Nu skal jeg ikke lyde, som om verden er ved at gå under, for det er den heldigvis ikke, hverken den virkelige eller den fodboldverden, vi her beskæftiger os med.
Men jeg får nu alligevel lidt kriller i mavsen, når jeg ser på fodbolds farlige afhængighed af penge udefra.
I denne uge forlængede Premier League deres nationale tv-aftale i Storbritannien for 58 milliarder kroner fordelt over fire år.
I Champions League er forventningen i dokumenter, vi på Tipsbladet har set, at man rammer en stigning i præmiepengene på over 20 procent, og i sensommeren blev der lavet en ny aftale for 2024-2030 i Danmark, hvor Viaplay og TV2 betaler knap 2,7 milliarder kroner for rettighederne.
Læs om Superligaens tv-aftale her
Det er jo meget godt for fodboldklubberne med flere penge i kassen.
Men man kan også sidde med fornemmelsen af, at der bliver givet køb på endog rigtig meget, når der i Storbritannien nu bliver vist kampe på det ellers tv-fri tidspunkt lørdag eftermiddag, og når Champions League og Europa League udvides med ligaspil på otte runder og 1/16-finaler.
Det er ikke kun i Danmark, at tv-udbydere som Viaplay gisper efter vejret. I Italien måtte Serie A-klubberne nøjes med en mindre tv-aftale end hidtil, i Frankrig blev udbuddet af en ny aftale trukket tilbage, fordi man var nervøs ikke at få store nok tilbud, og da Tipsbladet dækkede de danske forhandlinger, hørte vi flere gange et mantra om, at en endelig aftale sagtens kunne skubbes til 2024, hvilket havde været helt usædvanligt.
Premier League-aftalen er større end nogensinde før, det samme kommer til at gælde Champions League, som det gør for Superligaen.
Men hvis festen pludselig stopper, hvis Viaplay, der helt uhørt for et børsnoteret selskab har måttet udskyde kvartalsregnskaber her i 2023, kommer i endnu større problemer, kan der pludselig opstå voldsomme huller i klubbernes økonomi, som man oplevede i Frankrig under coronaepidemien, hvor en ny rettighedshaver kollapsede efter få måneder.
Læs artiklen om Viaplays dækning i Danmark her
Jeg har den samme sugende fornemmelse, når jeg ser på transfermarkedet. De danske klubber har generelt god økonomi, ja den har aldrig været bedre.
Men hvad sker der den dag, priserne på spillere falder, hvis tv-aftaler kollapser, hvis en ny finanskrise lammer fodboldens spillermarked, eller der en dag kommer en storstilet reform af transfermarkedet, der gør transferbeløb overflødige eller ligefrem ulovlige?
Økonomien for Superliga-klubberne drøner afsted, og pengene bliver brugt til at købe dygtige spillere i udlandet og til at uddanne børn og teenagere på de bedste talentskoler i landet.
Men man er også blevet afhængig af pengene fra tv og da især transfermarkedet, hvor et salg som Gustav Isaksen, Ernest Nuamah og Hákon Haraldsson kan smide lige så meget i kassen eller mere end et helt års sponsoraftaler.
Det er nervepirrende at se tv-selskaber over hele Europa slide hårdt med økonomien og at høre anekdoter om, hvordan unge mennesker, teenagere og børn vælger fodbold fra, fordi det er så dyrt at se på tv og stadion.
Her ville jeg normalt efterlyse en plan i tilfælde af, tingene går skævt, men det er svært at bede om.
For det er nærmest umuligt ikke at bruge næsten alle pengene og gøre sig afhængig af at sælge spillere, når naboerne gør det: Sådan er fodboldens våbenkapløb, og man udelukker nærmest sig selv fra topplaceringer, hvis man ikke deltager i ræset.
I de kommende uger ser vi i Tipsbladet nærmere på ejerforholdene i de seks største Superliga-klubber, begyndende med AGF fredag.
Århusianerne er dem, der på papiret har rimelige muligheder for at stå imod en nedgang, fordi spillersalgene endnu ikke er lige så vitale som i de tre FC-klubber øverst i den danske fødekæde.
Men ingen kan sige sig fri af problemer, hvis afhængigheden af penge udefra bliver udfordret på tv- eller transferfronten, og måske er det mindelige, konstruktive håb, at tingene ikke behøver vokse lige så eksplosivt, som de har gjort de seneste år.
