Sådan blev det Danmarks dårligste slutrunde

DETTE ER EN ARTIKEL FRA TIPSBLADETS TRYKTE UDGAVE 2. DECEMBER 2022

Det har været et par meget forglemmelige uger for dansk landsholdsfodbold på banen, mens de politiske og kommunikative udfordringer uden for kridtstregerne må efterlade dybe panderynker.

Der blev med rette trukket på smilebåndet over, hvordan Qatars VM-værter kunne spille så dårligt til en slutrunde, de har haft over 10 år til at forberede sig til.

1-7, nul point og kampe mod Ecuador, Senegal og Holland, der kunne være endt i langt værre nederlag var slutfacit, og de fleste eksperter såvel som fans er enige om, at det er det ringeste landshold, vi har set til et VM i mange år.

Helt så katastrofalt var Danmarks VM ikke, men det er godt nok tæt på, hvis ikke endda alligevel en nedtur på tilsvarende niveau, når vi husker på forudsætningerne, som var en EM-semifinale sidste år, en suveræn kvalifikation og en status som manges outsider til en ny semifinale hvis ikke endda en VM-finale.

For det var et sølle VM af det danske landshold, der sluttede med en pinlig katastrofe-indsats mod et meget middelmådigt australsk hold, der kan fighte, men som ikke når i nærheden af at spille fodbold på det niveau, de danske landsholdsspillere er vant til at møde i deres hverdag i Europas største klubturneringer.

Man får unægtelig tanken, at der er dybere problemer med landsholdet efter at have set det kollaps mod Australien, men holder vi os i første omgang til det, der kunne ses foran scenens tæppe og ude på fodboldbanen, sprang flere ting i øjnene.

Stamspillere i en bølgedal

Der er forståeligt gjort meget ud af, om de rette spillere var udtaget til truppen, og når landstræner Kasper Hjulmand ser den blodfattige indsats i 270 minutters VM-fodbold, kan han utvivlsomt også se et par valg, han havde gjort anderledes i begyndelsen af november med den nuværende viden.

Men vigtigere er nok den individuelle form eller mangel på samme, de bærende spillere i truppen udviste.

Fodbold er et kollektivt spil, hvilket landstræneren og hans trænerkolleger givetvis har ret i, at vi i medierne og fans for ofte undervurderer betydningen af eller ikke forstår tilstrækkeligt.

Men hvor de danske startere på skift strålede og var afgørende for danske sejre ved EM i 2021 men også i VM-kvalifikationen og i Nations League her i 2022, var der ikke én dansk spiller ud over Andreas Christensen, der ved denne slutrunde brændte igennem, skabte den afgørende scoring eller fik sat en frelsende fod rigtigt i sidste sekund.

De spillere kan man pege på hos velsagtens alle de 16 hold, vi skal se i de kommende dages ottendedelsfinaler, selv på et begrænset australsk hold, hvor keeper Maty Ryan og en heroisk kæmpende firerblok foran ham har gjort sig fortjent til aldrig igen at skulle betale for en skummende fadøl på pubben hjemme i Australien.

Christian Eriksen, Kasper Schmeichel, Pierre-Emile Højbjerg og sidste sommers store helt Joakim Mæhle satte ikke skabet, hvor de selv ville i Qatar, mens Simon Kjærs krop desværre ikke kunne tage mere fodbold efter de første 65 minutter mod Tunesien, for ikke at tale om Thomas Delaneys ærgerlige skadesexit i pausen af samme opgør, og det smittede i den grad af på holdet i form af manglende overskud.

Formationen som hindring

Danmarks 3-4-3/3-5-2 har ikke nødvendigvis været en ubetinget succes i Kasper Hjulmands tid som landstræner, men indtil dette VM var det en ubetinget taktisk styrke, at man havde fleksibiliteten til at gå over til et firermandsforsvar uden udskiftninger ved blot at skubbe Andreas Christensen frem på midtbanen.

Spillet mod Frankrig blev først godt i 2. halvleg, da Frankrig kom foran og Danmark opgav netop tremandsforsvaret, mens man i bagklogskabens klare lys måske burde have forsøgt at dominere et trods alt teknisk og spillemæssigt underlegent Tunesien, som på mystisk og ildevarslende vis så ud til at ryste Danmarks landshold i 1. halvleg af åbningskampen.

Thomas Delaney manglede, og 4-3-3 hjalp åbenlyst ikke en pind mod Australien, men den danske formation virker, når man ser tilbage, ikke til at være nogen styrke ved dette VM.

Usynlige offensive individualister

Det er i familie med punktet om stamspillere langt fra toppen af formkurven, men hvor defensiven immervæk holdt Tunesien og Australien til få chancer og landsholdet i teorien skabte nok tilløb til chancer til at kunne slå de to ikke specielt skræmmende modstandere, så det virkelig uskarpt ud.

Jonas Wind og Yussuf Yurary Poulsen, der har døjet med skader i efterårssæsonen i deres tyske klubber, kom aldrig på banen, og ud over en initiativrig men også uerfaren Jesper Lindstrøm var der ingen af de offensive spillere, der så farlige ud.

Igen, de skal også sættes i de rigtige positioner til afslutninger, og nøj hvor var der mange gange, bolden sprang fra en dansk spiller før tredjesidste eller næstsidste aflevering. Men ved dette kaotiske VM uden forberedelsestid er der mange forwards og kantspillere, der har fået betydeligt mere ud af færre chancer, end Danmark trods alt fik.

Kontinuitet og kendskab over form

Var der andre danske spillere, der havde gjort sig positivt bemærket i efterårets klubsæson? Selvfølgelig var der det, og hvis man er Philip Billing, Marcus Ingvartsen eller Rasmus Højlund, er det ok at sidde tilbage og undre sig nu, når der tilsyneladende var så lidt at skyde med fra bænken, som det var tilfældet i Qatar.

Det er ærgerligt, at denne trup ramte sit dårligste niveau på præcis samme tid efter at have klaret sig så godt i to år, men advarselslamperne om en række trupspilleres form har blinket længe her i 2022.

Et landshold og DBU fanget på den forkerte fod

Når man har valgt at tage til Qatar for at spille VM-slutrunde, skal man naturligvis kunne spille fokuseret i de 90 minutter og have styr på det arbejde, der skal gøres både før første kamp og mellem kampene.

Til deres kredit er det vigtigt at nævne, at spillerne ikke på nogen måde har forsøgt at bruge debatten om Qatar-deltagelsen eller den yderst uheldige anførerbind-sag, hvor Danmark og en række andre landshold blev behandlet elendigt af FIFA, som undskyldning for noget som helst efter gruppespils-fiaskoen.

Men det er rimeligt at konkludere, at en uklar situation og en spillertrup, der måske/måske ikke har følt sig overladt lidt til sig selv af DBU’s øverste top i døgnene op til Tunesien-kampen, ikke har bidraget positivt til præstationerne.

Professionel fodbolds rolle i resten af samfundet og verden er ikke et emne, der forsvinder, nu hvor VM-slutrunden i Qatar slutter om 16 dage, så det landsholdet og DBU passende gribe fat i, forhåbentlig ikke ved at nægte at tale om problematiske emner, som mellem linjerne lød til at være den foreløbige konklusion, DBU-ledelsen havde draget af et par ærgerlige uger i Qatar.