Måske er Solskjær Liverpool og Citys bedste våben

Vi har været der før.

I Europa League-finalen i maj tabte Manchester United efter en lang straffesparkskonkurrence til Vilarreal, en udmærket men i sammenligning med Manchester United også ret begrænset modstander, der individuelt ikke er i nærheden af United-truppens niveau.

I Champions League tidligere på efteråret vandt United over Villarreal på et mål af Cristiano Ronaldo i sidste sekund, men det var på flere måder en endnu mere bekymrende præstation, hvor United som kollektiv var usammenhængende og burde have været nede med tre-fire mål.

Lørdag skete det igen.

Et usammenhængende Manchester United-hold tabte fortjent til Leicester, og nok en gang virkede holdet fortabt og nærmest ude af stand til at omstille sig taktisk til en modstander, hvor spillerne individuelt ikke er helt på samme niveau, men til gengæld optræder langt mere koordineret.

Og resten af efteråret? Det bliver brutalt.

20/10: Atalanta (hjemme)
24/10: Liverpool (hjemme)
30/10: Tottenham (ude)
2/11: Atalanta (ude)
6/11: Manchester City (hjemme)
20/11: Watford (ude)
23/11: Villarreal (ude)
28/11: Chelsea (ude)
30/11: Arsenal (hjemme)

Det hænger ikke sammen
Som jeg skrev tidligere på måneden, er det her til syvende og sidst ikke Ole Gunnar Solskjærs skyld.

Det er ikke nordmanden, der har skabt en usammenhængende trup med en masse dygtige individualister, senest i form af Cristiano Ronaldo-købet.

Eller en klub, hvor man tror, man har en sportslig strategi og et godt ungdomsarbejde, men i virkeligheden er mindst et niveau eller to under de store rivaler Manchester City, Liverpool og Chelsea.

Manchester United er legemliggørelsen af, hvorfor de færreste virkelig gode og sunde sportshold falder for fristelsen for at genskabe gamle kærlighedsforhold.

Hvorfor gøre en 36-årig portugiser til omdrejningspunktet i offensiven?

Og hvorfor holder man fast i en tidligere topangriber, der havde været en rigtig fin assistenttræner men ganske enkelt ikke matcher toptrænere som Brendan Rodgers, Josep Guardiola, Thomas Tuchel og Jürgen Klopp?

Sidstnævnte møder Manchester United og Solskjær til weekenden, men allerede onsdag venter en anden mestertaktiker, Atalantas Gian Piero Gasperini, der kommer med sit dødsforagtende Atalanta-mandskab og individualister, der er bedre end Villarreals og kommer til at sove som nyfødte spædbørn før kampen på Old Trafford.

Uret tikker
Så nervefri bliver nætterne næppe for Manchester United og deres norske manager.

Først og fremmest skal der findes en eller anden løsning på midtbanen, der skreg på forstærkning, mens man opgraderede angrebet fra 34-årige Edinson Cavani til 36-årige Cristiano Ronaldo, og som nu igen og igen bliver overspillet af modstandere med et godt presspil og dygtige backer.

Selvfølgelig er det flabet, når Liverpool-fans glæder sig over Solskjærs fortsatte hovedrolle i Manchester United og håber, han i hvert fald bliver indtil efter weekendens kamp.

Men til syvende og sidst er det jo nok rigtigt.

Det endte i tårer med forgængerne José Mourinho og Louis van Gaal, men det betyder jo ikke, at det er rigtigt at dyrke fortiden og holde fast i en træner, der på tredje år med nød og næppe hænger fast i jobbet.

Måske kommer der et par sejre i den kommende tid, måske endda et overraskende point eller tre mod Liverpool.

Men det er nok bare at udskyde pinen.

Nogle gange er der bare ikke mere at komme efter, uanset hvor meget vi i disse år prædiker kontinuitet for enhver pris.

Det eneste kontinuerlige er den manglende sammenhæng på et hold, der er blandt verdens absolut dyreste, og hvis de halvdårlige resultater varer ved, når ejerne måske samme konklusion, omend det vil være af andre og mere kyniske årsager, som er centreret omkring Top 4-stregen og adgang til en ny omgang Champions League i 2022.