Dansker kender Real-træner: Det overrasker mig

Artiklen er fra Tipsbladets trykte udgave den 27. maj

Når han engang skal indskrives i diverse opslagsværk, vil især opholdet i Everton springe i øjnene. En stolt arbejderklub, hvis nyere trofæskab ingenlunde målte sig med storheden, der omkransede ham.

Flere så ansættelsen på Merseyside som et tegn på resignation. At Carlo Ancelotti ikke længere tilhørte den absolutte top og at pensionsalderen nærmede sig med hastige skridt.

Som en anden tomat, modnet af solens stråler i det nordlige Italien, har tiden i Real Madrid dog vist, at Carletto og hans anderledes, knapt så nymodens stil, stadig har sin berettigelse i toppen af fodboldpyramiden.

I starten af måneden kunne de hvidklædte madrilenere fejre klubbens 35. mesterskab. Et mesterskab, der gjorde Ancelotti til den første træner i historien med hæder i de fem førende ligaer; Italien, England, Frankrig, Tyskland og nu altså også i Spanien.

Denne weekend skriver den karismatiske italiener endnu et kapitel i fodboldbiblen, når Real Madrid og Liverpool tørner sammen i amorinernes by. Og netop kærlighed, både til spillet men i særdeleshed også til dets aktører, har gjort Ancelotti til faderen af de europæiske aftener. Rejsen hertil har dog været lang og bumpet, og startede i en mindre flække med godt 10.000 indbyggere.

Parmesan som øjenåbner
Både som spiller og sidenhen som træner har Carlo Ancelotti befundet sig på nogle af fodboldens største adresser. Opvæksten pegede dog langt fra i en så glamourøs retning.

Knægten fra Reggiolo, en del af Emilia Romagna-regionen i det nordlige Italien, voksede op på familiens landsted, der tjente til dagen ved at fremstille sprød og skorpet parmesanost.

Faderen Giuseppe lærte ham, at ydmyghed og hårdt arbejde kunne føre én langt i tilværelsen. Det efterlevede den allerede tænksomme Carlo til fulde, men de lange og opslidende arbejdsdage, ikke blot for ham, men for hele familien, rejste en række spørgsmål i den unge, spirende krop.

Gården ville for altid holde familien nær fattigdomsgrænsen, indså han. Carlo havde ambitioner om mere. Og i vejen ud af den sociale bund, blev fodbolden midlet.

En talentspejder fra Parma tog notits af den stilistiske midtbanespiller ved en lokal turnering, og i midten af 1970’erne trådte Ancelotti ind på den professionelle scene for skinkebyens mandskab i Serie C.

Det var også her, at Ancelotti kom med ét af sine mange citater med reference til sin opvækst: “Fodbold er ikke bare et job. Som gårddreng, er fodbolden muligheden for et bedre liv”, sagde han dengang.

Hvad han ikke havde af hurtighed på grønsværen, havde han mellem ørerne. I Parma blev han Cesare Maldinis forlængede arm på banen, ligesom Nils Liedholm og Arrigo Sacchi flittigt gjorde brug af hans taktiske dybde og forståelse i de succesfulde år i Roma og Milan.

I foråret 1992 blev der sat punktum for en flot karriere. Verona blev besejret 4-0 og Milan gik således ubesejret gennem sæson. Ancelotti var, grundet skader og en fremadstormende Demetrio Albertini, gradvist degraderet til reserve, men kom ind i slutfasen og tegnede sig for opgørets to sidste mål.

Med titlen “Il Futuro del Calcio: Più Dinamicitá”, fodbolds fremtid, mere dynamik, påbegyndte Ancelotti kort efter sit karrierestop sin afhandling på Coverciano, det italienske trænerinstitut. Og efter tre år i mesterlære hos Sacchi på landsholdet, var Ancelotti klar til at stå på egne ben i Serie B-klubben Reggiana. Et vadested tæt på barndomsflækken, inden karrieren for alvor udfoldede sig.

En tilpasser af guds nåde
I sin stræben efter at sammensætte det mest slagkraftige hold, har Ancelotti altid vægtet spillernes besyv og input højt. Han erkendte, og anerkendte, dog hurtigt, at ejerne og præsidenterne er de reelle ledere af klubberne. Og med navne som Silvio Berlusconi, Roman Abramovitj, Florentino Pérez og Nasser Al-Khelaifi på den front, har italienerens evne til at til at træde et skridt tilbage for alvor kommet på prøve.

En træners fornemmeste opgave er ifølge Ancelotti selv at holde spillerne glade og parate. Det beretter professor Chris Brady, medforfatter på bogen om Carlo Ancelotti, “Mit spil”, om i en korrespondance med Tipsbladet.

“Få i fodboldverdenen er bedre til at forventningsafstemme end Carlo. Han vader ikke ind i en klub med en masse krav og ultimatummer. Han forstår, hvilken opgave han kan og skal udføre”, siger han, og tilføjer.

“Det er nøglen til hans succes gennem årtier. Akkurat som på banen, har han en unik evne til at tilsidesætte egne behov, så andre, mere profilerede folk, kan lyse op og afgøre tingene”.

“Og netop de gode forventningsafstemninger er ofte det, der ender med at få ham fyret igen. Klubberne ansætter ham, akkurat som Real Madrid gjorde sidste sommer, for hans rolige, stabile og rutinerede hånd. Går det skævt og resultaterne udebliver, kan klubben altid undskylde sig med, at det blev for roligt og at især de yngre spillere ikke køber ind på hans metoder”, afslutter Chris Brady.

Ovenstående tilgang synes meget ulig de bevægelser og tendenser, fodbolden har skabt de seneste år. Med Pep Guardiola og Jürgen Klopp som klare pejlemærker stiler stort set alle klubber efter en unik identitet og en strategisk synlighed fra selv de mindste ungdomshold hen over banemænd til førsteholdets dyrebare stjerner.

Uden større ideologiske tanker er Carlo Ancelotti med tiden blevet spillernes mand. Det fortæller blandt andre Zlatan Ibrahimovic, David Beckham og Cristiano Ronaldo om i førnævnte bog, der kom på gaden i 2017.

Nysgerrig og oprigtig i sine tilnærmelser, får italieneren truppen til at føle sig hørt. Og værdsat. Hvad enten du er først eller sidst på holdkortet. Det husker danske Martin Laursen, der fra 2001 til 2004 optrådte 72 gange i Milans farver under Ancelottis ledelse.

“Han gjorde ikke forskel på nogen. Selvfølgelig prioriterede han sin tid omkring holdets profiler, men i min tid i klubben følte jeg mig aldrig glemt eller overset”.

“Han var enestående til at få spillerne til at slappe af. Selv omkring de store kampe, hvor en masse var på spil. Han kunne få alle til at skraldgrine til træning, mens han med millimeterpræcision fremlagde taktikken, der skulle nedbryde vores modstander”.

“Jeg er aldrig stødt på en spiller, som ikke har brudt sig om ham eller har sagt noget dårligt om ham bag hans ryg. Visse spillere kunne selvfølgelig være utilfredse, hvis ikke de spillede så meget som de ønskede, men det unikke ved Carlo var, at han formåede at vende frustrationen til noget motiverende” siger Laursen.

Rejselysten pioner
Efter et par turbulente år i Juventus, hvor nogle af Den Gamle Dames fangrupperinger blandt andet rejste bannere bag det ene mål med skriften “grise forstår sig ikke på fodbold” og “il perdente di successo” [den succesfulde taber] fandt Ancelotti for alvor formlen i Milano.

I sine otte år hos Rossoneri vandt ’Carletto’ både mesterskab, pokaltitel samt to triumfer i Champions League, der ydermere banede vejen for succes i diverse Super Cups.

Med et fyldt trofæskab og mere end 30 år i calcioens tjeneste trak nye impulser i den eventyrlystne italiener. I sommeren 2009 blev han Chelseas fjerde træner på blot 21 måneder – og førte straks de blå fra London til hæder med rekordmange mål i vejen mod klubbens blot fjerde mesterskab.

Trods 67 sejre i 109 kampe og et pointsnit i Premier League, som kun José Mourinho og Sir Alex Ferguson har præsteret bedre, stoppede opholdet i Chelsea et år før tid. Et mønster, der har fulgt Ancelotti lige siden i klubber som PSG, Real Madrid og Bayern München.

De mange kortere ophold rundt på det europæiske kontinent overrasker Martin Laursen, der ikke så Ancelotti bevæge sig den vej, da de begge færdes på Milans træningsanlæg dagligt.

“Italienske trænere har det med at vandre rundt i de samme klubber. Dengang tænkte jeg egentlig også, at det kunne være vejen for Carlo. Jeg husker også, at han ikke talte engelsk, da vi var i Milan”.

“Derfor overrasker det mig faktisk, at han har været i de klubber og i de lande, som han har. Men på den anden side siger det enormt meget om Carlo og hans person. Han hviler ikke på sine succeser. Han søger konstant efter nye måder at udfordre sig selv og sine omgivelser på”, siger Martin Laursen.

“Han fremstår troværdig i det, han siger og gør, og at han er lykkedes så mange steder fortæller mig, at han er enormt dygtig til at sætte sig ind i stedet, klubberne og historien i de lande, han har arbejdet i”.

Velkendt europæisk finalemodstand
Tidligere på foråret blev Carlo Ancelotti som bekendt historisk, idet mesterskabet med Real Madrid gjorde ham til den første træner nogensinde med titler i de fem største ligaer i Europa.

Lørdag aften venter så endnu en svendeprøve for den 62-årige italiener i turneringen, han allerede har vundet i 2003, 2007 og senest med Real Madrid i 2014.

Weekendens finalemodstander er ingenlunde ukendt for Ancelotti, der som træner tidligere har trykket en Liverpool-manager i hånden 16 gange med otte sejre til følge – senest i Merseyside-derbyet i februar 2021, hvor et taktisk svendestykke banede vejen for en Everton-sejr på 2-0 på Anfield.

Trods sit rolige og afdæmpede gemyt må gensynet med Liverpool dog fremprovokere nervøse trækninger og koldsved langs rygsøjlen. Scousserne har nemlig tidligere spændt ben i Carlettos higen efter europæisk succes.

Tilbage i 1984, dengang turneringen stadig bar navnet Mesterholdenes Europa Cup, så Ancelotti skadet og forpint til fra tribunen, da holdkammeraterne Bruno Conti og Francesco Graziani brændte fra de elleve meter og sendte trofæet englændernes vej trods hjemmebanefordelen på Stadio Olimpico i Rom.

To årtier senere stod Ancelotti på sidelinjen i Istanbul og iagttog på nærmeste hold det vildeste comeback i Champions Leagues’ mangeårige historie. På seks magiske minutter udlignede Liverpool milanesernes tremålsføring og sejrede godt en time senere – igen fra ellevemeterpletten.

Mod Klopp har Ancelotti overhånden i nyere tid med blot ét nederlag i deres seneste seks indbyrdes opgør. Skulle italieneren ende som triumfator i Paris lørdag aften, vil det være et signal til omverdenen og især den nyrige, og oftest så udskældte, del af fodboldindustrien.

De episke sejtræk mod PSG, Chelsea og senest Manchester City beviste på ny, at penge kan springe visse strategisk processer over, men samtidig at momentvise højdepunkter fra betroede medarbejdere spredt ud over 90 intense minutter, stadig kan duellere mod, og besejre, uanede mængder af kapital og skruppelløse bagmænd.

Uagtet weekendens udfald kan Ancelotti og Real Madrid stå foran en snarlig skillevej. Historikken fortæller os, at karismatikeren næppe holder i Kongeklubben frem til kontraktudløbet i sommeren 2024, og de spanske sportsaviser spekulerer allerede, hvorvidt finalen i Paris bliver hans sidste optræden for de hvidklædte.

Og hvem ved. Måske er tiden kommet til, at gårdsønnen vender retur til de vertikale træhylder med de tunge, runde oste og slår sig ned på terrassen med et koldt glas mousserende vin, en skive af familiens smagsfyldte parmesan og en letglødende cigar. Pulsen ville være omtrent den samme, som når han leder sit mandskab på sidelinjen.

Gennem snart tredive år har Carlo Ancelotti vundet hjerter, kampe og trofæer i massevis. Gennem snart tredive år har han, på sin egen stille facon, fået sportens ypperste til at begejstre os alle, igen og igen.