OB er middelmådig til alt andet end at bruge penge

Torsdag røg Andreas Alm som cheftræner i OB efter måneder, for ikke at sige år, på kanten af sædet.

Et skidt nederlag på 1-3 i pokalen til FC Fredericia blev endestationen, og det var ingen undskyldning, at der var tale om et reservespækket fynsk hold.

Det har ikke været godt i lang tid, og hvis man på Fyn og i OB mener, at en pokalfinale mod FC Midtjylland er eksempel på, at det faktisk gik godt på lange stræk, har man simpelthen ikke forstået, hvordan topfodbold i den moderne æra fungerer.

Den velmenende svensker kunne hverken få holdet til at fungere, da man spillede forsigtigt med et bolværk foran forsvaret, eller da man gav los og forsøgte at spille på de offensive individualister, der i glimt har strålet men langt oftere har været anonyme.

Sportsdirektør Björn Wesström må så sandelig også være en presset mand efter rekruttering, der helt uventet kastede den forrygende Yankuba Minteh af sig, men som ellers har været alt for præget af middelmådighed.

Det nemme ville jo være, hvis man bare kunne placere ansvaret på cheftræneren, sekundært sportsdirektøren, og ride ud i solopgangen og en herlig fremtid med nye folk ved roret.

Men så nemt er det naturligvis ikke.

Siden OB blev Superliga-toer for 12 år siden, har man forsøgt at være alt.

Man har været en klub, der hentede lovende, overvejende billige spillere fra udlandet. Man har været en klub, der hentede spillere længere nede i hierarkiet i Danmark. Man har været talentudvikler. Man har hentet erfarne profiler til. Man har hentet skandinaver.

Man har snart sagt prøvet alt, og jeg kunne lave samme gennemgang af spillestilen – man har prøvet alt, uden for alvor at være noget.

Fællestrækket gennem årene har været, at de erfarne spillere har underpræsteret, og at OB nok er den klub med fast adresse i Superligaen, der har givet os færrest profiler. Klubber med langt færre midler som Viborg, SønderjyskE, Randers, ja selv Horsens og Vejle, har givet os flere spektakulære offensive spillere og defensive jern, end der er kommet ud af grå OB.

Med mindre Søren Krogh udretter mirakler som vikar, eller den næste permanente cheftræner fra januar gør det samme, er denne sæson tabt.

Man skal være glad for, at Hvidovre er et 1. Divisions-hold, og at Vejle ikke udviser tegn på at kunne vinde ret mange kampe.

Et ambitiøst, offensivt projekt, hvor OB som hidtil i snart halvanden sæson tillader voldsomt mange chancer mod sig, virker nu alligevel risikabelt med Vejle få point bagud.

Det er her, hvor jeg skal kloge mig og sige, hvad OB skal gøre i stedet, men jeg ved det ærlig talt ikke.

Den offensive satsning og standard-snakken om, at de unge bare skal have chancen for at blive superstjerner, er efter mine bedste begreber farlig, og det samme er idéen om, at man i virkeligheden har godt af en tur i 1. Division, hvis en ungdomssatsning skulle ende sådan.

Men derfra? Jeg ved det ikke.

OB må finde noget, man er bedre til end de fleste andre Superliga-klubber, og det er man ikke på et eneste område i dag.

Kun målt på spillerbudgettet er man i Top 6, og før det forandrer sig, vil cheftræner efter cheftræner ende samme sted, som Alm gjorde i denne uge.