Ødelægger EM-stemningen: Alt går den forkerte vej

Der er EM-fest, og sådan skal det være.

Danmark spiller lørdag den første slutrundekamp på hjemmebane for herrernes A-landshold, og det er dejligt, skønt og lige som det skal være.

Desværre trækker VM-slutrunden i Qatar skygger ind over selv EM-slutrunden, og selv om vi i disse timer og dage er ved at flyde over med god EM-stemning (tror det eller lad være: Det gælder selv for mig – bare læs her!), er de dybe og meget alvorlige problemer i fodboldverdenen ikke gået væk og desværre heller ikke i nogen form for bedring.

At Qatar kaster skygge over EM er ikke kun i overført betydning; Qatar Airways har indgået en stor sponsoraftale med UEFA om EM i de kommende uger, så vi får masser af Qatar at se, ligesom Qatar Airways i en ny kampagnevideo aktiverede deres sponsorat ved at vise EM-trofæet på besøg i Doha.

Sådanne aftaler er UEFA og Qatar selvfølgelig i deres gode ret til at indgå, præcis som der findes alle mulige andre sponsorater i sportsverdenen.

Men sammen med invitationen af Qatar til Europas VM-kvalifikationsgruppe A (Qatar kom flot fra land i marts med sejre over Luxembourg og Aserbajdsjan samt en uafgjort med Irland), de enorme tv-kontrakter mellem UEFA og medieselskabet beINSPORTS (ejet af Qatar) og forfremmelsen af PSG-præsident Nasser Al-Khelaïfi til chef for kluborganisationen European Club Association i kølvandet på Super League-oprøret, er det svært ikke at få indtrykket af, at UEFA-toppen og Qatar står meget, meget tæt på hinanden.

Infantinos enegang
Det gør det ikke nemmere for DBU og deres politiske allierede i Skandinavien at føre den kritiske dialog med Qatar om migrantarbejdernes forhold og rettigheder samt menneskerettigheder forud for VM 2022, og det gør FIFA’s handlemåde så sandelig heller ikke.

FIFA-præsident Gianni Infantino turnerede i månedsvis før valget af ny præsident i det afrikanske kontinentalforbund, CAF, i Afrika med et privatfly venligst stillet til rådighed af Qatar, i øvrigt præcis som forgængeren Sepp Blatter gjorde i mange år.

Infantino kan dårligt nok tale om Qatars VM-slutrunde uden at nævne, at det helt sikkert bliver det bedste VM nogensinde, og i denne uge præsenterer FIFA-bossen og hans organisation oprettelsen af et stort nyt hovedkvarter i Paris i en eksklusiv bygning, hvor der såmænd er udstillet en flot kunstsamling ejet af kongefamilien i Qatar.

Som den dialogens mand, Gianni Infantino er, foreslog han for nylig, at de skandinaviske landshold da bare kunne spille mod Qatar i dialogen og forbrødringens navn – Infantino og Qatar har for eksempel sammen skabt den nye Arab Cup, hvor i alt 23 hold fra Mellemøsten og Afrika spiller fra 30. november til 18. december på de kommende VM-arenaer.

Det er på dette bagtæppe, DBU lørdag formiddag har repræsentantskabsmøde, hvor Qatars 2022-VM også er på dagsordenen.

Fra DBU’s side fastholder man, at der sker positive fremskridt for migrantarbejdere i Qatar i form af reformer og bedre arbejdsforhold på grund af presset fra blandt andet Danmark og Skandinavien, og DBU har tydeligt udelukket muligheden for en boykot af VM-slutrunden og peger på regeringen og Folketinget som beslutningstager.

Så er det bare lidt ærgerligt, at kulturminister Joy Mogensen og udenrigsminister Jeppe Kofod i et nyligt samråd lagde det ansvar tilbage på DBU og fodboldverdenen, og end ikke kunne tage stilling til, om danske politikere skal med til VM-festen i Doha til november og december næste år.

Vi kan diskutere antallet af dødsfald, det skrækkelige i millioner af fattige migrantarbejderes dårlige og nogle gange livsfarlige og nedværdigende forhold, bruddene på menneskerettigheder i et autokratisk, enevældigt kongedømme og brugen af verdens største fodboldbegivenhed til indenrigs- og udenrigspolitik.

Sker der nok forandringer til at berettige dansk deltagelse, på hvilke vilkår, og bliver alle reformer bare sløjfet umiddelbart efter VM, når vi ikke længere kigger?

Fodbold er på den forkerte vej
For mig er hele debatten om VM i Qatar også et symbol på noget endnu større – nemlig den retning, som fodboldverdenen, FIFA og sport i det hele taget bevæger sig i.

Siden Sepp Blatter faldt i 2015 og Infantino blev valgt i starten af 2016, har FIFA og de nationale forbund været gode til at sige de rigtige ting.

Gianni Infantino (i midten) taler om åbenhed men har gjort fodboldverdenen mere lukket og hemmelighedsfuld end nogensinde, mener Tipsbladets chefredaktør.

Man taler reformer, magtens tredeling, good governance og åbenhed, og i alverdens udvalg og rapporter viser man, hvor godt det hele går, og hvor meget man har udviklet sig siden de mørke år under Blatter.

CSR, udvikling af ungdomsfodbold, udviklingsprojekter og et tilsyneladende større fokus på kvindefodbold bruges som bevis på, at alt går meget bedre.

Desværre har det bare ikke ret meget med virkeligheden at gøre.

De reelle beslutninger træffes stadig i hemmelighed og i et barsk magtspil i kulisserne, hvor FIFA-præsident Infantino læner sig op af stærke nationalstats-interesser fra lande som Qatar, Saudi-Arabien, Rusland og Kina, og reelt har sat hele Afrika under FIFA-administration med håndplukkede folk, som blandt andre det norske magasin Josimar har fortalt (det er fantastiske artikler, læs med her).

Samme Infantino var også en afgørende aktør i Super League-skandalen, og han har aktivt arbejdet på at skabe de selvsamme lukkede ligaer på andre kontinenter, ligesom han ifølge flere medier er den hemmelige, magtfulde person, der optræder under en anonymiseret forkortelse i interne Super League-papirer som en vigtig allieret i skabelsen af den lukkede, europæiske liga.

Nu bliver en del af FIFA’s aktiviteter rykket fra Zürich til Paris som et høfligt indpakket, formfuldendt og smagfuldt ”F-You” til de schweiziske myndigheder, der har efterforsket Gianni Infantino for brud på schweizisk lov.

Hvad skal man så stille op?
Det er for mig at se Mission Impossible at forandre det nuværende fodboldsystem, der i stadig større grad er kontrolleret af autoritære stater og ekstremt pengestærke individer og organisationer, der bruger fodboldspillet for egen vindings skyld.

Tingene går den forkerte vej, alt imens man fører kritisk dialog og holder endeløse møder om good governance og om forbedringer af forholdene i Qatar.

Jeg mener ikke alene, at DBU og så mange andre forbund som muligt skal sige pænt nej tak til at spille VM i Qatar og den legitimering, det vil være af Qatar og FIFA og deres åbenlyst fordækte forsøg på at dække over, hvor forkert den slutrunde på alle mulige måder er.

Jeg mener også, at man skal sætte kræfterne ind på en gennemgående, fuldstændig reform af fodboldorganisationerne, så magten bliver splittet op, bedre reguleret og i reel kontakt med de millioner af amatører, børn og unge, man i dag forsømmer.

Da vi i efteråret interviewede Jesper Olsen, formand i den danske afdeling af Transparency International, til en artikelserie om Qatars VM-slutrunde, sagde han blandt andet om faren for dansk udelukkelse fra det gode selskab i FIFA, at der vel også er grænser for, hvad man vil være med til for at være del af førnævnte gode selskab.

For mig har FIFA for flere år siden overskredet den grænse under Gianni Infantinos lederskab, for den bagvedliggende magtpolitik er nøjagtig lige så drevet af særinteresser og lige så hemmelig og uærlig, som den har været siden begyndelsen af João Havelanges regeringstid i 1974.

Nu pakker man den bare ind i smukke slogans og tager ejerskab over gode bevægelser og projekter, man ikke har en flig af æren for, bare for at have en pæn indpakning af det samme, beskidte magtspil.

Gode kræfter bør gå sammen om at skabe et reelt reformarbejde, som passende kan starte med et nej til VM i Qatar og dermed til sportsorganisationernes flirt med de autoritære lande, som ikke på et eneste punkt er foreneligt med dansk elite- og breddeidræt.

Jeg har ikke den komplette køreplan, og måske er det ikke muligt at reformere hverken FIFA eller fodboldverdenen.

Men at et flertal af Danmarks befolkning gerne ser en boykot en VM i Qatar skal fortælle DBU og os andre, at alverdens sponsorater, lækre slogans og flotte rapporter om forbedringer i fodboldverdenen ikke dækker over en grel virkelighed, der år for år fjerner sig mere fra sportens værdier.

Kan det koste Danmark samtlige poster i idrætsverdenen og muligheder for at arrangere internationale sportsbegivenheder som for eksempel EM? Helt afgjort, der er en pris at betale for at gå imod et korrumperet system ved i første omgang at sige nej til Qatars VM, og derefter arbejde for dybe, seriøse reformer.

Ellers droner vi bare videre mod et VM i Kina i 2030 eller 2034 og en endnu mere klasseopdelt verden i klubfodbold, hvor det næste forsøg på at lave en lukket liga i Europa ikke bliver lige så amatøragtigt som det, vi så i foråret.