Lusk i stjernetransfer? Juve og Barca under lup

Det vakte opsigt, da Juventus og FC Barcelona i sommeren 2020 købte Arthur og Miralem Pjanic af hinanden.

– Arthur og Miralem Pjanic’ skifter mellem Barcelona og Torino kan sagtens læses som en regnskabsmanøvre af FC Barcelona, er var presset på økonomien og skulle have bogført en indtægt, skrev undertegnede i Tipsbladet 14. august 2020, og det var da rigtigt nok også en speciel handel.

For hvorfor ville Juventus dog gå med til at betale hele 72 millioner euro (540 millioner kroner) for Arthur, en udmærket, 24-årig midtbanespiller fra FC Barcelona, der fint kan spille fodbold, men så heller ikke mere end det?

Specielle handler, vi ser på transfermarkedet. Det var også Juventus, der var frisk på en handel med Barcelona sidste sommer, hvor Pjanic røg til Catalonien og Arthur til Torino, og begge klubber kunne bogføre store salg (60+ mio €) omgående, og afskrive købene over flere år. https://t.co/u2lQOy3O25

— Troels Bager Thøgersen (@TroelsBagerT) August 19, 2021

Kunne det virkelig passe, at han skulle koste lige så meget som Kevin De Bruyne?

Og hvad i alverden skete der for, at FC Barcelona ville betale uhyrlige 60 millioner euro (450 millioner kroner) for 30-årige Miralem Pjanic, der vel havde toppet karrieren? Og så på et tidspunkt, hvor Barcelonas økonomi allerede hang totalt i laser?

Denne transfer har absolut ikke været et favoritemne for dele af Juventus’ og Barcelonas fanskare, der helst ikke vil høre om deres klubledelsers tvivlsomme beslutninger, men i dette efterår viser det sig, at det ikke bare var nederdrægtige journalister og chefredaktører med et horn i siden på to hæderkronede klubber, der fandt de to handler mystiske.

I alt 62 transfers har det italienske fodboldforbund sat en særlig overvågningsenhed, COVISOC, til at se nærmere på, og det er ikke mindst Juventus’ handler, de italienske fodboldmyndigheder har kig på.

For af de 62 transfers, der fandt sted mellem 2019 og tidligere i år, er Juventus i de 42, og mistanken kredser om, hvorvidt transfers er blevet brugt til at gøre regnskaber og FFP-indberetninger kønnere, end de i virkeligheden var.

Finten handler om den måde, man bogfører transfers, ikke bare i Juventus eller Italien, men i hele fodboldverdenen.

Når en spiller bliver solgt, bogfører man hele salgssummen i det regnskabsår, hvor spilleren skifter klub.

Det betyder for eksempel, at FC Barcelona kunne bogføre hele salget af Arthur på én gang, altså 540 millioner kroner, i ét og samme regnskab, og det uanset om Juventus skulle betale for Arthur i flere afdrag fordelt flere år ud i fremtiden.

Når man køber spillere, bliver udgiften til gengæld bogført på en anden.

Her bliver købssummen i regnskaberne spredt ligeligt ud over den periode, den ny spiller har kontrakt.

Det ville i Arthurs tilfælde sige fem år, og derfor kostede Arthur Juventus 108 millioner kroner i første regnskabsår, altså samtidig med at FC Barcelona kunne bogføre en profit på 540 millioner kroner.

Man behøver ikke være matematikprofessor for at se, hvordan FC Barcelona og Juventus’ enormt dyre køb af hinandens midtbanespillere gav de to klubber en positiv effekt på årsregnskabet på flere hundrede millioner kroner.

Men var det nu også en fri handel på reelle markedsvilkår?

Det er det, de italienske myndigheder nu ser nærmere på, for som man nok kan regne ud, er det ikke tilladt bare at bytte en masse spillere for fiktive beløb og dermed sminke et regnskab.

Det er ingen køn sag.

(Læs også denne artikel om Miralem Pjanic’ nylige bytur, der kostede veteranen en hjemsendelse fra Bosnien-Hercegovinas landshold.)

Også Napoli er involveret i forbindelse med købet af nigerianske Victor Osimhen, som man hentede i franske Lille, der fik rabat ved at hente fire spillere fra Napoli den anden vej, tilsyneladende uden at flere af dem havde nogen jordisk chance for at komme på det franske hold, der efterfølgende vandt mesterskabet foran Paris Saint-Germain.

Sagen kommer på et tidspunkt, hvor FIFA arbejder på transferreformer, der skal sikre større gennemsigtighed på transfermarkedet, herunder med pengestrømmene, hvor alle betalinger i transfers inden for en overskuelig tidshorisont skal køres gennem et såkaldt clearing house, nærmest en bank, ejet af FIFA, for at gøre det sværere at kanalisere penge i alle mulige andre retninger i forbindelse med transfers.

At to så store klubber som FC Barcelona og Juventus går til kanten er måske ikke så overraskende, når man tænker nærmere over det – de to klubber var blandt brandstifterne, da Super League blev til i april, og de holder i øvrigt begge fast i sammen med Real Madrid, at den turnering bliver til noget.

Det er langt fra første gang, at handler for nogle virker unaturligt store, og også af den grund er der god grund til at overveje, hvorfor spillere bliver handlet til de beløb, de gør, og have et øje på, hvem der er involveret, og om der er andre relaterede handler i spil, i nogle tilfælde spredt over flere transfervinduer.

Det kan godt være, det er Juventus, der denne gang er i søgelyset, men andre har også spillet et spil, der anekdotisk har været kendt i italiensk fodbold i mange år, men som man angiveligt også kender i andre ligaer.