Leder: Brøndby er et oplagt mål for en udenlandsk investor – bare ikke nu

Da Manchester City i 2008 blev købt af Abu Dhabi, kom det som et lyn fra en klar himmel. City havde ganske vist været til lidt til salg, og der var blevet mumlet lidt om en medinvestor fra emiratet til Thailands ekspremierminister Thaksin Shinawatra, der havde købt klubben året forinden.

Der var også stille, før Qatar købte Paris Saint-Germain, og sådan foretrækker klubber og nye pengemænd det – det er bare nemmere at lave en aftale, hvis man ikke skal forholde sig til en hob af medier, journalister og redaktører som undertegnede.

Derfor forstår jeg også til fulde, at Brøndby IF og klubejer Jan Bech Andersen meget gerne havde undværet historierne i starten af året om et Red Bull-samarbejde og russisk interesse og senest Økonomisk Ugebrevs interessante artikel om at Aldo Petersen muligvis også var interesseret i at komme ind omkring Brøndby IF igen, en historie Aldo Petersen og Jan Bech Andersen omgående skød ned.

Det er der flere årsager til.

Dels har det jo været hele formålet med Jan Bech Andersens ejerskab, at klubben skulle vinde noget og tilbage som en ledende kraft i dansk klubfodbold. Her tæller en enkelt pokaltitel og en trecifret millionregning altså ikke.

Der skal et gruppespil i Europa League til, måske endda Champions League, meget gerne et mesterskab og noget, der ligner jævnbyrdighed med FC København og FC Midtjylland både sportsligt og i ungdomsarbejdet i mere end bare en-to sæsoner.

En afledt effekt af sportslig succes vil også være, at klubbens værdi stiger markant. Timingen er heller ikke fantastisk nu, i hvert fald ikke til et salg af hele klubben. Ligesom det gælder for Parken Sport & Entertainment, er Brøndbys værdiansættelse i form den aktuelle aktiekurs givetvis alt for lav til, at hovedaktionær Jan Bech Andersen og de øvrige større aktionærer vil forhandle noget som helst ud fra den pris-idé, kursen sætter i hovedet på mulige opkøbere.

Der er ingen grund til at skille sig af med klubben med et tab for Jan Bech Andersen, så med mindre nogen kommer forbi med et virkelig stort tilbud, der ikke skæver til prisen på aktien, kommer det næppe til at ske foreløbigt.

Til gengæld giver det fin mening, at aktionæren Ole Abildgaard, der også spillede en rolle omkring Brøndbys økonomiske redning i 2013, for et halvt års tid siden kontaktede den russiske Zingarevich-familie og Red Bulls ejer Dietrich Mateschitz for at afkode, om de kunne være interesserede i en mindre aktiepost i Brøndby for at få tilført endnu mere af den kapital, klubben har brændt mere end 500 millioner kroner af gennem det seneste årti.

Der er ingen grund til at skændes om, hvem der vidste og ikke vidste noget dengang – det er helt naturligt, at man på den ene eller anden måde tjekkede et marked, hvor der kredser mange mulige klubopkøbere, både for et halvt år siden og nu efter den første bølge i coronakrisen.

Brøndby sagde det selv efter en nylig aktieudvidelse, hvor Jan Bech Andersen vekslede lån til aktier i klubben og lagde ekstra penge: At det kan blive nødvendigt at hente ekstra penge inden for 12 måneder.

Denne gang er lønbudgettet i klubben reelt på vej ned, efter man i det seneste årti gentagne gange har forsøgt at bilde omverdenen ind, at NU sparede man voldsomt, hvorefter lønningerne og transfer-betalingerne snart steg igen.

Men vi har altså gentagne gange hørt historien om, at Brøndby står lige foran det store comeback som storsælger på transfermarkedet, alt imens FC København, FC Midtjylland og FC Nordsjælland har overhalet Brøndby med flere omgange.

Det tager tid, et godt netværk (som sportsdirektør Carsten V. Jensen har), fremragende spillere og et godt brand at sælge spillere for 50-100 millioner kroner, som de tre FC-klubber kan, og på de to sidste punkter er Brøndby bare adskillige år efter konkurrenterne, uanset hvor god, fansene selv mener, at den nuværende trup er.

Summa summarum: Der skal sandsynligvis nye penge til igen, og når Jan Bech Andersen ved at sætte tidsfrister på sin økonomiske garanti for Brøndbys drift tydeligt signalerer, at han ikke bare har flere hundrede millioner kroner yderligere stående på bankkontoen øremærket til Brøndbys drift, er historier om mulige investorers indtog i Brøndby IF altså ikke så makabre og vanvittige, som de i nogle tilfælde gøres til.

Der er også den anden faktor, navnlig de mulige udenlandske investorer. Når udlændinge køber sig ind i Helsingør, Næstved, Vejle, HB Køge, Fremad Amager og i Superligaen FC Midtjylland og FC Nordsjælland (og RIGTIGT mange Superliga-klubber har lige nu sat sig selv til salg), giver det vel sig selv, at en mærkbart større klub med større opbakning, tilskuertal og en stor europæisk fortid som Brøndby IF også har været i overvejelserne.

Vil man udfordre FC København og FC Midtjylland og komme i Europa, er Brøndby IF og AGF de to oplagte valg for udenlandske investorer. Da Bordeaux i 2018 blev købt for 75 millioner euro af den amerikanske forretningsmand Joseph DaGrosa, handlede det udelukkende om, at hans analytikere havde udset Bordeaux som den bedste og billigste vej til en rimelig sikker plads i Champions League.

Man skulle blot vippe Lyon, Lille og Marseille af pinden, hvilket var mere sandsynligt og ikke mindst langt billigere end at kaste sig ud i konkurrencen i Tyskland, England, Spanien og Italien.

Hvis Danmark ligger godt til i de næste par års europæiske rangeringer, og Europa League ikke bliver totalt lukket land i forhold til UEFA’s access list, kan der ligge et rationale i at købe en klub som Brøndby, hvis man ikke kan eller vil købe sig ind i en Europa-deltager i en af kontinentets Top 10-ligaer.

Nogen Red Bull-aftale bliver det næppe til, slet ikke hvis man spørger Brøndbys fans, men omstændighederne både for Brøndby i Danmark og i europæisk fodbold taler for, at vi ikke har hørt det sidste til mulig udenlandsk interesse i Danmarks mest fulgte klub.