Leder: Hvem og hvad er Brøndby IF egentlig?

Bragt i Tipsbladet den 1. februar

Du er, hvem du spiller med.

I Aalborg sidder talentudviklingen og nærdødsoplevelsen i 2011, hvor man var få minutter fra at rykke ned og risikere konkurs efter et højt forbrug, dybt i klubben, og derfor er AaB sammen med FC Nordsjælland det hold, der i denne sæson har brugt egenudviklede spillere mest.

I Esbjerg, Randers, OB og FC Midtjylland ligger man mellem 23 og 41 procent spilletid til spillere, man selv har uddannet (som defineret af DBU og UEFA om, hvor spillere ifølge Home Grown-reglerne er uddannet), mens vi i den anden ende af spektret finder AC Horsens og Vendsyssel, der hidtil i sæsonen udelukkende har brugt spillere, andre klubber (igen, ifølge de officielle definitioner) har udviklet.

I Tipsbladet 25. januar og 1. februar har vi bragt det komplette overblik over de 14 Superliga-klubbers brug af spillere i de første 20 runder i grundspillet, og sammenligner med tal fra 2014/2015- og 2016/2017-sæsonerne.

Man kan roligt konkludere, at Superliga-klubberne som samlet liga ikke lever op til egne ord om at udvikle egne spillere, og at de i stedet bruger spillere fra udlandet i højere grad, end de gjorde tidligere. En af de klubber, der har rykket sig mest, er Brøndby IF.

Alexander Zorniger brugte i de 20 første kampe i sæsonen spillere uddannet i udlandet til 87,6 procent af holdets samlede spilletid, hvilket er klart mest i Superligaen, hvor det kun er FC København og AGF, der også kan snige sig over 50 procent spilletid til spillere uddannet i udlandet, hvilket i FCK’s tilfælde inkluderer Ajax-uddannede Nicolai Boilesen og Viktor Fischer (jeg forstår godt, det gør ondt at læse i eksempelvis AGF om at Jens Stage ikke er klubtrænet, men vi holder os til UEFA og DBU’s regler her og ikke Superliga-klubbernes egne definitioner).

Det leder mig videre til et spørgsmål, jeg også stillede, da Troels Bech i september meldte sig forestående stop i Brøndby IF ud. Hvad og hvem er Brøndby IF?

Den megen snak om 6,4 og klubbens Masterclass har under Alexander Zorniger hidtil været det; snak.

Spillere fra udlandet hentet til Danmark på forskerordning er noget, man kan vinde mesterskaber med – bare spørg i FC Midtjylland, FC København og husk tilbage på AaB’s mesterhold i 2007/2008.

Men at købe spillere fra udlandet, og forlænge med dem, som det lykkedes med Kamil Wilczek efter Johan Larsson og Teemu Pukkis exits på fri transfer, har selvsagt intet med talentudvikling at gøre, og når man bruger spillere uddannet i udlandet mere end 87 procent af tiden og har ét af ligaens tre største spillerbudgetter, er ens strategi altså at vinde nu, uanset hvad der står i pressemeddelelserne.

I modsætning til mange tilhængere og trænere mener jeg ikke, det er mere moralsk korrekt at vinde med spillere, man selv har uddannet, end dem man køber sig til. Det med, at det skulle være mere bæredygtigt, er ofte også tom snak – se AaB og også til dels FC Midtjylland, der ikke kunne forsvare mesterskaber i 2014 og 2015 vundet med mange egenudviklede spillere, men FC København med klubbens store budget hidtil har gjort det rigtige ved at købe sig til spillere i mesterskabsklasse.

Strategisk havde det været dybt godnat, hvis FCK havde gjort som AaB og FCN og givet egenudviklede spillere 50 procent af spilletiden, og Brøndby gør for mig at se intet galt i at bruge udenlandske spillere.

Men som fodboldklub skal man vide, hvad man selv gør og satser på, og hvad man vil opnå med det.

Med den trup, Brøndby IF har, og med Alexander Zornigers foreløbige bænkerolle til de spillere, der er kommet op på førsteholdet fra ungdomsafdelingen, er man gearet til at gå efter mesterskabet igen i 2019/2020-sæsonen.

Det er også den logiske slutning at drage, når Brøndby køber en snart 26-årig midtbanespiller i Simon Hedlund som den første nye spiller med Ebbe Sand som sportschef, og når man umiddelbart før hans 32-års fødselsdag betaler en topløn for at beholde Kamil Wilczek i to år til.

Men hvad skal der ske efter sommeren 2020, hvor Alexander Zornigers nuværende kontrakt udløber?

Så længe Brøndby-ejer Jan Bech Andersen understøtter driften med overførsler fra London, og man beholder et spillerbudget på nuværende niveau, kan man godt handle sig til et hold, der som i 2017/2018-sæsonen kan spille med om mesterskabet. Men det er jo ikke det, man siger, man vil i klubben.

Så skal man inden for en overskuelig fremtid både have styr på, om uddannelsen af spillerne i Masterclass er stærk nok, hvad man skal uddanne dem til at kunne kollektivt og individuelt, og ikke mindst hvordan man løser den svære overgang fra ungdomsafdelingen til toppen af Superligaen – og udlandet – hvilket klubben fokuserer på i 2019.

I løbet af en sæson eller to vil det give god mening, hvis man kan få flere egenudviklede spillere til at spille en større rolle end i dag, om ikke andet så man skal bruge færre penge på at købe nummer 12 til 20 i truppen udefra og i stedet koncentrere de midler i flere elitespillere som Hany Mukhtar.

Det er også 13 år siden, Brøndby for alvor fik mange penge for en spiller, da Daniel Agger skiftede til Liverpool for 63 millioner kroner, og det vil gøre Ebbe Sands salgsarbejde lettere, hvis der ligesom i FC Midtjylland kommer flere 18-22-årige danskere med mange Superliga-kampe at sælge af i stedet for udlændinge i slutningen af tyverne, en gruppe spillere som kun sjældent indbringer mere end 10-12 millioner kroner, når de kommer fra Superligaen.

Med andre ord har man p.t. en konkurrence-ulempe mod FC Midtjylland, FC København og faktisk også FC Nordsjælland, der i udlandet kan sælge spillere betydeligt dyrere, end Brøndby IF kan.

Under alle omstændigheder skal Brøndby IF gøre op med sig selv, hvem man er, og hvad man vil, og hvordan vil opnå målene. Jo bedre, man kender sig selv, desto bedre chancer har man for at få vristet mesterskabet fra de rige københavnere på Østerbro og kræmmerne i Herning.