• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
EM Troels Bager Thøgersen

Wembley var Danmarks største og nok eneste chance

Foto: Getty Images

EM-afrunding: Danmarks landshold leverede en fornem slutrunde, der bliver svær at matche mod nationer med langt bedre forudsætninger end vores 5,8 millioner mennesker store land.

Af Troels Bager Thøgersen

Livet kan blive vendt på hovedet, når man mindst venter det.

Det blev det for Christian Eriksen, da han faldt om i Parken i Danmarks åbningskamp ved EM mod Finland, og selvom lægerne og førstehjælperne heldigvis fik genoplivet den 29-årige familiefar og fodboldstjerne, er tilværelsen for evigt forandret for den unge mand og hans familie.

For mange af holdkammeraterne, staben og de andre i Parken vil mindet, følelserne og de overvejelser, man siden kan have gjort sig, også følge med i måneder, år og måske hele livet, og det samme gør sig gældende for millioner af mennesker verden over.

På arbejdspladser og i foreninger, også langt væk fra Danmark, har man mindet hinanden om, hvor den nærmeste hjertestarter sidder, og andre har fået booket den genopfriskning af førstehjælpskurset, så mange af os ofte taler om men ikke får gjort noget ved.

Mon ikke også der bliver fanget nogle ekstra hjerteproblemer i opløbet, mens vi på et dybere plan fik en i nogle tilfælde meget alvorlig forskrækkelse og en påmindelse om, hvad der er vigtigt og mindre vigtigt i livet.

Fodbold hører selvsagt til i den sidste kategori, men når det så er sagt, udløste Christian Eriksens kollaps i sidste ende et fornyet sammenhold mellem landshold og befolkning og en folkefest, vi ganske enkelt ikke har set magen til siden timerne efter finalesejren over Tyskland 26. juni 1992.

Først samlede Parken, København og Danmark sig om at hylde og fejre Christian Eriksen i kampen mod Belgien med en fest og energi, jeg aldrig har mærket magen til til en fodboldkamp i Danmark.

Det ebbede en smule ud, da belgierne vendte kampen i 2. halvleg, men billederne fra Parken og hyldesten af Eriksen over hele landet lige fra vuggestuebørn til dem, der havde alderen til at være på stadion ved EM 1984 og i Kurt Nielsen-æraen i 70'erne, klædte sig i rødt og hvidt og talte med deres børn, deres forældre, deres kolleger, deres naboer og vildtfremmede, de mødte tilfældigt på gaden, om hvor stor en lettelse, det var, at Eriksen havde det godt, og hvor fed en fest, vi havde sat gang i.

Bølgen blev til en tsunami af positiv energi, der bar landsholdet hele vejen til Wembley på trods af den dybt chokerende og nogle givetvis traumatiserende begivenhed i Parken, mens spillernes og Kasper Hjulmands åbenhed, følsomhed og ærgerrighed nærede festen den modsatte vej.

Det sluttede på Wembley og det kan blive svært, nej umuligt, at bære videre på samme vis i de kommende måneder og år.

Men ligesom EM 1992 har været en lille boble af glæde i sjælen hos mange af os, der oplevede den slutrunde, kommer vi til at bære dette fællesskab og den glæde og rus, der fulgte efter de minutter og timer i Parken, i årtier fremover.

Skørt og skandaløst EM
Danmark havde et meget flot EM, som vi alle havde byttet for en længere sommerferie uden dansk landsholdsfodbold, og at Christian Eriksens hjerte aldrig var stoppet.

Men på mange måder var det her også en skør slutrunde, der aldrig burde have været spillet i det valgte format med coronavirussen som ødelæggende modstander, og hvor skandalerne i høj grad var med til at sætte dagsordenen og gøre UEFA's hovedpiner endnu større end det logistiske mareridt med 11 arenaer fordelt over hele kontinentet i 10 forskellige lande.

UEFA's svære slutrunde tog fart med den håbløse beslutning om at spille kampen mellem Danmark og Finland færdig lørdag aften. At spillerne nikkede ja er fløjtende ligegyldigt, den beslutning skulle de aldrig have truffet og aldrig have været forelagt, uanset hvad der stod i manualen.

Vi skal nok holde øje med, om procedurerne så rent faktisk bliver ændret, som DBU-boss Jesper Møller foreslog UEFA, så to hold ikke bliver sendt på banen igen, når en spiller er ved at dø, eller når nogen forsøger at slå spillere ihjel med en bombe og skader et par af dem, som det skete for Borussia Dortmund i et gruopvækkende attentat i 2017.

Læs også: UEFA har gang i et mareridtsagtigt EM

UEFA-toppen affyrede flere kugler mod egne fødder, da man i slutningen af gruppespillet og ind i knockoutkampene jokkede fra spinat til spinat i sager om LGBTQ-rettigheder og muligheden for at lyse stadion op i regnbuefarver.

Man vandt ingen venner uden for regeringscirkler og disse elitære bagland i Rusland, Ungarn og Aserbajdsjan ved at flip-floppe om regnbueflag og få sponsorer til at vise regnbue-fri reklamer i førnævnte lande, mens man på resten af arenaerne gik all-in på farveskalaen.

Og det helt over gevind, da en dansk tilskuers regnbueflag blev konfiskeret til kvartfinalen i Baku, hvorefter UEFA's pressekontor fik en kommunikationsfaglig hjerneblødning og minsandten fremturede med, at den danske fan havde været meget beruset.

UEFA-præsident Aleksandar Ceferin (til venstre) med Ungarns præsident Viktor Orban (i midten).

På den måde gjorde UEFA alt for at fastholde sit image som fodslæbende organisation, der går fantastisk meget op i jura, kommercielle rettigheder og mest af alt af selv at have ret på en brysk facon, der ikke vinder hjerter ud over hos UEFA-præsidentens gode kammersjukker Vladimir Putin, Viktor Orban og Ilham Alijev.

At coronavirussen og to håndfulde landes indrejseregler er vidt forskellige, og i en del tilfælde endda forskellige fra region til region, kan UEFA ikke gøre for, men dem, der kunne have ønsket sig en mere åben slutrunde i et enkelt land, skal også huske på, at det var Rusland, der var den helt store favorit til et sådant setup, som blev diskuteret i et helt år op til EM.

Europæiske fodboldfans er derfor endog særdeles skrappe til indrejseregler, testkrav og dokumentation efter det her EM – men stemningen har flere steder været til at overse og gjort, at mange ”neutrale” kampe ikke var specielt ophidsende at se.

Bare til semifinalerne brugte vi på Tipsbladet det, der svarer til flere arbejdsdage på papirarbejde, tests og overholdelse af alverdens krav på at slippe ind i Storbritannien (lovligt!) og forsøge at gøre vores arbejde under formelle ordrer om, at vi nærmest ikke måtte være andre steder end på hotelværelset og stadion – og for de fans, sådan en slutrunde handler om, var junglen nærmest ufremkommelig.

Svær vej frem for Danmark
Fra banen vil jeg huske Mikkel Damsgaards forrygende mål mod Rusland og England, den vilde stemning i Parken, de nervepirrende og medrivende kampe, Danmark var del af, og den fremgang, holdet viste under svære omstændigheder.

De store nationer er stadig en for stor mundfuld for det danske hold, der kom til kort mod Belgien og England. Ufortjent i første tilfælde, fuldt fortjent i onsdagens semifinale på Wembley mod en klassemodstander.

Men der er både god spillemæssig balance, taktisk fleksibilitet og både mod og vilje til at opsøge sejren, hvad end det rigtige skaktræk så ud til at være.

Det klædte virkelig det danske hold, og de fejltrin, der naturligvis var undervejs, blev opvejet trefold af det, man vandt ved at turde at lave tingene om.

Jeg tror ikke, de sidste trin helt til toppen er nær så fremkommelige, som mange tror her i euforien efter den flotte slutrunde; det bliver eksponentielt sværere at komme de sidste procent op i nærheden af verden seks-otte-ti stærkeste landshold.

Tænk lige over, hvilke spillere, Frankrig, Brasilien, Spanien, Italien, England har i truppen, og som Tyskland, Holland, Belgien og Argentina kan trække på. Det er Danmark bare ikke i nærheden, og det er der ingen skam i.

Alt skal flaske sig fremover, for at man igen spiller med om båder semifinaler og en finale med Kasper Hjulmand som landstræner – og det skal man naturligvis gøre alt, man overhovedet kan, for at opnå og stræbe efter, selvom oddsene er imod.

Favoritterne
Slutrunden blev for mig også kendetegnet af favoritterne stabilitet, eller rettere manglen på samme.

Næsten alle de ”rigtige” gik videre fra gruppespillet, men Frankrig, Holland, Portugal og Tyskland faldt på grund af lodtræknings-uheld eller egne dårligdomme, og den helt store EM-vært England fik en relativt nem passage til finalen.

Engelsk fest efter semifinalesejren.

Trods visse ubehagelige og ærgerlige episoder i forbindelse med og efter onsdagens danske semifinale på Wembley har EM først og fremmest været en fest i England, og efter fem dage i landet kan jeg love jer, at stemningen er på kogepunktet med flag, kvikke og glade kommentarer og sange.

Det berettiger ikke et mindretals idiotiske opførsel, og selv om den mere forsonelige del af befolkningen nok håber, at en EM-triumf kan læge landets sår, stikker problemerne i Storbritannien dybt.

Befolkningen forsøger at presse Boris Johnson til en fridag mandag, hvis England vinder finalen, og det ligner en god idé, hvis den første store titel i 55 år skal fejres efter et par hårde år for Storbritannien, hvor tonen i det politiske liv og store dele af samfundet får debatsiderne i Berlingske og Jyllands-Posten til at ligne et teselskab i en Jane Austen-roman.

Landstræner Gareth Southgate fik kritik efter gruppespillet, også her på stedet, men hvad gør det, at man kun bruger de to første gear og kvalificerer sig stensikkert foran Kroatien, Tjekkiet og Skotland, når man så sætter i gear til knockoutkampene og blæser modstanden af banen med overlegent spil og stor sikkerhed i defensiven, når man ikke lige giver frispark til Mikkel Damsgaard lige uden for eget felt.

Italien åbnede overbevisende og er blevet et stærkt hold med Roberto Mancini som træner, efter den tidligere generation tabte til Sverige i 2017 og dermed ikke kom til VM i Rusland.

Men man måtte trods alt have forlænget spilletid for at snige sig forbi Østrig og var på hælene mod stærke Spanien, så meget skal klikke for italienerne på Wembley, herunder med storspil fra Lorenzo Insigne og Federico Chiesa.

Det her var et EM, hvis lige vi forhåbentlig ikke får at se i mange år.

Men de mange fester, stemningen i Danmark og flotte kampe undervejs (Spanien-Kroatien og Schweiz-Frankrig på samme dag var bimlende vanvittigt) skal da endelig blive del af repertoiret i fremtiden.

Læs også om, hvordan Qatar spillede en vigtig rolle ved EM.

Og så er der forhåbentlig også flere i dag end for en måned siden, der kan se, at der skal forandringer til i både forbundene UEFA og FIFA og i toppen af europæisk klubfodbold, hvor der nu igen venter to meget hektiske år med et katastrofalt VM i Qatar placeret midt i sæsonen 2022/23, og nye forsøg på at skabe superturneringer og andet gøgl, der er så langt fra den fine og livsglade måned, det her blev med Danmark.

Ville fodbold ikke blive bedre, hvis fans og spillere havde mere at sige?

Det her EM kunne tyde på det. Om det så kan blive virkelighed virker meget urealistisk, men hej – det gjorde en dansk EM-semifinale også.

-----
Få 100 stærke spilforslag fra oddsavisen.dk for 29,- kr/md - brug koden Tip2020