Nevø gik i legendes fodspor: Jeg brød helt sammen

Det synes nærmest skæbnebestemt, at Frederik Dietz skulle spille for Hobro IK en dag. Han har fulgt klubben fra 2. division til Superligaen og ned i 1. division igen. Han har spillet der, siden han var U12. Og så er han som snydt ud ad næsen på sin onkel, klublegenden Mads Justesen.

Torsdag kom han så på banen i den livsvigtige sejr over Fremad Amager. Dietz har knoklet, hele familien har knoklet for ham, og nu skete det endelig. De var der endda alle sammen til at overvære det: hans mor og far, mormor og morfar, farmor og bedstefar, holdkammeraterne fra U19-holdet og hans bedste venner.

Så da dommeren fløjtede af, og Hobro havde vundet tre point, der kan ende med at sikre klubben livet i 1. division, kom følelserne op i Frederik Dietz. Glæde, stolthed, lettelse. Dem alle sammen på én gang.

– Liga da dommerne fløjter af, bryder jeg bare fuldstændig sammen. ”Tjørne”, Damborg, Bøge og Simon (Jakobsen) kommer bare hen og giver mig den største krammer. Det er bare en fornøjelse at komme op som ung, for der er ikke noget hierarki og pis med, at nogle er bedre end andre, siger den bare 17-årige Hobro-spiller og ikke mindst -fan til tipsbladet.dk.

– Jeg turde næsten ikke drømme om så flot en debut. Det var en fin præstation og alt det der, men alt uden om spillede fuldstændig. Det kunne ikke være skrevet smukkere. Det var som at leve i en drøm. Det kunne ikke være vildere.

Fulgt klubben siden Danmarksserien
For at forstå, hvorfor det var så smukt og vildt for den nordjyske teenager, skal man kende hans og hans families tilknytning til Hobro IK.

Dietz’ onkler hedder Lars og Mads Justesen. De har begge spillet på førsteholdet i klubben, og Mads var anfører, da holdet rykkede op i Superligaen og tog dansk fodbold med storm i 2014. To år senere tog han kamprekorden i Hobro IK. Samtidig var Lars assistenttræner.

Der er så mange ting, der bare rører mig over den debut

Oprykningen til Superligaen var kulminationen på en tur op gennem rækkerne, fra Danmarksserien til 2. division i 2005, til 1. division i 2010 og altså det fineste fodboldselskab i landet fire år senere. Selv om Frederik Dietz kun er 17 år, har han fuldt det meste af den tur.

– Det er, lige før jeg siger, jeg har fulgt klubben siden Danmarksserien, men i hvert fald 2. division. Jeg har set mine to onkler spille, jeg kender Jens (Hammer Sørensen, sportschef) og folk i klubben, fortæller han.

– Jeg kom herude, fra jeg var tre-fire år, fordi mine to onkler spillede. Min mor er deres storesøster. Så jeg var enten med mormor og morfar eller mor og far ude at se kampene. Jeg har været til næsten alle hjemmekampe, siden de rykkede op i 1. division. I Superligaen blev det lidt sjovere, og så var der også nogle udebanekampe, man var nødt til at se.

Fik onkels nummer
Frederik Dietz skiftede til Hobro IK, da han var U12-spiller. Selv om det næsten ikke kunne være anderledes, at han skulle begynde sin seniorkarriere samme sted, som har dannet ramme om hans og hans familie liv, har vejen dertil være lige så ujævn, som hvis onkel Mads havde kørt ad den med en traktor hjemme fra Damgården.

Den unge midtstopper siger selv, at han var ”tæt bygget, meget kvabset”, fra han var U12- til U15-spiller. I den periode var nogle folk fra DBU ude til nogle træninger for at udtage de bedste til et udvalgt hold. Ifølge Frederik Dietz blev 12 ud af 14 udtaget. Han var en af de to sidste.

– Alle drømmer om chancen for at blive professionel fodboldspiller. At få sådan en nedtur kan for mange virke skræmmende og gøre, at man mister lysten, men det var bare på med arbejdshandskerne. Lige pludselig begyndte jeg bare at skyde i vejret, og nu er jeg 193-194 centimer og radmager, vil mange nok sige.

Foto: Dannie Rosenkrantz/Hobro IK

Unge Dietz har den velkendte Justesen-fysik: lange lemmer og skarptskåret kæbeparti. Da han torsdag aften fik debut for førsteholdet, bar han også sin onkels gamle rygnummer, 13. Det blev ellers pensioneret samtidig som Mads Justesen i 2018, så Frederik Dietz måtte spørge om lov først.

– Hvis man tænker på Hobro, tænker man familien Justesen, landmænd, køer, og det var nummer 13, man kiggede efter (dengang Justesen spillede, red.). Jeg bliver drillet med, at jeg har sammen statur som ham, og jeg er også venstrebenet. Jeg har også spillet i nummer 13 som ungdomspiller, og han har været et kæmpe forbillede for mig, siger han.

– Jens Hammer sagde, jeg selv måtte vælge nummer, så jeg prøvede at tage chancen og ringe til ham og spørge. Så nu er det ude af pension igen.

Hvad sagde din onkel til det?

– Han startede med at grine, for han vidste faktisk ikke, at nummeret var så fredet igen. Så fortalte jeg ham, at jeg skulle vælge nummer, og at det ville være en kæmpe ære. Så sagde han: ”Hvis der er nogle, der skal bære det nummer, er det dig, Frederik, for du har knoklet for det.”

Frederik Dietz fik i dag debut for Hobro IK. Han er stopper, akkurat som hans onkel, klublegenden Mads Justesen. Dietz fik endda debut i nummer 13, et trøjenummer, der har været pensioneret siden Justesen. Men Dietz havde selv ringet til Justesen og fået lov til at spille i den! pic.twitter.com/L1CPnldYEK

— Mathias Hansen (@gali_mathias) May 6, 2021

Allesammen var der
Torsdagens kamp mod Fremad Amager var første gang, Frederik Dietz overhovedet var udtaget til kamptruppen for Hobros førstehold. Alligevel havde et væld af familiemedlemmer, venner og bekendte indfundet sig for at være der. Hvis nu.

Det var godt, de gjorde det. De så holdet komme foran 2-0 efter 58 minutter, og da Fremad smed det franske forsvarsbrød Maxime Soulas op foran for at bombardere Hobro-feltet med lange bolde, blev Dietz Hobros modtræk. Det virkede. Fremad Amager fik hverken udlignet eller reduceret, så Hobro vandt. For første gang siden december.

Det kunne ikke have været en bedre debut for Frederik Dietz.

– Mine onkler var der begge to, og min mor og far sad ovre på langsiden sammen med mormor og morfar og farmor og bedstefar. Jeg havde også 10 holdkammerater fra U19-holdet og en masse gode kammerater på tribunerne. Også nogle af mine allerbedste venner gennem tiden. Så det var helt surrealistisk at komme ind, siger Dietz.

– Det betyder så meget for mig, at jeg kunne få lov at spille foran mine bedsteforældre og mor og far og onkler. De har alle knoklet for, at jeg kunne få min chance. De har bare været en super støtte gennem hele min ungdomskarriere.

– De har kørt mig til træning hver gang. Jeg bor i den lille by Hvilsom, hvor Mads også bor, uden for Hobro. Der skal køres nogle timer, og de kommer også og ser mine kampe på hjemmebane og nogle gange udebane.

– Jeg har også altid haft nogle at sparre med. Det objektive og fodboldmæssige plejer tit at være Mads og Lars, mens min mor og far er mere støttende. På den måde betyder det utrolig meget for mig, at så mange fik lov til at opleve det. Det kunne man nok også se på mig efter kampen. Jeg var meget rørt og stolt.

Debuttale med tårer i øjnene
Frederik Dietz gik i minutterne efter slutfløjtet rundt og tørrede sine øjne gang på gang i sit lange, gule trøjeærme. Han var selvfølgelig også ovre for at hilse på onkel Mads, der også ”kneb en lille tåre”.

– Det er sjældent, jeg har set ham gøre det, som Frederik Dietz har sagt til klubbens hjemmeside.

Debuten glæder også den unge Hobro-spiller på klubbens vegne. Ungdomsafdelingen er stadig under udvikling, så det, at en af dens egne får debut, er en stor sejr.

– Der er så mange ting, der bare rører mig over den debut, siger han.

Det er 144 dage, siden Hobro IK senest vandt i 1. division. Holdet har gennem foråret bevæget sig faretruende tæt på nedrykning, hvilket i givet fald ville være for anden sæson i træk. Der var altså nok at fejre for både Frederik Dietz og holdkammeraterne.

– Vi skulle over og klappe ad fansene. Jeg har stået på den anden side af kridtstregen utallige gange, så det var fantastisk selv at gøre det. Jeg kunne kigge ude på mine venner og min mor og far. Også min allerbedste ven gennem de seneste fem-seks år, som betyder uendeligt meget for mig. Vi har snakket om 100 gange, at hvis jeg fik debut, skulle hun være der. Så da jeg fik at vide, at jeg var i truppen, var jeg hurtigt oppe for at få lagt to billetter til side til hende og hendes far.

– Bagefter skulle jeg holde debuttale og stod nærmest med tårer i øjnene og var bare så pavestolt.

– Og så var der sejrssang. Vi havde jo ikke vundet i snart 150 dage, og det var den første sejr i 2021 og den første sejr under (cheftræner Michael) Kryger. Det var helt fantastisk.