CL-finale: Et perfekt punktum på en uperfekt sæson

Artiklen er fra Tipsbladets trykte udgave fredag 28. maj 2021.

Egentlig vil hverken Chelsea eller Manchester Citys ejere og ledelse være med i den Champions League-finale, der spilles lørdag aften i Porto på Estádio Do Dragão.

Ok, når det ikke kan være anderledes, spiller de to klubber selvfølgelig kampen, men man kan faktisk dårligt komme til andre konklusioner end ovenstående, når man ser tilbage på de 15 vildeste måneder, fodboldverdenen har oplevet i årtier.

For det er ikke mere end seks uger siden, at de to finalister var medstiftere af den nye European Super League, en lukket turnering, der skulle erstatte Champions League allerede fra august i år og sikre deltagerne milliarder af kroner.

Der gik så kun 48 timer, før lige præcis lørdagens to finalister trak i land og som de første offentligt droppede deltagelsen i den nye turnering, men skaden var sket.

De tre mest indædte deltagere i projektet, Real Madrid, FC Barcelona og Juventus, truer med at tage sagen hele vejen til EU-domstolen og udfordre UEFA’s monopol på at lede og administrere fodboldspillet på kontinentet, og op til lørdagens kamp kommer bondeangeren efter 48 vilde timer tilbage i april heller ikke til at spare de to finalehold for en masse kritisk fokus, når deres bosser i bund og grund har sagt, at de ikke vil Champions League længere.

Bølger
Finalen og de sæsoner, Chelsea og Manchester City har været igennem, illustrerer på udmærket vis, hvor omskiftelig en tid moderne fodbold befinder sig i med coronavirussen og mange måneders nedlukninger som katalysator.

Zoomer vi lidt længere ud og tager de to øvrige Champions League-semifinalister med, har tre af fire klubber skiftet cheftræner undervejs i denne sæson, når vi tæller Zinedine Zidanes rygtede afgang i denne uge med.

Josep Guardiola havde kontraktudløb 30. juni 2021 og lignede efter et frustrerende 2019/20 med et kvartfinalenederlag i Champions League til Lyon en træner, der meget vel kunne følge sit mønster og stoppe, især da City kom dårligt fra land og igen var til at tale med defensivt fra september til november.

Mauricio Pochettino erstattede fyrede Thomas Tuchel ved juletid i Paris Saint-Germain, og her kort før deadline på denne udgave af Tipsbladet er der rygter om, at Mauricio Pochettino gerne vil tilbage fra Tottenham efter at være blevet træt af det politiske spil i Paris efter få måneders ansættelse.

At Tuchel nu står som finalist med Chelsea, uden ret mange vel kan forestille sig ham være træner i London-klubben om 24-36 måneder, styrker blot indtrykket af en sæson, hvor meget ikke har været, som det plejer.

I Chelsea var håbet ellers, at man endelig havde fundet en træner, der skulle være der i lang tid i Frank Lampard, der spillede 648 kampe på 13 sæsoner og i snit scorede i omtrent hvert tredje opgør.

Men hvor Lampard på banen var en mand, man kunne regne med til de største og sværeste opgør, kneb det tydeligvis for cheftræneren Lampard mod de bedste og dygtigste hold og modparter på trænerbænken, der udmanøvrerede Chelsea-legenden og hans relativt unge hold.

Lampard røg en lille måned før ottendedelsfinalerne mod Atlético Madrid, de senere spanske mestre, som man sagtens kunne have set Chelsea tabe til, hvis det ikke havde været for de defensive omstramninger og justeringer af presspillet, Thomas Tuchel omgående indførte.

Klubber i bakgear
Manchester City har været fremragende, siden Guardiola forlængede sin kontrakt i november og lavede egne justeringer af presspillet og stillede sit hold nogle meter længere tilbage på banen og dermed mindskede arbejdspresset en smule i en sæson, hvor topklubberne aldrig har haft færre træningspas til at forberede sig fysisk og taktisk på så mange kampe på så kort tid.

Men det er stadig tankevækkende at se rækken af hold, lørdagens to kombattanter og Real Madrid samt Paris Saint-Germain har smidt point til.

Manchester City tabte 2-5 hjemme til Leicester i starten af sæsonen og spillede 1-1 med nedrykkede West Bromwich Albion.

Chelsea har endda tabt til Sam Allardyces WBA (også med 2-5!) og til Wolves og Everton, og nævn ikke Lorient, Nantes, Cadiz, Alavés og Levante for Paris Saint-Germain og Real Madrid, der missede mesterskaberne til Lille og Atlético Madrid med henholdsvis ét og to point.

Statistikken fra de største ligaer viser, at klubberne generelt har presset mindre og haft færre spurter, en bivirkning af en afkortet sæsonoptakt og en turnering, der blev afkortet med op til en måned på grund af de tvungne coronapauser i foråret sidste år.

På nær i Serie A, hvor Inter med en stram organisation udnyttede de andres svaghed og vandt et suverænt mesterskab med 91 point, blev de store ligaer vundet med færre point til mesterholdet end i sidste sæson (PSG havde hentet over 2,5 point per kamp, da Ligue 1 blev sløjfet efter 28 runder i foråret 2020).

Manchester City kommer til finalen med to nederlag i maj til Chelsea og Brighton i ligaen, mens Chelsea har tabt tre af deres seneste fire kampe (Arsenal og Aston Villa i ligaen og til Leicester i FA Cup-finalen) og nær var rutsjet ud af Champions League-pladserne, hvis ikke Leicester havde lavet en Leicester anno Brendan Rodgers ved at tabe 2-4 i sidste runde til Tottenham.

Efter et vildt fodboldår og et udbrudsforsøg fra Europas største fodboldklubber, der stadig kan spalte fodboldverdenen til atomer, ville det næsten også have været upassende, hvis de to finalister i lørdagens kamp i Porto var surfet hele vejen fra Storbritannien på en bølge af medgang.

Heldigvis betyder det ikke, at kampen på det fine stadion i Portugal ikke kan blive både fremragende og dybt underholdende.

Uanset udfaldet vil en ring sluttes for den ene af de to klubber – City, der endelig opfylder ejernes drøm om at vinde Champions League og dominere Europa, eller for Roman Abramovitj, der skal have bygget et nyt stadion i London men også har sonderet markedet for et salg af sin kongedyre og ekstremt attraktive klub.

Og mere oplagt punktum kan der vel næppe findes på denne så uperfekte sæson i en uperfekt fodboldbranche.