Selvsikre England er de fedeste at slå

Der er ingen tvivl om, at England er favorit til at vinde EM-semifinalen onsdag aften og nok også EM-finalen på søndag.

Men tænk for en skalp, det danske landshold kan tage ved at slå England, den genlyd, det kan give jorden rundt, og den fest, det vil kaste af sig i et allerede rødt og hvidt Danmark.

Måske kan man ikke chokere som de mægtige magayere i 1953, der klaskede England 6-3 med en skudstatistik på 35-5, men jeg kan simpelthen ikke forestille en modstander, det ville være større at slå på udebane.

Selvom de røg ud i ottendedelsfinalen, er Frankrig for mig stadig det stærkeste hold, der var til EM.

Brasilien, Italien og Tyskland har vundet flere VM-slutrunder – ja det samme har Uruguay også stadigvæk – end England.

Men England på Wembley? Det bliver jo ikke større.

Det var her, moderne dansk landsholdshistorie begyndte med 1-0-sejren i 1983, der sendte Danmark til EM 1984.

Der er også det bitre exit i ottendedelsfinalen mod England ved VM 2002, hvor landsholdet så virkelig stærkt ud men floppede fuldstændig i et 0-3-nederlag til Sven Göran Erikssons England på Big Swan Stadium i japanske Niigata.

Gareth Southgate og Kasper Hjulmand i kampen mellem England og Danmark på Wembley sidste efterår.

Men det her stikker dybere end de store kampe, Danmark har haft mod England.

Der er al kærligheden til engelsk fodbold, som for de ældre årgange blev født via Tipslørdag og gør, at mange fra min årgang og opefter holder med klubber som Newcastle, West Bromwich Albion og Queens Park Rangers.

Og for de yngre er båndet til England blevet stærkt gennem de fantastiske hold og entertainere, Manchester United, Arsenal, Chelsea, Manchester City og Liverpool har sendt på banen i tre årtier med Premier League.

Et bånd og en interesse, der gør England til det landshold, mange i vores land holder med, når Danmark ikke lige er i spil.

Og så er der det evige selvsving og det, mange opfatter som en vild selvovervurdering, hver gang England klare sig bare lidt godt eller skal til en slutrunde.

Den her gang er det faktisk ikke så slemt som tidligere, heller ikke i de britiske tabloidmedier.

Tomorrow’s front page: ‘PM: IT’S NOW OR NEVER’ https://t.co/3LR4QCWhmS pic.twitter.com/atn1cVpczI

— The Sun (@TheSun) July 5, 2021

Ja ok, The Sun giver den gas efter Boris Johnsons løfte om at hæve restriktionerne i Storbritannien 19. juli.

Here is tomorrow’s front page!https://t.co/RPlmXGWiEf pic.twitter.com/UCkHmy5LsT

— Sun Sport (@SunSport) July 6, 2021

Og her, i dag på kampdagen.

Bevares, Daily Mail har Martin Keown, Chris Sutton og Peter Crouch til at hylde Englands landshold og det unikke, Gareth Southgate og det engelske fodboldforbund har skabt denne gang.

Der mumles i krogene om, at vejen har været fordelagtig med hjemmekampe mod jævne modstandere, inklusiv et elendigt tysk hold, og et ukrainsk flop i Rom i weekenden, og at det danske hold er langt mere velspillende og sammenhængende end dem, man har mødt hidtil.

Men den er der stadig.

Den der – ”men kan han gøre det på en kold, regnvåd aften i Stoke”-attitude, hvor Jadon Sanchos store præstationer ikke tillægges ret megen værdi, fordi det jo ikke er foregået i Premier League.

Hvor der lægges vægt på de danske spillere, man kender fra Premier League.

Hvor fokus allerede glider mod søndag og enten Spanien eller Italien, selvom de mere forsigtige minder om, hvor rædselsfuldt England har spillet i semifinaler de seneste gange, man har nået det stadie i EM- og VM-slutrunder.

MARTIN SAMUEL: There’s no stopping Gareth Southgate’s revolution https://t.co/uqu1qn6Y3j

— MailOnline Sport (@MailSport) July 7, 2021

Det er ikke så udtalt som tidligere i fodbold-sammenhæng, hvor Gareth Southgate og nogle dygtige ledere i FA faktisk har skabt en rationel tilgang til det at samle og udvikle et landshold, hvilket smitter af på deres omverden.

Men alle de danske forbindelser til England gør det i min bog til den allerfedeste kamp, man overhovedet kan vinde, når det nu ikke lige kan være en finale.

Skidt med, at Tyskland, Brasilien og Frankrig over tid er stærkere.

Emotionelt og fodboldkulturelt er der bare ikke noget større end at vinde en ekstremt vigtig kamp over England på Wembley – og de seneste dage og ugers fejde om manglende adgang for tilskuere fra Danmark, Italien og Spanien vil kun gøre det endnu større at vinde i fodboldens hjemlands egen dagligstue.

En dagligstue, hvor energien slog gnister under tirsdag aftens semifinale mellem Italien og Spanien, hvor man selv oppe på langsiden nærmest kunne varmen ovre fra de spanske fans, undertegnede sad en 30-40 meter fra. 

Tænk så, hvordan det bliver med et toptændt engelsk publikum og nogle tusinde danskere, der gør deres bedste for at få ørenlyd.

Uanset, om det så bliver en 1-0-sejr til Danmark på straffespark efter forlænget spilletid og en dødkedelig kamp, der giver adgang til finalen mod de sprudlende italienere, vil det være det største resultat for landsholdet siden sejren i Göteborg over Tyskland ved EM 1992.

Alt det her tænker spillere og trænere næppe på, men for resten af Danmark er der ingen grund til at nedtone storheden i en semifinale på Wembley.

Og der er ingen grund til at bøje nakken – selv om England er ret klar favorit med hjemmebanefordelen, er kvalitetsforskellen ikke større, end at landsholdet skal gå 110 procent efter det og være skuffet over nederlaget og stolt over præstationen ved EM, hvis man skal hjem onsdag nat.