Kommentar: Ikke kun dårlige resultater kostede Ståle Solbakken jobbet

Bestyrelsen må føle sig meget sikker på, at der kommer en her-og-nu-effekt i form af mange sejre i de ni resterende ligakampe i 2020, når man fyrer Ståle Solbakken fire dage efter transferdeadline.

Der har været mislyde i FCK-maskinen gennem længere tid.

Resultaterne i Superligaen har været decideret ringe i 2020, og FC København er flere gange blevet domineret i nederlagene, hvor modstanderne i tidligere FCK-kriser oftere levede på kontra og måtte bløde og lide for at slippe afsted med et eller tre point i slutfasen af kampene.

Der har også været andre mislyde, tegn på træthed i en trup og klub, der de fire seneste sæsoner har spillet det, der svarer til en hel Superliga-sæson mere end FC Midtjylland alene i europæiske kampe, og endnu flere relativt til de 10 øvrige Superliga-konkurrenter.

Alt for mange skader var heller ikke et godt tegn, timingen i teknisk direktør Johan Langes skifte til Aston Villa i august var også decideret træls, som vi siger i Jylland.

For mange indkøb, som også var Ståle Solbakkens ansvarsområde som manager, ramt skævt eller præsterede maksimalt jævnt med tanke på, hvor store kravene er til at få succes i FC København, hvor både de europæiske gruppespil og Superligaen tæller.

Og evigt og altid var FC Midtjylland der, klar til at snuppe mesterskabet, som klubben har gjort to gange i de tre seneste sæsoner, og med et anderledes skær af fremdrift og positivitet, som måske ikke altid var så meget større end i FC København, men som midtjyderne er lykkedes bedre med at sælge.

Men stadigvæk er det overraskende, at det er nu, Ståle Solbakken bliver udskiftet med en midlertidig løsning, hvor Hjalte Bo Nørregaard er cheftræner og William Kvist sportslig leder, og ikke om ni ligakampe, hvor vinterpausen venter.

Proces tæller selvfølgelig mere end resultater
På et pressemøde klokken 10 lørdag formiddag betonede bestyrelsesformand Bo Rygaard, at Solbakken-fyringen hang direkte sammen med resultaterne, som Rygaard kaldte dårlige og langt under forventningen i FC København, hvilket indlysende er helt rigtigt og også noget, Ståle Solbakken selv har sagt gentagende gange.

Meget nærmere kom vi ikke en forklaring.

Det er i sig selv ikke så overraskende, at Rygaard ikke har lyst til at udlevere alle årsagerne til, at man i ledelsen og bestyrelsen ikke mente, Solbakken var manden til at ændre på førnævnte resultater, når der er tale om den vigtigste og mest succesrige cheftræner i klubbens historie.

Rygaard og FC København ville ikke få så meget ud af 100 procent åbenhed og at udlevere hver en detalje, som man nok er bedre tjent med kommer fra Solbakken selv og fra medierne i de kommende dage, hvor vi naturligvis søger og skal søge svarene.

Men én ting er jeg nødt til at gå i rette med allerede nu: Selvfølgelig er det processen og Solbakkens arbejde, det her primært handler om, og ikke bare resultaterne.

FC København så egentlig ok ud i Solbakkens sidste kamp mod FC Nordsjælland, og med et Europa League-frit efterår og et helt vanvittigt kamppres på FC Midtjylland ville et ellers dødtræt FCK-mandskab have rimeligt gode muligheder for at hente nok point til at ligge i toppen, når sidste efterårsrunde er spillet færdig fire dage før juleaften.

Forudsat, at det bare var nogle resultater, der skulle rette sig efter et ubønhørligt hårdt 2020.

På pressemødet var William Kvist tættest på at levere nogle antydninger af, hvad der skal ske, og dermed også, hvad der ikke fungerede.

Kvist var blandt andet inde på, at man var ‘kørt fast’ i forhold til spilsystem og spillestil, som Hjalte Bo Nørregaard nok kommer med et par friske justeringer til efter at have fulgt holdet fra sidelinjen i FC Københavns ungdomsafdeling.

Når FC Københavns ledelse og bestyrelse vælger at skifte ud nu, kan det ikke betyde andet, end at man omgående forventer et boost i såvel energien og spillet, som flere gange har virket låst og træt, og dermed også at U/19-træner Hjalte Bo Nørregaard sammen med William Kvist er bedre i stand til at levere det end Ståle Solbakken i de kommende ni kampe.

Her-og-nu-effekt
Det er måske det, der er mest overraskende for mig.

Efter den dårlige start på den nye sæson var det nærliggende, at Solbakken og ledelsen i fællesskab kunne finde en løsning efter sidste kamp i 2020, hvis ikke der kom forbedring i resultaterne efter den aktuelle landskampspause.

For på de større linjer har man anet nogle mere fundamentale uenigheder om kursen i forhold til budgetter, træningsanlæg og hvad der i det hele taget skulle til i det nye årti.

Ståle Solbakken har, på mange punkter med rette, fået kritik for ikke at få nok ud af et rekordstort spillerbudget.

Men sammenlignet med snart sagt alle sammenlignelige udenlandske konkurrenter har Solbakken til gengæld fået uhørt meget ud af pengene med kun to glippede kvalifikationer til europæiske gruppespil.

Den slags leverer konkurrenterne i Europa nærmest udelukkende på budgetter, der er mindst to gange og i flere tilfælde nærmere tre gange større, end hvad de nærmeste konkurrenter i den hjemlige ligaer har haft at gøre godt med.

Jeg har på lederplads og i blogs på tipsbladet.dk nævnt dette flere gange: For mig at se skal FC København inden længe have det dobbelte budget af FC Midtjylland, hvis man vil vinde 8 ud af 10 mesterskaber, noget der bliver vanvittigt vigtigt for FC København fra næste sommer.

Her omlægges de europæiske klubturneringer, og det bliver noget nær kriminelt for FCK ikke at vinde mesterskabet, hvis Danmark dropper ud af Top 15 på UEFA’s access-liste og dermed fordømmer alle andre end mesterholdet til Conference League, der i mine øjne er en glorificeret Inter Toto Cup.

Dagens fyring af Ståle Solbakken betyder, at det i hvert fald ikke bliver ham, der skal styre FCK i retning af ‘mesterskabs-sikkerhed’ i Superligaen og yderligere udvikling af talentarbejdet og et nyt træningscenter, man i bagklogskabens klare lys vel burde have gjort noget ved allerede i årene efter, Solbakken vendte tilbage i 2013.

Nej, dagens fyring peger mere i retning af, at Solbakken i FCK-ledelsens optik ikke længere var den rette til at forløse det sportslige potentiale i den trup, nordmanden selv har været hovedansvarlig for at sammensætte. Man kan gisne om, at forholdet er slidt og energien i spilletruppen er væk, hvilket det i hvert fald har set ud til i for mange kampe i 2020.

De store strategiske spørgsmål
På pressemødet blev der spurgt til Solbakkens managerrolle og dobbelte ansvar som både cheftræner og for indkøbene, og man fornemmer, at den rolle igen bliver opsplittet i fremtiden.

Nordmanden har ikke siddet og gjort alt alene, men når modgangen melder sig, som den har især i 2020 men også i de foregående år, er det ikke nødvendigvis en fordel, at én og samme mand skal stå på mål for al kritikken og løse alle problemer.

Det bliver enormt interessant at se, hvilken kurs, FC København-ledelsen lægger med valget af en ny permanent cheftræner og en sportsdirektør, som også kommer til at reflektere den sportslige strategi, man anlægger.

Kommer man fortsat til at satse benhårdt på indkøbte profiler fra udlandet og Superligaen krydret med enkelte egenudviklede spillere, hvilket for mig at se kræver, at man på en eller anden måde får øget budgettet yderligere for at følge med den vilde konkurrence i Europa og presset fra FC Midtjylland?

Eller ligger der en antydning i den midlertidige forfremmelse af U/19-cheftræneren Hjalte Bo Nørregaard, at man også i FC København vil øge andelen af egenudviklede spillere på førsteholdet og groft sagt skal klare sig med det nuværende budget-forspring på 30-50 procent til den nærmeste konkurrent i Superligaen?

Ud over Mathias “Zanka” Jørgensen og Peter Ankersen er også Ragnar Sigurdsson, Pierre Bengtsson og Bryan Oviedo hjemvendte FCK’ere fra tidligere ophold i klubben, og uanset valget af ny cheftræner og en eventuel sportsdirektør skal det på det kort sigt blive dybt interessant at se, hvordan Hjalte Bo Nørregaard og William Kvist ryster posen til de ni efterårskampe i Superligaen, og hvordan køb og salg skal håndteres.

Som Politikens Søren Lissner så fint skrev det for en uge siden, ville en Solbakken-fyring svare til at trække nederst kort i korthuset ud.

Det har FC Københavns ledelse valgt at gøre nu, og selvom Hjalte Bo Nørregaard og William Kvist sagtens kan holde korthuset stående indtil jul, er det de helt store spørgsmål, der nu melder sig for FC København.

Som Brøndby IF i Superligaen og superklubber som Liverpool og Manchester United i Premier League er levende eksempler på, er det både drønsvært og vanvittigt vigtigt at ramme plet, når afgørende klubpersonligheder siger farvel.

FC København har en økonomisk fordel, disse tre klubber ikke havde på daværende tidspunkter, men for FC København svarer det her til at sige farvel til en Alex Ferguson.

I en tid hvor moderselskabet Parken Sport&Entertainment er hårdt presset økonomisk skal FC København ramme plet med de permanente ansættelser, som velsagtens kunne præsenteres omkring eller i ugerne op til den sidste efterårskamp 20. december. For der SKAL rammes plet og ikke ansættes en David Moyes, Roy Evans eller René Meulensteen.

Fortsættelse følger, og der venter FC København en af de vigtigste beslutninger, siden Roy Hodgson og Niels-Christian Holmstrøm sammen satte tonen for det ny FC København for 20 år siden.