Fem grunde til at Thomas Frank passer i Tottenham

Tottenham Hotspur er ikke lige så stor som Manchester City og Chelsea eller de traditionelle giganter Manchester United og Liverpool.

Lokalrivalen Arsenal har skruet et stærkt hold sammen, der som Spurs for en håndfuld år siden driller Manchester City i mesterskabskampen, og bagfra kommer svimlende rige Newcastle, der gemmer sig bag en veltilrettelagt historie om udvikling og modstand mod er rigt syd, mens man bruger løs af Mohammed Bin Salmans milliarder for at vokse sig stor.

Men stor, det er Tottenham nu stadig, og mon ikke klubben ender med en af de trænere, der ligesom superstjernerne i Ballon d’Or-kåringerne kun er tilgængelig for en snæver kreds af klubber, som så til gengæld holder fingrene fra almindelige, dødelige trænere og mennesker.

Hvis Daniel Levy og hans leder-kolleger føler sig modige, har de dog et interessant alternativ i Thomas Frank.

Det med det lille budget i Brentford skal vi nok ikke lægge for meget i, for det har og skal Tottenham så sandelig ikke leve efter.

Men flere ting gør, at man i hvert fald kan forsvare tanken om, at Thomas Frank vil være god for Spurs.

1: Han har bevist sig i Premier League
Jeg tror ikke, Brentfords gode resultater kan vare ved, men hvor har de dog været gode.

En flot 13. plads efter Christian Eriksens entre og fornemme spil blev mod al forventning fortsat med en optur i denne sæson, der måske ikke er slut endnu.

Brentford har overpræsteret markant under Thomas Frank.

Har Brentford tur i den her i den sidste tredjedel af sæsonen, kan Liverpool eller Newcastle frygte for Europa-placeringerne.

Der hænger en Ivan Toney-formet sky over fremtiden og et uvejr den dag, man ikke længere rammer solide holdspillere med Premier League-niveau.

Det er en stor del af forklaringen på, at timingen for Thomas Frank er rigtig, men resultaterne har danskeren sin store del af æren for i en meget kollektivt orienteret klub.

Selvfølgelig er det noget andet at være favorit i 2/3 af kampene med Spurs, noget danskeren nu også har været bekendt med i Championship og i Superligaen.

Men det er ikke en træner, der begynder forfra i England, eller er ubekendt med det enorme pres.

2: Taktisk fleksibilitet og et offensivt hjerte
Han tilpassede sit hold, formationen og spillet, da han uventet fik Christian Eriksen mellem hænderne, og i Premier League har Brentford som i Benhams tidlige år i FC Midtjylland formået at skabe en fordel på offensive dødbolde.

Det lyder måske ikke som Tottenham, men bag pragmatismen ligger en offensiv indstilling til at præge kampene og skæbnen i tabellen, der så ofte svigter i Premier League, og som var en betydelig del af Conte og Mourinhos undergange i klubben, mens Nuno Espírito Santo dårligt nok nåede at gøre et indtryk (slet ikke et godt ét af slagsen), før han var ude igen.

Thomas Frank vil gerne angribe. Han vil allerhelst vinde kampe og point, og det gør han på klubbens betingelser, uden brok og ballade, og insisteren på dogmer og frygten som drivkraft.

Med danskeren ved roret kan man om ikke andet slippe for et Conte-pressemøde, hvor alle andre bliver smidt under bussen – det var underholdende for os uden aktie i Tottenham, men det var så sandelig også destruktivt.

3: Tottenham skal have glæden igen
Hvor har det været trist, siden tanken begyndte at løbe tom under Mauricio Pochettino.

Det var allerede på vejen til Champions League-finalen i 2019, det begyndte at gå galt. Selvom jeg egentlig godt forstår impulsen til at hyre José Mourinho for at redde pladsen i Champions League og efterfølgende Antonio Conte, var det oppe på det niveau tilbageskuende fodbold, som har sat Spurs tilbage og spildt nogle af de bedste år i Harry Kanes karriere.

Antonio Conte blev hyret i efteråret 2021 og kvalificerede Tottenham til Champions League, men forholdet til klubbens top og det, der lignede skænderier om spillerkøb, prægede en stor del af opholdet.

Jeg giver ofte ikke så meget for de glittede dokumentarer med de store klubber, men den med Tottenham på Amazon for et par år siden var en af de hæderlige med et godt kig ind i omklædningsrummet.

Jeg siger bestemt ikke, at Mauricio Pochettino delte småkager ud og dyrkede holismen i sine kamp-oplæg, eller at Thomas Frank gør det i Brentford, men det var altså sigende at se, hvor meget frygten for fejl og hele tankegangen med at undgå fejl fyldte.

Tottenham mangler trofæer, helt afgjort. Men det er også en klub, hvor fansene og kulturen er, at det skal være sjovt og modigt, hvad der foregår på banen.

Det kan Thomas Frank levere. Med mindre, der sker noget vildt med truppen, bliver det svært at følge med Manchester City over en hel sæson, men der er da krudt nok i den trup til, at man igen kan komme i betragtning til Champions League-pladserne og score bunker af mål undervejs.

4: Tottenham trives med en type som Frank
I fortsættelse af det: Daniel Levy er forståeligt nok meget opsat på at få Spurs i Champions League hver sæson, og det ville enhver af os være, hvis vi hver morgen stirrede på et huslån på syv milliarder kroner, som Tottenhams katedral af et skønt fodboldstadion har kostet.

I Harry Kane har Tottenham en af verdens bedste angribere. Holdene omkring ham har haft svært ved at følge med de seneste sæsoner.

Men der skal også tilskuere på det stadion, foran tv, på mobilen og i fanshoppen, og det er i Tottenham altså synonym med underholdning på banen.

De har femteflest point i Premier League, siden Mauricio Pochettino fik sparket, og det er lige ved i gennemsnit at være godt nok til en Champions League-plads.

Men helt ærligt: 'I gennemsnit'?

Tottenham er Jimmy Greaves, Harry Kane og Jürgen Klinsmann – der skal gang i den, der skal scores en masse mål, og det tror jeg, Thomas Frank vil kunne levere.

At han har tilpasset sig rammerne i 'fattige' Brentford betyder ikke, at Tottenham bliver det nye FC Midtjylland med et hav af lange indkast og dødbolde som det største indsatsområde offensivt.

Det vil blive underholdende og måske også med en masse point på kontoen, og det er Tottenham moden til.

5: Spurs hyrer en træner, ikke fem spillere og syv nye trænere
Når en klub hyrer stjernenavne som José Mourinho og Antonio Conte, der er i stald hos nogle af verdens største agenter, er det ikke bare en træner, man ansætter.

Det er også en stribe assistenttrænere og specialister, der rejser rundt fra klub til klub med træneren, og især når vi taler portugisiske José Mourinho (og hans kortlivede afløser Nuno Espírito Santo) følger der også et stort forventningspres med om at hyre bestemte spillere, er er i stald hos superagenten Jorge Mendes og hans firma Gestifute.

Tottenhams bestyrelsesformand Daniel Levy (til højre) har været på hårdt arbejde de seneste år.

Thomas Frank har selvfølgelig også en agent og et bagland, men det er altså ikke en alenlang 'writer' af trænere, der skal hyres, eller spillere til trecifrede millionbeløb, man skal forpligte sig til for at få Thomas Frank som cheftræner.

Det er ikke helt uvæsentligt, hvis Tottenham gerne vil forhandle frit til alle sider, når de kommende års trupper skal sammensættes, i stedet for at der er et implicit pres for at tilfredsstille særinteresser.

Nu har Tottenham og Daniel Levy tre gange forsøgt den anden model uden succes, så dette punkt taler til fordel til en type som Thomas Frank og andre kandidater, der ikke har vundet et væld af titler eller kommer fra de største klubber i verden.