– Sådan her slipper vi ud af VM i Qatar

Vi har i de seneste uger og måneder set David Beckham, Peter Schmeichel, Nadia Nadim, Andrea Pirlo, John Terry, Cafu, Tim Cahill og et væld af andre fodboldstjerner være i Qatar for at lave medieoptrædener, der under den tyndeste fernis så tydeligt har handlet om VM 2022 og landets regimes storstilede sportswashing-projekt.

Efter planen skal Lionel Messi, Neymar, Kylian Mbappé og deres holdkammerater i slutningen af næste uge samme vej til det, Paris Saint-Germain selv beskriver som klubbens ‘traditionelle Qatar Winter Tour’.

Den tur bliver med statsgaranti proppet med lækre foto-ops og hjertevarmende besøg hos Qatars godgørende projekter, som styrets dyrt betalte internationale PR- og mediekonsulenter nok skal få ud over rampen på sociale medier og velvillige (betalte) samarbejdspartnere i medieverdenen rundt om i verden.

Og det er bare en lille forsmag på den 2022-buffet, hvor autoritære stater vil have os til at lave hjertesmileys på Facebook og Instagram på deres opslag og juble over store sportspræstationer, så vi glemmer overgreb på migranter, homoseksuelle, arbitrær fængsling af systemkritikere og i Kinas tilfælde internering og overvågning af en hel befolkningsgruppe i deres hjem og i arbejdslejre, og den menneske- og demokratifjendske fremfærd i Hong-Kong og truslerne mod Taiwan.

Det fortsætter om to ugers tid med en Clasico i Saudi-Arabien 21. januar mellem de spanske giganter Real Madrid og FC Barcelona.

I begyndelsen af februar er der klub-VM i De Forenede Arabiske Emirater, samtidig med at vinter-OL i Beijing i februar skal promovere det kinesiske styre.

Alt imens raser en proxykrig om trofæer og stjerner mellem de to førnævnte lande i Mellemøsten og deres nabo Qatar via deres klubber Paris Saint-Germain, Manchester City, Newcastle brager løs på banen og transfermarkedet.

Til marts er FIFA-præsident Gianni Infantinos plan indtil videre at stemme en revolution igennem på FIFA’s kongres, hvor den schweiziske fodboldboss og hans allierede vil indføre VM hvert andet år, noget der kan betyde borgerkrig i fodboldverdenen og et europæisk og sydamerikansk afbud til VM.

Og så bliver vi til november forkælet med det absolutte højdepunkt, som selvfølgelig er VM i fodbold i Qatar.

Kritisk dialog spiller fallit
Forpustet? Det er jeg i hvert fald.

Deprimeret på sportens vegne? Så absolut.

På mange måder er 2022 er højdepunkt for sports washing. Eller lavpunkt, om man vil.

På mange måder banede Qatar vejen for de andre, da man for 11 år siden vandt det VM-værtskab, vi nu skal se afviklet efter et årtis tovtrækkeri.

Abu Dhabi og De Forenede Arabiske Emirater havde købt Manchester City to år tidligere, i august 2008 lige efter en UEFA Cup-kamp i Herning mod FC Midtjylland.

Det var så igen få dage efter afslutningsceremonien ved Kinas OL, der markedsførte landet som dynamisk og fremadstormende.

Nuvel, der var kritiske røster i Danmark om deltagelsen og faren for, at Danmark og danske atleter ville legitimere et autoritært styre, der overvågede egne borgere, brød menneskerettigheder og havde noget nær verdensrekord i eksekveringen af dødsstraffe, men OL var ikke scenen til boykot, selvom de kinesiske myndigheder slog hårdt ned på systemkritikere og det ømme punkt Tibet.

– Jeg er imod en boykot. Det vil være en uhensigtsmæssig sammenblanding af politik og sport, sagde kulturminister Brian Mikkelsen i Berlingske.

– De få tomme pladser, som det vil efterlade, hvis Danmark boykotter, vil ikke flytte noget som helst og vil ikke gøre noget stort indtryk på kineserne. Den hidtidige linje har været, at vi ikke skal forsømme nogen lejligheder til at gå i kritisk dialog med kineserne, og den skal vi stadig forfølge, uanset hvad der sker, sagde Venstres Inger Støjbjerg i samme medie i 2008.

Det er tankevækkende at se, hvad der er sket siden.

DBU, DIF og den nuværende regering bruger nærmest præcis samme argumenter for at føre præcist samme kritiske dialog med Qatar frem mod VM-slutrunden.

Men hvad førte dialogen tilbage i 2008 til?

For alle andre end den kinesiske regerings propagandister har Kina udviklet sig i en uhyggelig, dystopisk retning, hvor overvågningen og overgrebene på egen befolkning er blevet markant værre, og den nuværende regering ikke lægger skjul på sin brændende lyst til at indlemme den demokratiske østat Taiwan, om det så skal ske med magt, mens man også opfører sig aggressivt og truende i Sydøstasien og på den internationale politiske scene mod alle, der kritiserer statsapparatet.

Retfærdigvis skal det siges, at Qatar langsomt og fodslæbende på papiret har indført reformer, der i teorien skal give et par millioner migrantarbejdere bedre levevilkår og retsstilling.

Men der er også betydelig og velbegrundet frygt for, at reformerne kan blive rullet tilbage, så snart VM er overstået, og så har al snakken om kritisk dialog ikke bidraget med andet end at give Qatar og FIFA et bekvemt og fuldstændig sikkert alibi.

Et alibi, hvorfra man kan brage løs med propaganda om, hvor forbilledligt og positivt alt er hos VM-værterne, mens man skubber en storsmilende og yderst velbetalt Qatar-ambassadør David Beckham foran sig sammen med VM-spillere, der ikke er blevet spurgt, om de ville være med til det her.

Samtidig vil Qatars VM bane vejen for fremtidige VM-værtskaber til Saudi-Arabien og Kina, der er to af de lande, der står mest på spring for at støtte og hjælpe Infantinos forslag (ja Saudi-Arabiens fodboldforbund var endda officiel foreslagsstiller til VM hvert andet år på FIFA-kongressen i 2021) om VM hvert andet år med at blive vedtaget. Selvfølgelig med den bagtanke, at så kan de blive VM-værter om relativt få år.

Det kan vi ikke være bekendt over for kommende generationer af hverken danske eller andre fodboldspillere eller fans.

Mit forslag:
Brug Infantinos plan for VM hvert andet år til at skabe en alliance af fodboldforbund og demokratiske regeringer, der er trætte af, at fodboldspillet og sport foræres til autoritære stater som propaganda-redskab.

Inkludér VM 2022 og meddel, at man ganske enkelt ikke stiller op. Med det iskolde politiske klima i verden i disse uger har muligheden for at få demokratiske regeringer med på vognen ikke været bedre i mange år.

Det kan sagtens være, at resten af FIFA og sportsverdenen kommer efter rebellerne og sørger for, at vi ikke får et sportsværtskab på den her side af år 2050, men so be it – danske udøvere og fans kan ikke være tjent med, at det fodboldspil og det sport, vi elsker, skal bruges som glasur af autoritære stater og kræfter, der vil gøre verden til et mere udemokratisk sted.

Det er tid til at sætte hårdt mod hårdt, og det her er for fodboldspillet, fansene og kommende generationer af spillere langt vigtigere, end om det lige er lidt ærgerligt og ubekvemt for os i Danmark, når man nu har et landshold, der kan komme relativt langt ved VM-slutrunden.

Det er sådan her, vi slipper ud af VM i Qatar, før sporten bliver opslugt endnu mere af kræfter, der i sidste ende er revnende ligeglade med den skade, de gør, bare der er en gevinst at hente her og nu.