Fyring på afrikansk

– En sådan indsats kan jeg ikke forsvare over for befolkningen i Cameroun, forklarede fodboldforbundets præsident Mohamed Iya overfor pressen, og trænerfyringen er også blevet modtaget med tilfredshed hos landets meget passionerede fodboldfans, der havde svært ved at acceptere landsholdets middelmådige niveau. At flere spillere mod Tyskland var ved at komme i håndgemæng midt under kampen forstærkede indtrykket af et mandskab, der ikke blot var i sportslig krise, men også havde mistet enhver fornemmelse for disciplin.

Holdets rædsomme optræden i Leipzig var således kulminationen på et mislykket landskampår, der startede med en skuffende tidlig exit i Africa Nations Cup i Tunesien og siden har budt på så svingende resultater, at kvalifikationen til VM i Tyskland er i overhængende fare.

Det camerounske fodboldforbund har altid været kendt for at improvisere, snarere end at organisere, og selvom den gennemført stilløse fyring af landstræneren ikke gør meget for at ændre billedet af et kaotisk forbund, er afskedigelsen næppe et udtryk for en pludselig indskydelse.

Beslutningen om skilsmissen med den tyske træner skal angiveligt være taget allerede midt i oktober på et krisemøde i det camerounske fodboldforbund, og forestillingen i Leipzig skulle så fungere som en slags afskedskamp for Schäfer. På baggrund af begivenhederne i kølvandet på nederlaget mod Tyskland kan der imidlertid stilles spørgsmålstegn ved fodboldledernes ædle motiver, for selve fyringen og hele forløbet i dagene derefter ligner i betænkelig grad et udspekuleret skuespil. En udnyttelse af den enestående mulighed for endegyldigt at blamere Schäfer i hans eget hjemland.



Det er ingen hemmelighed, at man i såvel fodboldforbundet som sportsministeriet har været grundigt trætte af træneren, der i enhver konfliktsituation har taget spillernes parti mod dét forbund, der betalte hans løn. Sportslige fiaskoer forklarede Schäfer konsekvent med den mangelfulde opbakning fra “de høje herrer” i organisationen, som han tilmed beskyldte for at modarbejde landsholdets fremskridt.

VM-fiaskoen i 2002, hvor historiens bedste camerounske landshold forlod turneringen allerede efter indledende runde, blev forklaret med en håbløs forberedelse, hvor holdet ankom til Japan fem dage for sent, fordi forbundet nægtede at betale brændstof til flyet. Med støtte i spillertruppen og en frisk triumf i Africa Nations Cup som argument, sikrede dén forklaring Schäfers fortsatte ansættelse i Cameroun, men selvom kontrakten blev forlænget til 2006 var der tæret voldsomt på kreditten.

Betegnende for arbejdsklimaet mellem træneren og hans overordnede var Schäfers udtalelser til tysk TV efter den kritisable landskamp sidste onsdag, hvor spillernes indsats bedst kunne kategoriseres som den endelige kapitulation:

-Jeg har fortalt herrerne i forbundet, at vi har blameret os. Hvad der skete før kampen har jeg dog alligevel aldrig tidligere oplevet. En hel time sad spillerne og diskuterede løn med forbundet, og på et tidspunkt forlød det at vi ville boykotte kampen. Da tingene endelig kom på plads havde jeg ti minutter til at skrive nogle navne ned på tavlen. Når jeg ikke har tid til at forberede spillerne, kan de heller ikke levere en ordentlig præstation, sagde en bleg og lavmælt Schäfer til sine landsmænd.

Sportsminister Massoma gjorde sig ikke store anstrengelser for glatte ud, da han et par dage senere begrundede fyringen i det store dagblad Cameroon Tribune. Massoma opremsede en lang række fejl og mangler hos Schäfer, der udover generelt svigtende sportslige resultater, ifølge ministeren, er mislykkedes med at integrere nye spillere i en trup, han alt for konservativt har holdt fast i, selvom flertallet af spillerne har været ude af form som følge af manglende kamppraksis i klubberne. Desuden har det vakt fortørnelse, at Schäfer kun i meget begrænset omfang benyttede sig af det hus, han fik stillet til rådighed i hovedstaden Yaounde, og i stedet foretrak at have base i Tyskland. Schäfers forklaring om, at langt hovedparten af spillerne til daglig spiller i Europa har heller ikke vundet gehør i fodboldforbundet, som gerne ser en række talenter fra den nationale liga indlemmet på nationalmandskabet. Dertil kommer, at man ikke anser træneren som værende i stand til at bidrage med noget som helst i taktisk og organisatorisk henseende og at han i det hele taget mangler selvkritik.

Det er stærk tobak og et næsten historisk hårdt spark i bagdelen til en mand, der ellers har virket yderst engageret i sit job, og ikke har forspildt en mulighed for at skamrose sin spillertrup.

Landskampen i Leipzig skulle have været Winfried Schäfers store comeback i Tyskland, hvor hans ry efter to fuldstændigt kuldsejlede ansættelser i VfB Stuttgart og Tennis Borussia Berlin var spoleret i en sådan grad, at hans jobsituation var mere end tvivlsom.

Karrieren var startet med raketfart i Karlsruher SC, en typisk grå mus på lavbudget, som han midt i 80erne overtog i 2. Bundesligas anonymitet og snart førte op i den bedste række. Iført sort læderjakke, klubhalstørklæde og en bemærkelsesværdig gul manke, avancerede den unge og karismatiske træner til et af landets hotteste navne i en næsten 12 år lang periode som landsbykonge i Karlsruhe, der aldrig før eller efter Schäfer har spillet med blandt de største.

Træneren kunne se tilbage på sit arbejde med stolthed, men da boblen brast til slut var lykken vendt for “Winnie”. Året efter modtog han også en fyreseddel i den ambistiøse topklub VfB Stuttgart, efter blot fem højdramatiske måneder, hvor det lykkedes ham at lægge sig ud med samtlige holdets mest indflydelsesrige spillere, inden Bild Zeitung hævdede, at en intern afstemning i truppen havde givet resultatet 25-0 for en fyring af den hårdt prøvede træner¿

Det afgørende knock-out var 14 måneder i Tennis Borussia Berlin, hvor Schäfer fik frie hænder til at sammenkøbe et stjernebesat og kolossalt dyrt mandskab til 2. Bundesliga. Kravet var oprykning og der var ét skud i bøssen, men sæsonen endte i det totale kaos med nedrykning og bankerot, der for altid har gjort Winfried Schäfer uønsket i hovedstadsklubben.

Det var på dén baggrund, Schäfer før VM-slutrunden i Asien udtalte, at ansættelsen i Cameroun var “som at vinde den store gevinst i lotto”. Fra den ene dag til den anden var han gået fra at være helt uden lobby i sit hjemland, til at stå i spidsen for en VM-deltager, som ikke så få eksperter udpegede som en seriøs outsider til VM-titlen.

Den afrikanske drøm varede altså i tre år, og det er i sig selv imponerende i et land, der inden Winfried Schäfer havde skiftet træner fem gange på halvandet år.

Træneren kan efter den stilløse og mere end pinlige offentlige afskedigelse i Leipzig med rette føle sig skidt behandlet, men fyringen i sig selv var hverken overraskende eller uforståelig.

Forsøget på at kombinere afrikansk letsind med tysk organisationstalent mislykkedes, og når hverken resultater eller holdmoral er i nærheden af det forventede får det som regel konsekvenser. Selvom mange ting er anderledes i Cameroun, måtte Schäfer til sidst erkende, at landet på netop dette punkt ikke adskiller sig fra resten af verden.

Dét der startede med en triumf og et højt lovprist sammenhold mellem træner og spillertrup, endte med en ydmygelse for en isoleret tysker med en særlig evne til at komme på kant med sine overordnede. Ude af stand til at ændre på tingenes bedrøvelige tilstand måtte han til slut overgive sig til sin skæbne en trist novemberaften i Leipzig.