Derfor er Superligaen stadig foran Sverige+Norge

Vi har haft det oppe at vende flere gange på Tipsbladets redaktionen i 2021 og igen i de første uger i 2022.

Er Allsvenskan og Tippeligaen så småt ved at indhente Superligaen?

Altså, vi ved alle, at svenskerne får langt flere tilskuere til deres ligakampe, end der kan skrabes sammen i Superligaen, der var en UEFA-rangering tidligt på sæsonen, hvor Superligaen nærmest var overhalet af nabolandene, og var der ikke også noget med en ny forskerordning i Sverige, der kan lokke profiler til?

Forud for Superliga-forårspremieren og midt i de svenske og norske klubbers lange sæsonforberedelse har jeg set nærmere på styrkeforholdet mellem de tre nordiske topligaer

Transfers

Her har Superligaen måske det største forspring overhovedet.

FC København begyndte med de gode resultater i Europa, og man har fortsat under transfermarkedets vilde eksplosion siden 2014 med stadigt dyrere køb og nogle store pletskud og på det seneste også salg af spillere, man selv har udviklet.

Men der, hvor Superligaen virkelig skiller sig ud, er med de to rendyrkede transfer- og talentklubber FC Midtjylland og FC Nordsjælland.

De to FC-klubber uddanner deres egne spillere, og FC Midtjylland henter udlændinge tæt på samme prisklasse som FC København.

De norske og svenske klubber er ikke i nærheden af at kunne betale for eller sælge spillerne lige så dyrt som Superliga-klubber.

Man mangler pengene til at købe lige så dyre spillere som Superliga-topklubberne, men vigtigere endnu kan man ikke sælge nær så dyrt som de danske klubber og får derfor ikke lov til overhovedet at være med i konkurrencen om de spillere, Superliga-holdene vil have fingre i.

Noget af problemet i transfersammenhæng er ustabiliteten - Rosenborg, der er faldet væk i Norge, Stockholm-klubberne svinger vildt i Allsvenskan.

Måske kan Malmö FF gøre en forskel, hvis man en dag stiller med et ungt hold i stedet for at minde om FCK anno 2006 og 2011, og Bodø/Glimt gør det flot i Norge men har kun en brøkdel af FCK og FCM’s finansielle muskler.

Vejret
Ja, hvad med det?

Vejret gør bare en forskel. Både i Norge og Sverige følger man kalenderåret, og det betyder på flere måder mere end for ti år siden.

Kunstgræs burde egentlig hjælpe svenskerne og nordmændene, men al den træning er i den hårde, kyniske markedsøkonomi, som fodbold er i dag, en mindre katastrofe i konkurrencen med resten af verden.

Hvor Danmark i corona-sæsonen 2020/21 spillede indtil få dage før jul og igen et par dage inde i februar, begynder Allsvenskan i år et par dage inde i april.

Finansielt er det en katastrofe, at man ikke kan få mere betydende fodbold ud af holdene, og på transfermarkedet er det en langt større hæmsko end for et årti siden.

Resten af Europa kunne ikke være mere ligeglad med, at man i Norge og Sverige spiller i kalenderår og helst ikke vil sælge spillere midt på året - det betyder bare, at svenskerne og nordmændene ikke er med i konkurrencen om de vilde beløb, Superliga-klubberne får.

Interne handler
Lad os bare tage de to transfervinduer i denne Superliga-sæson.

Superliga-klubberne har hentet 12 spillere spillere fra Allsvenskan og fem fra Tippeligaen, og de fleste har været profiler og blandt de bedste unge spillere i de to naboligaer.

Det er de spillere, Sverige og Norge skulle tjene kassen på ved at sælge dem ud i det store Europa, men i steder snupper Superliga-klubberne de bedste folk.

Og hvad med den modsatte vej?

11 spillere er sendt til Norge og Sverige, og næsten alle var reservespillere, der ikke stod til at spille i ny og næ men nærmest ikke havde udsigt til at spille Superliga-fodbold overhovedet.

Malmö FF har solide danske spillere, den svenske forskerordning blev lempet sidste år, og Bodø/Glimt opfandt Kasper Junker og Philip Zinckernagel, da Superligaen havde opgivet dem.

Men forskellen er virkelig stor i disse år.

Europa

MFF og Bodø/Glimt har gjort det godt i Europa, men det ser ikke ud til, at 2022 bliver året, hvor de to naboligaer overhaler Superligaen. I FC København håber man, lidt i stilhed, på at FCM bliver en europæisk force, så man har et ekstra hold til at bære den europæiske koefficient, også med tanke på de vilde reformer, der kommer i 2024, som de færreste stadig har opfattet gør de næste tre halvsæsoner så vigtige.

Så længe FCK kvalificerer sig til gruppespillene sæson efter sæson, sidder Superligaen nok på den skandinaviske Europa-trone.

En vigtig bibemærkning: Bliver FCK ved med at få så mange europæiske point med et stærkt forynget hold?

Champions League-gruppespil siden 2000
Danmark: 6
Norge: 6
Sverige: 4

Tilskuertal
Det er ret simpelt: 4,5 millioner flere mennesker end i Danmark og 4,9 flere end Norge gør, at de svenske tilskuertal er langt større end de danske.

Eller, er det?

Spilletidspunkter hjælper også svenskerne, mens Superligaen bare er mere gearet til tv, og så har et århundredes professionel fodbold givet en tyngde og dybde, der ikke findes i samme grad i Danmark og Norge.

Så her fører Sverige klart, og hvis det ellers kunne veksles til at kunne købe og udvikle spillere bedre end naboerne, ville svenskerne ligge godt.

Beskidt hemmelighed: Tilskuertal er relativt ligegyldige økonomisk, med mindre vi en taler 40.000-60.000 tilskuere i Stockholm - og selv da kan et Superliga-tophold tjene flere års entreindtægter med et enkelt større salg.

Landshold
Danmarks landshold nåede EM-semifinalen, Sverige røg i ottendedelsfinalen, og Norge har ikke været til en slutrunde siden 2000.

Sverige og Danmark har været omtrent lige gode i slutrunder i de seneste 20-30 år med en klar fordel i topniveau til Danmark, og det tyder jo på, at der ikke er nogen hindring i den rå talentmasse i Sverige.

Man sidder med fornemmelsen, at Norge havde fortjent et par slutrunder med flere fornuftige generationer i de seneste 20 år, men at man har været lidt uheldig.

Fremtiden
Betyder det her så, at Danmark sidder sikkert på tronen?

Indtil videre ja, men det er naivt at tro, at det ikke kan vende hurtigt.

Ligesom 50+1-reglen i Tyskland har bremset alle andre end FC Bayern, har det ikke været nogen fordel for svenske klubber i de seneste ti års pengegalop.

Men hvad nu, hvis det vender? Hvis det rent faktisk lykkes FIFA, UEFA og forbundene at vende udviklingen og gøre transfermarkedet mindre vigtigt?

Eller hvis de danske klubber forelsker sig så meget i at sælge spillere til udlandet, og FC København og Brøndby IF ryger på udenlandske hænder, og jagten på at vinde ligaen bliver sekundær?

Det er svært at vide, hvordan ligaerne udvikler sig, men at Superligaen og de danske klubber har et stort forspring garanterer intet.