Derfor elsker vi fodbold

“You’ll never walk alone”, “We are the Champions” og “Simply the Best” brager ud af højtalerne på Atatürk Olympiske Stadion i Istanbul. På nær den endetribune, som italienerne har besiddet under kampen, så gynger hele stadion i et hav af røde farver, og halstørklæder der ærbødigt bliver holdt over hovedet.

Nede på banen løber en flok lykkelige Liverpoolspillere rundt. De har netop gjort det umulige. Gået hele vejen i Champions League og besejret Milan i finalen med 6-5 efter straffesparkskonkurrence. Efter et drama af dimensioner. Efter en kamp, der minder os alle om, hvorfor det er, at vi elsker fodbold så højt.

Tænk at sådan en lille rund kugle kan føre os gennem alle spektre af livet på bare to en halv time. Champions League finalen 2005 vil gå over i historien. For mange forskellige ting. Men først og fremmest for et fantastisk comeback af Liverpool, der er helt nede at skrabe bunden ved halvtid bagud med 3-0 mod et Milan-hold, der kontrollerer kampen med vanlig italiensk effektivitet. I anden halvleg udligner Liverpool med tre stød i løbet af seks minutter, og så slæber de sig udmattede gennem omkampen og vinder i straffespark klubbens femte mestertrofæ.

Stadion er i ekstase umiddelbart efter, at Sjevtjenko har afgjort det hele ved at brænde Milans femte spark. Spillerne er lykkelige, men tilskuerne er det endnu mere. De står på tribunerne og kigger vantro på hinanden. “Er det virkelig sandt? Vandt vi kampen?”. Og det gjorde de jo.

Så hyldestsangene ruller i en uendelig strøm fra de op mod 50.000 Liverpooltilhængere, og kærligheden til spillerne, holdet og klubben hænger næsten i luften og er til at tage og føle på, da Gerrard løfter den store pokal. Som der stod på et af de utallige bannere med henvisning til netop pokalen: “It’s coming home”. Femte samlede sejr i turneringen betyder, at Liverpool beholder pokalen til ejendom.



Det er fuldt fortjent oven på en kamp, der ikke kan indfanges med ord. Ord kan forsøge at beskrive, hvordan det føltes at være der, men oplevelsen skal opleves. På det nybyggede og imponerende Atatürk Olympiske Stadion skal man være til stede i de timer mellem klokken 21 og 1 lokal tid, hvor finalen bliver afgjort for at forstå, hvad der gør oplevelsen så speciel.

Man skal ved selvsyn se den imponerende tifo i rødt og hvidt, som Milan-tilhængerne disker op med inden kampen. Man skal selv have de engelske decibel i ørerne for rigtigt at kunne forstå, hvad det vil sige, når 40.000-50.000 engelske struber skriger løs på “You’ll never walk alone”, og når alle med stoltheden lysende ud af øjnene står med halstørklædet over hovedet. Man skal selv se de seks mål blive scoret, selv se straffesparket der bliver brændt, og straffesparkskonkurrencen, der afgører kampen.

Det er berusende. Da de to hold går ind på banen før kampstart, så stiger brølet mod himlen, så hårene rejser sig ikke bare på armene, men så langt ned ad ryggen, som der nu engang er hår. Hvordan det lige er, at den megen larm fra lægterne kan hænge sammen med små tårer i øjenkrogene af spænding og bevægelse over at være til stede, er svært at sige, men det er helt sikkert, at de 22 mand der løber rundt på banen ikke bare er fodboldspillere. De er bærere af håb og drømme, og de er lyspunkterne i mange af de liv, der befinder sig på tribunerne.

Denne aften byder fodbolden på en ufattelig følelsesmæssig rutsjetur. De stolte Liverpooltilhængere har det meste af dagen overbevist hinanden om, at de nok skal holde Milan fra at score, og så skal der bare en enkelt scoring til, så er sejren hjemme. 51 sekunder inde i kampen spolerer Milans Maldini drømmen for englænderne om at “holde nullet”. Det er som bliver en gevaldig islagkage sænket ned over alle Liverpool-fansene. Inden kampen rigtig er kommet i gang, er den allerede afgjort. Milan er i en fordelagtig position og kan lure på kontrastød uden at blotte sig bagude, og de gør det mesterligt i første halvleg.

Det tidlige mål sender et gisp gennem stadion, men minutter efter er fansene kommet sig så meget, at de igen forsøger at råbe holdet frem. Men da Crespo to gange i halvlegens sidste fem minutter netter efter forarbejde af Kaká og Sjevtjenko, så synes kampen afgjort. Der er meget stille i pausen.

Den matte stemning holder ind i anden halvleg. Til der er gået ni minutter. Så eksploderer alle englænderne i et gigantisk brøl. Hvis arbejdstilsynet kigger forbi, så skal alle tilskuere på stadion udstyres med høre-bøffer for at afværge høreskader. Men de kommer ikke forbi.

Steven Gerrard header et indlæg fra en ellers ret anonym John Arne Riise i nettet. Præcist, men så blødt at Milans keeper, Dida, nok bør redde. Det gør han ikke, og derfor vækker Gerrard ikke bare et lille håb hos englænderne og deres fans. Hans appellerer til publikum og udstråler vindervilje, som ikke har været til stede på Merseysidemandskabet i kampen før det 54. minut. Nu er anføreren klar til at lede holdet i kamp.

Råbene og jubelen når ikke at lægge sig, før Vladimir Smicer reducerer yderligere, da han trykker af fra distancen, og denne gang får Dida hånden på, men han kan ikke forhindre at bolden går i nettet. På to minutter er kampen blevet helt åben igen. Englændere kan ikke summe af forventning, men det ville de have gjort ovenpå det andet mål, hvis de kunne. I stedet så synger de igen. Højt og entusiastisk. Hvilket bliver belønnet bare fire minutter efter.

Milan Baros laver en fiks lille tjatte-aflevering til Gerrard, der støder frem i Milans felt, hvor Gattuso begår straffe. Xabi Alonso får det enorme ansvar at bringe Liverpool helt tilbage i kampen. 70.000 mennesker holder vejret, da den lille spanier går til bolden, men Dida redder flot ved sin højre stolpe.

Desværre for brasilianeren giver han en ripost lige foran målet, og Alonso følger selv op og kanonerer bolden op i nettaget. Liverpool er gået fra 0-3 til 3-3 på seks minutter. Enten har Milan taget forskud på sejren og fejret med champagne i pausen, eller også så har Benitez sagt de helt rigtige ting over pauseteen. Tilhængerne tager sig vantro til hovedet. Det er endnu ikke sunket helt ind hos alle, det er tydeligt. Laurbærrene får ikke lov til at hvile hos Liverpool, for langsomt æder Milan sig tilbage i kampen og presser på for endnu et mål.

Jubelen over comebacket må nu vige for neglebidning og de der hysterisk nervøse blikke, der hører med til afgørelser i sportsverdenen.

Der er grund til nervøsitet. På banen virker det som om, Liverpools spillere er kommet i tanke om, hvad de er ved at opnå, så de er vendt tilbage til mere taktisk stram fodbold. Det er Milan bedre til, og italienerne dominerer både resten af den ordinære spilletid og hele den forlængede.

Tre minutter før slutfløjtet får Sjevtjenko en kæmpe chance. Han får sendt et hovedstød af sted. som Dudek redder i fornem stil ved stolpen, men polakken må give en ripost, og ukraineren skal bare støde bolden over stregen fra under en halv meters afstand. Han hamrer til bolden, og på en eller anden måde så rammer han Dudek, der dermed præsterer en mirakelredning, der bevarer håbet for Liverpool. Og det er en god måde at tage lidt selvtillid med ind i straffesparkskonkurrencen på for polakken.

Alle kampens seks mål blev scoret i samme ende, og heldigvis afvikler man også straffesparkene der. Dudek redder to, og Serginho sparker så højt over mål, at han er under mistanke for at have set for mange optagelser af Elkjær.

Det er slut. Liverpool har endelig vundet pokalen igen.

Da afgørelsen falder, begynder alle de rødklædte at hoppe. Energien bobler i de glade englændere. Steven Gerrard går rundt med et kæmpe smil og ligner netop da ikke en mand, der skal ind under Mourinhos ledelse næste sæson. Spillerne ser ikke ud som om, de har nogen planlagt jubel, så det bliver meget spontant. Cissé danser om pokalen, og han hopper rundt på banen af begejstring.

Tilskuerne søger ned mod banen. De vil så tæt på som muligt. Alle råber eller synger i munden på hinanden. Indtil medaljerne skal uddeles. Så sænker sangene sig til en konstant mumlen. Medaljerne deles ud, og endelig er anfører Gerrard fremme. Han går lidt rundt om sig selv. Venter. Men får så endelig lov og griber den store pokal og hæver den over hovedet. Jubelen stiger højere og højere op i den tyrkiske nattehimmel. Det er ikke utænkeligt, at astronauter i rummet kan høre jubelen. Liverpool er tilbage, hvor de hører til. I toppen af fodboldhierarkiet. Fyrværkeri brager mod himlen. Konfetti sprøjter ud over spillerne, og de tager en æresrunde med pokalen.

En langsom æresrunde, men også kun en. Så forlader de banen, og stadion bliver tømt i en fart.

Der er en fest i byen, der skal nås. Men desværre så er tyrkerne tilsyneladende ikke helt færdige med byggeriet omkring det nye stadion, for der er kun en frakørselsvej fra stadion til de 70.000 mennesker.

Der er gratis busser ind til Taksimpladsen, hvor festen fortsætter resten af natten, men de cirka 20 kilometers distance kræver næsten halvanden time i en lang, lang kø.

Så mange når først frem, da natten er blevet til tidlig morgen, men det forhindrer ikke festen i at tage form og fart, og Liverpool sætter sit muntre, højrøstede og jublende præg på Istanbuls centrum denne nat.

De kreative englændere har allerede kreeret flere nye sange til lejligheden, og der bliver øvet flittigt hele natten. Et banner fortæller – nok som en hilsen til en af Londonklubberne – “Money can’t buy class”. De må vide, hvad de taler om, for de har masser af det i Liverpool. Og de kan nu kalde sig Europamestre frem til næste års finale. Mindst.