Den blå chance

Knips. Han skutter sig lidt i blæsten. Efteråret har sneget sig ind i vinden over England og støvregnen begynder køligt at prikke på de gulnede blade på træet bag ham. Men han brokker sig ikke, mens fotograf Christian danser halvakrobatisk foran ham for at fange øjeblikket. Knips.

“Ja, mor bliver nok glad for noget mere hun kan komme i scrapbogen :-),” svarede han på mailen, da han fik at vide, at han skulle fotograferes.

Knips. En scrapbog, der allerede efter 18 år må være godt fyldig. For Per Weihrauch har allerede trukket nogle overskrifter og optrådt i en del klummer, trods sine blot 18 år. Nu kan han føje endnu et kapitel til samlingen. Kapitlet om den blå chance i Chelsea.

“Ik’ fra Rosenhøj”

Vi har aftalt at mødes på “El Torito” i Cobham midtby. Den multietniske restaurant er et populært mødested, selv på en ordinær mandag, hvor godt halvdelen af de mange borde er besat.

“De har også rigtig god mad,” lover Per Weihrauch, mens han sætter sig til bords.

Og skulle vise sig at have så ganske ret. Alt imens maden sniger sig indenbords, ryger ordene på blokken. Fra en snak om en professionel karriere, der startede som 16-årig. Om livet i udlandet som en teenager. Og om fish’n chips.

“Jeg spillede for Hvidovre, dengang John Steen Olsen henvendte sig. Han var scout for Ajax Amsterdam. Jeg tog ned for at se på forholdene i sommeren 2004, men så skete der ikke mere de næste par måneder. Lois van Gaal blev så fyret som cheftræner, og da Danny Blind kom på banen, kom der gang i sagerne. Jeg skrev under på en kontrakt for 1½ år om vinteren,” erindrer Per Weihrauch, mens vi venter på forretten.

Men inden det store fad med tapas ankommer, når han også lige at få banket én ting på plads.

“Nej, jeg er ik’ fra Rosenhøj,” griner han, velvidende at en lidt ældre landsmand med efternavnet Agger, der for alvor har gjort Hvidovre-området kendt og berømt for strømmen af talenter, netop spillede for den klub.

Sammenligningen mellem forsvarsspilleren fra Liverpool og offensiv-talentet fra Chelsea er da også ganske malplaceret. Mens Agger rydder op i de bagerste kæder er Weihrauch mere til hæl og tå i de forreste geledder.

“Hvem jeg ligner i spillestil? Måske Káka,” kommer det med et smil og et lille grin fra den unge mand, mens han dypper en hotwing i guacamole.

Nej til Brøndby og OB

Livet i det hollandske som blot 16-årig var langt fra at være på lyserøde skyer fra begyndelsen. Traditionen tro for hollandsk talentpleje blev den unge knægt placeret hos en værtsfamilie, hvilket normalt vil hjælpe på integrationen og ikke mindst muligheden for at lære sproget. Men for Per Weihrauch blev det noget anderledes.

“De boede en times kørsel fra Amsterdam i en lille flække, snakkede ikke særligt godt engelsk, havde tre små børn som de gerne ville have jeg kunne passe – og så var moderen vel nok jordens dårligste kok! Det var alt sammen dåsemad,” husker han tilbage på starten som professionel fodboldspiller.

Bedre går det åbenbart for “El Torito” i Cobham, hvor yndlingsretten – en rygende varm omgang fajitas – bekommer den sultne mand noget bedre.

“Jeg flyttede familie efter et lille år, kom ind til Amsterdam og det var lækkert. De havde to ældre børn, som jeg snakkede meget med, og det hjalp mig til at blive flydende i hollandsk.”

Men hollandsk er ikke det sprog Per Weihrauch har mest brug for i dag. Da kontrakten med storklubben i Amsterdam løb ud i foråret, lå der ingen forlængelse og ventede på det offensive talent. Og da Frank Arnesen via agent Søren Lerby henvendte sig, slog Per Weihrauch til. Den to-årige kontrakt med Chelsea blev skrevet under i maj måned i år.

“Jeg havde også mulighed for at vende hjem. Både Brøndby og OB tilbød mig kontrakt, men jeg havde lyst til at blive i udlandet. Og da Chelsea kom på banen, var jeg ikke i tvivl. Det var for godt til at være sandt,” kommer det med et snert af benovelse over, at en af verdens største klubber pludselig står og vifter med en kontrakt.

“Jamen, det er da også lidt surrealistisk, når man tænker over det. Den anden dag sad jeg i styrketræningsrummet og cyklede, og ved siden af mig sad Arjen Robben og Joe Cole. Det er jo lidt vildt at tænke på.”

Skaden fra Amsterdam

Vi snakker videre om fodboldstjerner, mens tjeneren fjerner de sørgelige rester af vores fortæringer fra bordet. Uden at blive presset synderligt erkender Per Weihrauch, at han som barn var fan af Liverpool. Og særligt Robbie Fowler.

“Han er gud, og faktisk fik jeg nok af Liverpool, da de solgte ham. Som spillere er vi modsætninger. Han er venstrebenet, ik’ specielt hurtig og ik’ så stor. Men hans førsteberøring og målinstinkt er fantastisk.”

Forholdet til Liverpool er dog ikke helt forbi, drømmen om at spille på Anfield inden den forestående ombygning af det legendariske stadion lever endnu. Men erkende sit sande supporteransigt i offentligt skue hos Chelsea tør han alligevel ikke.

“Hvis jeg dukkede op i en Liverpool-trøje, ville de slå mig ihjel,” siger han og ryster let på hovedet ved tanken.

For tiden har han dog end ikke mulighed for at trække Chelseas blå trøje over hovedet. En skade i baglåret har sat ham ud af spillet til efter nytår. En skade han viste sig at have taget med fra Amsterdam.

“De havde åbenbart ikke behandlet mig korrekt i Ajax. Nu er jeg blevet scannet, og det viser sig, at der er noget arvæv omkring musklen. Måske skal jeg opereres, men indtil videre skal jeg holde mig i ro og gå til behandling,” fortæller han, og erkender samtidig, at det er svært at holde sig i ro, når man lige er skiftet til en ny klub.

“Men prisen er simpelthen for høj, hvis jeg går i gang for tidligt. Det kan ødelægge min karriere. Nu har jeg fået at vide, hvad der er galt med mig, nemlig at det hænger sammen med min ryg og hofte, som jeg så skal træne ekstra meget. Det fik jeg ikke i Ajax, så på den måde er skiftet ekstra godt,” kommer det optimistisk fra Per Weihrauch, som trods de mange skadesproblemer ikke har klarlagt en eventuel plan B, hvis karrieren som professionel fodboldspiller må indstilles utidigt.

“Det er ikke en tanke, jeg tænker.”

To store fjernsyn og “fish’n chips”

Mens Per Weihrauch går og venter på muligheden for endelig at kunne spille for Chelsea, kan han passende få tid til sin helt store passion: Film. Masser af film.

“Jeg elsker at se film. Alle slags film. Jeg har to kæmpe store fjernsyn og en kæmpe dvd-samling hjemme i lejligheden,” erkender han.

Men er det ikke bare fordi, at der ikke er andet at give sig til i sovebyen Cobham, uden for Londons puls og larm?

“Nej, jeg tager ofte ind til London for at shoppe eller gå på café, det er jo kun 25 minutters togtur herfra,” fortæller han og bedyrer, at hans nye hjemby skam er god nok.

Cobham er blevet kendt for at være byen, hvor Chelseas træningsanlæg er placeret. En søvnig lille flække, der ville passe fint ind i en eftermiddags tv-serie på TV 2 Charlie. Det er tæt på midnat da vi trasker godt mætte ud af restauranten og ned mod midtbyen, hvor kun en lille håndfuld gennemkørende biler forstyrrer vindens pusten i de gulnede blade. Vi har fået overtalt Per Weihrauch til et lille foto-stunt foran den lokale fish’n chips. Til den veltrimmede unge mands forsvar skal det dog tilføjes, at det til ære for linsen er første gang han holder en portion friturefugtige pommes frites i hånden.

“Føj, hvor er de klamme,” udbryder han mens han tager et par af de slaskede kartoffelpinde op af papirsposen.

Bag ham følger et par forundrede unge knøse på deres knallerter det sælsomme optrin.

“Are you a footballer?” forhører de sig den unge dansker, der dog ikke bliver yderligere genkendt ved tilkendegivelsen af sit efternavn.

“Never heard of him,” mumler den ene hovedrystende til den anden, mens vi går ned til krydset foran byens opslagstavle, hvor vi lader Per Weihrauch øve sig på sin autograf i luften foran kameraet.

Måske får han snart brug for den for alvor. Når han har taget sin blå chance.

FAKTA:

Navn: Per Weihrauch

Født: 3. juli 1988

Klub: Chelsea FC

Tidligere klubber: Hvidovre IF, Ajax Amsterdam

Position: Midtbane

Landshold: 18 i alt på U16, U17 og U18