Potentiel bombe under Superligaen

Hvad ville Brøndby-fans sige til, at Mathias Kvistgaarden gik ind på direktørens kontor i morgen og sagde sit job op per 1. januar?

Hvis Darío Osorio sagde ‘adios’ til publikum i Herning søndag og meddelte, at han fortsætter i en Premier League-klub 1. marts mod en kompensation svarende til lønnen, han har tilbage i kontraktperioden?

Eller Mohamed Elyounoussi rykkede kvit og frit tilbage til Premier League med et år tilbage af FCK-kontrakten?

Noget i den retning kan blive virkelighed om få år og dermed vende Superligaen og transfermarkedet totalt på hovedet.

En franskmand på en mission
Nogle af jer husker måske Lassana Diarra.

Mange kan helt sikkert ikke.

Det er ham, der kan forandre fodbold for evigt og i processen også smadre Superligaens helt store pengemaskine, transfermarkedet.

Han spillede 34 landskampe for Frankrig men slog aldrig helt igennem i Chelsea, Arsenal eller Real Madrid, før karrieren sluttede med korte ophold i topklubberne Marseille og PSG i hjemlandet for fem år siden.

Men det kan vise sig, at Diarra her i 2024 får større betydning for fodbold, end nogen har haft siden Jean-Marc Bosman, eller for den sags skyld Lionel Messi og Cristiano Ronaldo.

Superligaens køb og salg om sommeren siden 2014

Sportsjura er ikke specielt spændende ud over for en snæver kreds af insidere, men de insidere spærrede øjnene op, da Europa-Kommissionen for nylig dømte delvist for Diarra i en sag, han anlagde i en ti år gammel strid med Lokomotiv Moskva.

Diarra og klubben blev alvorligt uvenner i sommeren 2014, hvordan Diarra på sin side følte sig chikaneret og forsøgt presset ud efter et trænerskifte, mens Lokomotiv mente, Diarra misligholdte sin kontrakt ved ikke at dukke op til træning.

Med FIFA’s opbakning krævede Lokomotiv en transfersum for Diarra eller kompensation for Diarras brud på kontrakten.

Omvendt mente Diarra og hans advokater, at midtbanespilleren kunne bryde helt med russerne egenhændigt og tage et job i en anden klub.

Diarras sag endte i Europa-kommissionen med FIFA som modpart, og i det her efterår faldt afgørelsen så ud til fordel for Diarra.

Her deler vandene sig for alvor.

FIFA og dets medlemsforbund samt klubber har indkaldt til samtaler og mener, det løser sig med nogle mindre justeringer af transferreglerne.

I spillerforeninger og hos nogle jurister og agenter ser man i stedet transfermarkedets og transfersummernes undergang, er jordskælv, der ændrer transfermarkedet og fodbold.

I dommen bliver der lagt vægt på, at FIFA og fodboldverdenen direkte bryder EU’s bestemmelser om arbejdskraftens fri bevægelighed.

At kræve en transfersum for en spiller kan i teorien være et groft brud på den ret.

Og hvis det bliver slutresultatet, braser transfermarkedet, som vi kender det i dag med tårnhøje transfersummer, sammen.

FIFA forsøger med støtte fra klubberne at nøjes med mindre ændringer, der skal gøre det lettere for spillere at bryde kontrakter, hvis der er en rimelig grund til det.

FIFPro har på sin side tidligere argumenteret for et helt nyt system, hvor en spiller efter et stykke på en kontrakt i en klub kan opsige den for eksempel kvit og frit med nogle måneders varsel, eller mod en kompensation, der er meget langt under transfersummerne i dag.

Enorme konsekvenser
Jeg aner ikke, hvad udfaldet bliver, og det tror jeg heller ikke, dem inderst i magtens kreds reelt gør.

Men jeg ved fra gode kilder, at flere store klubber i de største ligaer i Europa i sommer var tilbageholdende, fordi de frygtede en dom i Diarra-sagen som den, der faldt.

Læs om eksplosionen i Superligaens transferforbrug her

Og dermed, at køb til flere hundrede millioner kroner her i 2024 kunne være tabt, hvis den spiller om et par år får lov til bare at sige op som dig eller mig.

I dommen står der, at FIFA har ret til at have en form for begrænsning, så spillere ikke smutter uden videre midt i sæsonen, den såkaldte kontraktstabilitet.

Men om FIFA kan nøjes med at lave et udvalg, der hastebehandler reelle tilfælde (som Diarras), hvor en spiller bliver behandlet forkert, eller om det vil sige, man kan opsige en kontrakt til om ét eller to transfervinduer, det får vi at se.

Kæmpe effekt i Superligaen
Men selv hvis der bare kommer en mindre nedgang i priserne, får det store effekter i Superligaen.

Og kan spillere ligefrem sige op som i det indledende eksempel med Kvistgaarden eller Osorio, brænder lokummet og truer adskillige klubbers eksistens på kort og mellemlangt sigt.

Bare se på den nuværende Superliga: Mange klubber har bygget hele forretningen op om at sælge spillere dyrt, og hvis man fra den ene halvsæson til den anden nærmest ikke kan sælge spillere men i stedet må se dem skifte væk næsten gratis, vil der i løbet af et par år mangle flere hundrede millioner kroner i klubber som FC Midtjylland og FC Nordsjælland.

Billetindtægter, medieaftaler, selv sponsoraftaler blegner i sammenligning med det, topklubberne sælger spillere for.

Der skal findes mange ekstra millioner kroner og skæres vildt ned på talentarbejde og indkøb bare for at komme i nul uden transferindtægter. Så kommer entré- og sponsorindtægter pludselig til at fylde, efter vi i medierne med god grund har behandlet det som en eftertanke i de seneste 10 år, hvor transfermarkedet er eksploderet i størrelse.

Og så er det også spændende, hvem en ny model ville komme til gode. Man fristes til at sige de største klubber, der kan betale mest i løn, mens modargumentet er, at spillerne vil blive fordelt betydeligt mere jævnt, hvis der ikke er store klubber og agenter, der kontrollerer transfermarkedet og konsekvent får sluset de bedste talenter til sig selv.

Det er transfermarkedets fremtid, der er på spil, og januarmarkedet kan give en god indikation af, hvor markedet selv tror, det bevæger sig hen.