Hvad er der egentlig gået galt med det landshold?

Nordirland, San Marino og to gange Finland.

Det så ellers så godt ud for landsholdet, der to gange slog Frankrig i Nations League og sagtens kunne have fået mere ud af opgørene med den anden VM-finalist fra 2018, Kroatien.

Men et eller andet sted mellem den 2-0-sejr over Frankrig i september for små 13 måneder siden og åbningskampen ved VM i Qatar i slut-november mistede landsholdet den fremdrift, der ellers havde kendetegnet holdet det meste af Kasper Hjulmands tid som A-landstræner.

Det er selvfølgelig nærliggende at pege på DBU’s rædselsfulde håndtering af det i øvrigt forudsigelige pres på forbundet og holdet til slutrunden, hvor forbundet åbenbart troede, VM-slutrunden ville være version 2.0 af sommerfesten fra 2021, og lod spillere og landstræner sejle alene, mens formand Jesper Møller var fraværende.

Men det kan vel ikke blive ved med at være forklaringen, med mindre noget alvorligt bristede internt i Qatar.

Man kan selvfølgelig kun slå de modstandere, man nu en gang er trukket mod, så det skal selvfølgelig ikke ligge landsholdet til last, at man har slået ovenstående modstandere og lørdag aften nok får revanche i et fyldt Parken for et elendigt men også ret uheldigt nederlag til Kasakhstan fra foråret.

Men det rokker ikke ved, at fremdriften skal findes igen.

Det var et slid for landsholdet at slå Finland senest, hvor spillet i lange perioder bestemt ikke klikkede, Nordirland blev kun overvundet i Parken hængende med det yderste i neglene og en årtier lang VAR-annullering af en nordirsk udligning, og San Marino-kampen tæller ganske enkelt ikke som andet end en let omgang restitution.

Både landsholdets selvbillede og fansenes forståelse er til, at næste sommer ikke bare skal være en deltagelse men endnu en tur i knockoutkampene ved et VM, hvor der er alle tænkelige muligheder for en fodboldfest få timers kørsel på den anden side af vores grænser til Tyskland.

Er det et generationsskifte, der er brug for, eller er det for tidligt endnu?

Pilen peger mod, at det bliver efter EM 2024, og det er heller ikke bare noget, man lige gør fra den ene dag til den anden med en tur på bænken til toppen af hierarkiet, men det er jo åbenlyst, at nye folk trænger sig på såvel i forsvaret som på midtbanen. Og her bliver klubformen og spilletiden i de næste syv måneder afgørende.

Måske er det mest af alt en konsekvens af, at modstanderne i løbet af 2022 fik afkodet, at det er formålstjenesteligt at stille sig ned i og omkring straffesparksfelt.

På den måde tvinger man danskerne til fodbolds sværeste disciplin, som er at åbne kompakte forsvar med et væld af afleveringer per angreb, der skal eksekveres fuldstændig perfekt for at føre til en scoring.

Der kan det ironisk nok blive en fordel, når landsholdet formentlig om en måneds tid har spillet sig til EM og kan koncentrere sig om modstandere, der ikke bare pakker sig.

Men opskriften skal man finde, og det er i det større billede langt vigtigere at bryde ud af den træghed, der har præget holdet siden begyndelsen på VM, end om sejren over Kasakhstan bliver på ét, to eller tre mål.