, og hvad det kan føre med sig, understreges af italiensk politis besøg hos Lazio. Det har vakt undren, at Lazio-spillere blev testet positiv i UEFA-prøver kort tid efter, at Lazios egne tests havde været negative, og i Italien tales der om en mulig pointstraf.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på Ajax og deres positive tests, der for en uge siden blev til negative tests på kampdagen, hvor Ajax vandt 2-1 i Herning.

I en ultrakompetitiv verden vil klubber, trænere og spillere gøre alt, de kan for at stå stærkt, og uden at jeg siger, at der er sket noget forkert i hverken Lazio eller Ajax, udstiller de to eksempler et ømt punkt i fodboldverdenen i disse måneder.

Solidariteten er presset, spillerne er trætte, klubber og forbund er desperate efter at få afviklet kampe og tabe så få penge som muligt, og den vaccine må meget gerne vise sig at fungere, gerne før end senere, og om ikke andet for at skabe lidt optimisme i en presset (fodbold)verden.