Lederen er fra Tipsbladet fredag - du køber Tipsbladet sammen med Ekstra Bladet og kan få det leveret til døren. Læs meget mere her.
Kan dansk fodbold leve med mindst 6.750 mennesker, der er døde blandt andet for at bygge stadioner, hoteller, veje og lufthavne, så Qatar kan afholde et flot VM?
Kan dansk fodbold leve med, at der ifølge anklagemyndigheden i New York blev betalt millioner i bestikkelse for, at Qatar skulle have tildelt VM-værtskabet?
Kan dansk fodbold leve med, at uafhængige eksperter kalder Qatars reformer for migrantarbejderne ren PR, som ikke bliver indført i virkelighedens verden?
Svaret er et klart ”ja” her en måned før, at Danmark spiller de første tre kvalifikationskampe om at komme med til slutrunden i Qatar.
Presset så ellers ud til at blive øget i denne uge, hvor generalsekretær Trine Christensen fra Amnesty i et interview med Radio4 gav udtryk for, at Guardians historie om mindst 6.750 døde migrantarbejdere er noget, der trækker i retning af en anbefaling af en boykot.
Christensen og Amnesty har ladet forstå, at tålmodigheden med Qatar ikke er uendelig, og historien var enormt dårligt timet for DBU og de få andre fodboldforbund, der rent faktisk får kritiske spørgsmål fra deres fans og presse.
Men jeg tror stadig ikke, at DBU kommer til at melde fra til slutrunden i Qatar, selvom et afbud på alle måder kan forsvares etisk og moralsk.
I fodboldverdenen vil man gerne tale om fællesskab, socialt ansvar og menneskerettigheder. I virkeligheden har fodbold på internationalt plan mere til fælles med et cykelfelt i de glade EPO-dage i halvfemserne eller et kartel.
Du dør, i overført betydning, hvis du sladrer, eller i dette tilfælde gør et reelt forsøg på at slippe fra at stille op til VM-slutrunden i Qatar.
Det handler ikke specifikt om Qatar men derimod om, hvordan sportspolitik fungerer.
Ligesom sine forgængere er FIFA-præsident Gianni Infantino afhængig af de 211 medlemslande, der i sidste ende vælger, om han skal være præsident, eller om en anden med endnu større valgløfter skal være boss. Infantino holder sig kun på posten ved at dele så mange penge ud i støtteordninger, som FIFA's finanser kan bære.
Der er en hårfin balance mellem, hvem der fører og bliver ført, for Infantino har i den grad megen magt og sørger for at have så mange loyale folk som muligt placeret ude i de enkelte medlemslande.
Men alle deltagere i det her spil er enige om, at man spiller spillet og kratter alle de penge i kassen, man overhovedet kan få fingre i, heriblandt de mange milliarder fra Qatar.
Qatar Airways indgik dagen før Guardians rædselshistorie om de døde migranter en ny aftale med UEFA, denne gang et stort sponsorat af EM-slutrunden. Qatar er i forvejen inviteret til at spille med som blind makker i VM-kvalifikationspulje A i Europa med blandt andre Portugal og Irland, og det er mere end fem år siden, en god kilde fortalte mig, at nye Qatar-sponsorater ville begynde at dukke op i de sidste år før VM-slutrunden i 2022.
Hvis DBU meldte fra til VM i Qatar, ville Danmark end ikke få et U/16-EM i futsal på den her side af år 2050, og med tætte bånd mellem FIFA og IOC kunne man nok også skyde en hvid pil efter mesterskaber og stævner i mange andre sportsgrene.
For det er sådan, sportspolitik fungerer. Det accepteres, at Danmark og nabolandene taler om good governance, åbenhed og menneskerettigheder, for det er man nødt til i år 2021.
Men melde fra til VM 2022, når det efterhånden kun er autokratiske lande og diktaturer, der vil lægge statsbudgetter til de store slutrunder og til OL? Aldrig i livet.
Hvis jeg bestemte, var det ikke et selskab, jeg ville være del af.
Jeg er klar over, at det også er mange menneskers job i Danmark og sportsudøvere, der dermed ville stå ringere i konkurrencerne internationalt (for så hævngerrig og beskidt er kulturen mange steder i international sport, desværre), vi her taler om.
Men i det store regnskab er VM i Qatar, vinter-OL i Beijing og det at være med i sports-familien på de nuværende præmisser og dermed at kunne få mesterskaber og slutrunder til Danmark ikke det værd.
Ved at stille op lever vi med, at man kan spille fodbold på VM-arenaer i Qatar, køre på veje og bo på hoteller, adskillige tusinde fattige mænd fra Asien er døde for at bygge.
Bør det officielle Danmark og danske virksomheder også tage det her op og ikke skubbe DBU og fodboldspillet foran sig? 100 procent sikkert.
Er vinter-OL i Beijing ikke også et problem med forfølgelsen af det muslimske uighur-mindretal, der ifølge alle lige fra Amnesty til FN bliver interneret i genopdragelseslejre og masseovervåget? Jo.
Bliver migrantarbejderne i Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater ikke behandlet endnu ringere end deres kolleger i Qatar, hvor der trods alt er en grad af reformvilje nogle steder i samfundet? Jo.
Men at der er problemer i alle mulige andre sportsgrene, i erhvervslivet og i alle mulige andre autokratiske lande ændrer ikke på, at VM i fodbold i Qatar er så stort at problem, at jeg ville melde fra.
Jeg ville ikke gøre det alene: Jeg ville med af al magt forsøge at få mine nabolande, regeringer og så mange topspillere som muligt med på idéen.
Blæse være med, at der så ikke ville komme et internationalt mesterskab på dansk jord i 50 år, og at Qatar, Kina, Saudi-Arabien og hvem der ellers vil bruge sport til at hævde sig selv og fastholde deres autokratiske styre, ville blive pissesure på os.
Den leder er redigeret for at reflektere, at der i Guardians opgørelse også er tale om migrantarbejdere i andre erhverv end dem direkte forbundet til forberedelserne til VM-slutrunden i 2022.
