FIFA og Qatar vinder når vi fokuserer på spillet

DETTE ER EN LEDER FRA TIPSBLADETS TRYKTE UDGAVE FREDAG 18. NOVEMBER 2022

Der venter landstræner Kasper Hjulmand flere besværlige valg i de to kommende uger.

Angriberne i truppen har været svært uheldige med skader, målmand Kasper Schmeichel har ledt efter topformen gennem 2022, efter han sidste sommer lignede en kandidat til en af verdens største klubber, og man skal evne at favne både at dominere kampene mod Tunesien og Australien, og at få noget meningsfyldt med fra mødet med verdensmestrene fra Frankrig igen.

På de store linjer skal landstræneren og hans trup finde en måde at arbejde ved et VM, de færreste bryder sig om, at Qatar er vært for, og som jeg godt tør love de fleste spillere hjertens gerne ville have spillet et andet sted, og om sommeren.

Men det er hverken spørgsmålene om truppens tilstand eller opfølgningen på jubel-slutrunden med de tre hjemmekampe ved EM sidste sommer, denne leder eller dette blad hovedsagligt handler om.

Mange vil mene, og det må man naturligvis gerne, at det nu for en stund må være det vigtigste at fokusere på spillet og en VM-slutrunde, der for mange står som symbolet på alt det bedste ved fodbold og barndommens forelskelse i spillet.

Jeg har det i hvert fald sådan, at VM har en særlig plads i mine første minder om fodbold, og jeg ved, at millioner andre end mig også har indprentet sig Van Basten, Maradona, Lacatus, Roger Milla og hvem der ellers funklede ved VM, dengang man faldt pladask for spillet.

Det er lige præcis den følelse og vores dybe loyalitet til fodbold, FIFA og Qatar har kidnappet og nu satser på at suge al næring af i et af de vildeste propagandashows, vi har set i sportshistorien.

FIFA snylter på og forsømmer fodboldspillet for at rive så mange milliarder i egen kasse som muligt, så præsident Gianni Infantino kan lege julemand og dele lovliggjort millionbestikkelse i form af udviklings-stipendier ud til sit genvalg i marts, og for at tiltrække nye diktaturer som værtslande i fremtiden.

Og Qatar holder propagandafest, så kongefamilien og især emirens nærmeste familie kan bevare magten og kontrollen over verdens tredjestørste gasfelter og holde fast i grebet om et diktatur, hvor især de lavtlønnede migrantarbejdere lever og arbejder under forhold, der bringer mindelser om Apartheid-regimet i Sydafrika, og hvor manglende ytringsfrihed og respekt for menneskerettighederne er hverdag.

Vi og andre medier har brugt over ti år på at afdække korruptionen bag Qatars succesrige bud på VM og landets fastholdelse af slutrunden, som landet og FIFA lykkedes med, på trods af at de fleste kunne se, den var helt gal.

Vi ved ikke, hvor mange arbejdere fra Asien, Mellemøsten og Afrika, der har mistet livet eller er blevet lemlæstet, og Qatar og FIFA har haft den frækhed at bruge usikkerheden om tallet til at angribe vestlige medier og NGO’er og hyle op om fake news.

Det er afstumpet, når virkeligheden er, at usikkerheden skyldes Qatars lemfældige måde at registrere, undersøge og forplumre sandheden om dødsfaldene.

I årevis er dødsfald blandt migrantarbejdere blevet registreret med versioner af ‘hjertet stoppede med at slå’, hvilket jo er den måde, vi alle kommer herfra, om det så er kræft eller et trafikuheld.

Hvem vinder på det? Qatars styre, der slipper for at tage ansvar for problemet, og arbejdsgiverne, der i alt for mange tilfælde slipper for at betale en anstændig erstatning.

Qatar er også på nærmest mirakuløs vis sluppet for at blive naglet fast til en af utallige potentielle korruptionssager.

Det lykkedes på magisk vis at overbevise alle myndigheder og alle i fodboldverdenen om, at fodboldpolitikeren Mohammed Bin Hammam udelukkende betalte massiv bestikkelse i årevis til den halve fodboldverden for at slå Sepp Blatter i præsidentvalget i midten af 2011.

Man bliver nærmest stemplet som sindssyg, hvis man blot tænker tanken, at en enkelt FIFA-politiker eller to både så den massive bestikkelse i brune konvolutter og skattely-bankkonti som et incitament til Mohammed Bin Hammams præsidentvalgkamp mod Blatter og betaling for det VM 2022, han så indædt kæmpede for havnede hos Qatar og hans velynder emiren.

Alt det her kommer vi ikke til at gøre om i de kommende fire uger. VM bliver spillet i Qatar, måske får værtsnationen et rap over nallerne om et par år til en af de mere lavtrangerende folk, måske bliver migrantarbejdernes forhold en smule bedre i fremtiden, hvis de ændringer, der trods alt er sket på papiret, ikke bare bliver sløjfet i månederne efter slutrunden.

Så hvorfor ikke bare få det bedste ud af det nu og fokusere på fodboldspillet, som FIFA’s præsident opfordrede til i forrige uge?

Så er vi desværre tilbage til, hvem der nyder gavn af hvad her.

Qatar og ikke mindst FIFA har stor gavn af, hvis fokus fra nu af er på fodboldspillet og ikke problemerne.

Qatar skal have en så stor PR-sejr som muligt for milliarderne, og FIFA skal ud over et gigantisk plus på regnskabet (nemt, når Qatar betaler alle udgifter) også overbevise andre om, at VM er værd at afholde.

VM er vanvittigt dyrt at arrangere, og der er relativt få demokratiske lande, der vil betale de mange milliarder og samtidig friholde FIFA for skatter og reelt forære forbundet et massivt milliardbeløb.

Der er en grund til, FIFA-præsident Infantino har flirtet voldsomt med ambitiøse Saudi-Arabien, og at kinesiske selskaber i høj grad har erstattet amerikanske som FIFA’s vigtigste sponsorer.

De kommende fire uger er en livsvigtig eksamen for FIFA, der skal vise diktatorer og oligarker, at VM er investeringen værd i form af renskurret PR, og intet er sødere end den uforfalskede glæde ved god fodbold og en verdensomspændende fest, ligesom dengang vi forelskede os i spillet.

Det er den vogn, vi, landsholdet og alle andre er spændt for i Qatar.

Så derfor bliver vi ved med at skrive om problemerne og forholde os til propagandaen, så den ikke står uimodsagt, også under VM.

Jeg ved godt, at det er en skuffelse for nogen, der gerne vil have en uspoleret fest og lutter fokus på spillet inden for kridtstregerne, og fuld respekt herfra for, at man træffer egne valg.

Men det er ikke journalistikkens rolle at underholde og hygge om en turnering født af et diktatur i en trykkoger af korruption, som unødvendigt har kostet tusinder af mennesker livet og lidelse for endnu flere.

Problemerne går ikke væk af at ignorere dem, når Saudi-Arabien kæmper for at blive VM-vært om otte år (nok igen en vinter-turnering), og Kina gerne vil spille med i 2034 eller 2038, og derfor dedikerer vi selvfølgelig fortsat mange kræfter til Qatars problematiske VM og de endnu værre scenarier, fodbold risikerer at sejle ind i for fuld damp i årene efter.

I øvrigt: Grundet en strejke på Ekstra Bladet er Tipsbladet kun på 24 sider i stedet for de normale 32.